Mundpleje. Beboer Svend Åge Christensen får undersøgt tænderne af klinikassistent Jette Johansen (tv.), som kommer fast på Peder Lykke Centret på Amager hver 3. uge. Plejehjemsassistent  Farhiya Abdiaziz assisterer.
Foto: Katinka Hustad

Mundpleje. Beboer Svend Åge Christensen får undersøgt tænderne af klinikassistent Jette Johansen (tv.), som kommer fast på Peder Lykke Centret på Amager hver 3. uge. Plejehjemsassistent Farhiya Abdiaziz assisterer.

Tandbørstning redder liv

God mundhygiejne mindsker risikoen for lungebetændelse blandt ældre og kan redde 100 liv om året, anslår Københavns Kommune.

Sundhed

Cirka 100 menneskeliv kan reddes hvert år, og cirka 500 indlæggelser for lungebetændelse kan undgås, hvis ældre borgere får forbedret deres mundhygiejne.

Det anslår overtandlæge Børge Hede fra omsorgstandplejen i Københavns Kommune.

»Svage ældre har en meget højere risiko for at få lungebetændelse, hvis de har mange bakterier i munden. Derfor er det vigtigt, at vi forbedrer tandplejen for de svageste ældre, der ikke selv kan børste tænder grundigt«, siger Børge Hede.

LÆS OGSÅ:

Børge Hede bygger tallene på, at mindst hver femte indlæggelse for lungebetændelse blandt svage, ældre borgere ender med, at patienten mister livet.

På landsplan bliver cirka 5.000 plejehjemsbeboere indlagt med lungebetændelse om året, ifølge overtandlægen, som tilføjer, at videnskabelige undersøgelser viser, at hver 10. indlæggelse kan undgås ved effektive mundplejeprogrammer.

»Det er så veldokumenteret, som det kan blive«, siger Børge Hede.

:

Tre fjerdele af de ældre beboere er ikke er i stand til selv at holde tænderne rene, vurderer Børge Hede.

Han står bag projektet SOC (Shared Oral Care), hvor personalet på fem plejecentre i kommunen er blevet oplært af klinikassistenter i at hjælpe beboerne med mundplejen.

»Det er kun ganske få af beboerne, som får hjælp til at børste tænder, og det bliver ikke gjort godt nok. Det er svært for plejepersonalet at vurdere, om de gør det godt nok. Det er derfor, at vi laver dette program«, siger Københavns Kommunes overtandlæge.

:

Et af Københavns største plejecentre, Peder Lykke Centret på Amager, har deltaget i projektet, og har nu en fast klinikassistent tilknyttet, som kommer hver 3. uge.

»Vi har altid børstet tænder på beboere, som ikke kan selv. Det nye er, at klinikassistenten screener beboernes tandstatus og mundhygiejne, og det samarbejde fungerer rigtig godt«, siger forstander Mette Olsen.

:

Københavns Borgerrepræsentation har i år afsat midler til at rulle programmet ud til samtlige plejecentre i kommunen over de næste tre år for cirka 3.600 beboere.

Programmet er allerede implementeret på Amager, og er ved at blive kørt ind på Nørrebro og i Bispebjerg, aktuelt på plejecentrene i De Gamles By.

Sundhedsborgmester Ninna Thomsen erkender, at mundhygiejne har været et overset element på plejehjemmene.

»Det gælder ikke bare i København, men i hele landet. Derfor skal vi sørge for, at tandpleje bliver et fast tema i hjemmeplejen og sørge for, at personalet får efteruddannelse, så de bliver ved at have fokus på tandplejen«, siger Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

:

Også udsigten til færre indlæggelser på grund af lungebetændelse er en gevinst:

»Vi ser jo, at de ældre medicinske patienter fylder rigtig meget på hospitalerne«, siger Ninna Thomsen

Det er især ældre mennesker med tygge- og synkebesvær (dysfagi), som har en forhøjet risiko for lungebetændelse, når mundhygiejnen er dårlig.

:

Lidelsen betyder, at spyttet ryger ned i luftrøret i stedet for i spiserøret, og videre ud i lungerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis man har store mængder bakterier på tænderne og i munden, som bliver sunket ned i lungerne, øger det risikoen for at få lungebetændelse«, oplyser overtandlæge Børge Hede.

Der er er flere grund til, at svage ældre kan have svært ved selv at holde tænderne rene. Dels kan fysiske skavanker spille ind på den motorik, der skal til for at børste tænderne ordentligt. Dels giver det store problemer, hvis den ældre beboer er dement, fortæller forstander Mette Olsen fra Peder Lykke Centret:

»Demente har tit et billede af, at de har børstet tænder, så det behøver de ikke hjælp til – i deres verden. Derfor er det en stor pædagogisk opgave at motivere dem morgen og aften«.

:

Omsorgstandplejen i København vurderer, at det vil koste cirka 30-35 millioner kroner at prioritere mund- og tandplejen på landets plejecentre. Og behovet bliver kun større fremover.

»Danskerne lever længere og længere, og da flere ældre samtidig har bevaret et naturligt tandsæt, er der et stigende behov for hjælp til den daglige tandpleje«, siger overtandlæge Børge Hede.

Støtte fra Ældre Sagen

Ældre Sagen bakker op om projektet.

»Vi anbefaler, at plejehjem får tilknyttet tandplejefagligt personale, der skal undervise personalet i tandbørstning og hjælpe beboerne med tandbørstning«, siger direktør Bjarne Hastrup.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce