Fed. Louise Ekelund er tyndfed og prædiabetiker.
Foto: Katinka Hustad

Fed. Louise Ekelund er tyndfed og prædiabetiker.

Sundhed

Louise er tynd, men farligt fed

37-årige Louise Ekelund har et fedmeproblem. Man kan bare ikke se det på hende.

Sundhed

»Mit lave BMI har helt klart snydt mig. Det har været en sovepude«.

Louise Monsrud Ekelund har hele sit liv set meget slank ud. Faktisk har hun intet særligt skullet gøre for at ligge stabilt på et lavt BMI omkring de 20. Hun bruger en størrelse 36 og har altid høstet kommentarer, som andre ville give deres højre arm for:

»Folk har hele mit liv sagt, at »du kan spise hvad som helst, du må have en god forbrænding«. Jeg har aldrig skullet kæmpe med min vægt«, fortæller Louise, der er 37 år og med egne ord har været tynd hele sit liv.

LÆSARTIKEL

Men for tre uger siden gik det op for Louise Ekelund, at hun har et alvorligt fedmeproblem. Politiken sendte Louise og fem andre danskere til et omfattende helbredstjek i laboratorierne i Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Her gennemgik Louise Ekelund og de andre testpersoner en tre timer lang undersøgelse, hvor deres Body Mass Index, som er et tal, der sætter vægten i forhold til højden, blev udregnet, men også hvor deres sukkertal, kolesterol og generelle helbred blev tjekket.

Desuden fik de en såkaldt DXA-skanning, der viser, præcis hvor meget fedt der er på kroppen, og hvor det sidder.

Louises testresultater var overraskende. Alt for meget fedt om organerne. Og en alt for dårlig glukosetolerance. Med andre ord er Louise såkaldt tyndfed i et omfang, der faktisk er blevet farligt for hende. For bag det slanke ydre, der ellers lever op til alle skønhedsidealer, har skjult fedt om organerne gjort hende til prædiabetiker. En tilstand, der fører til regulær type 2-diabetes i 30-40 procent af tilfældene. Men Louise Ekelund er ikke alene. 750.000 danskere har prædiabetes – langt de fleste uden at vide det.

»Mit testresultat har sat mange tanker i gang. Ikke så meget fedtprocenten, for den var jeg nok godt klar over var gal, fordi jeg aldrig motionerer og derfor ikke har muskler. Det er mere sukkertallene, der har gjort indtryk. Med dem er der kommet en usynlig faktor oveni, som er ret alvorlig«, siger Louise Monsrud Ekelund.

BMI viser ikke fedme

Det er ikke kun Louise Ekelunds prædiabetes, der er usynlig. Det er hendes fedmeproblem også, for ifølge hendes BMI er er hun normalvægtig.

BMI er det mål, Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og de danske sundhedsmyndigheder bruger til at måle danskernes overvægt. Louise Ekelunds tyndfedme og prædiabetes er røget under sundhedsvæsenets radar, fordi hendes BMI ligger flot og endda lavt i normalområdet.

»BMI opfanger ikke alle dem, der er normalvægtige, men har en stor ophobning af bugfedt. De er også ’overvægtige’, bare ikke i traditionel forstand. Derfor skal vi være meget kritiske over for et mål som BMI, for det kortlægger ikke det reelle problem bag alle tallene om, hvor overvægtige danskerne er«, lyder det fra den internationalt anerkendte fedmeforsker, professor og overlæge Thorkild I.A. Sørensen, som er leder af flere store danske og europæiske fedmeforskningsprogrammer.

Der findes ingen tal for, hvor mange tyndfede der er i Danmark, men Thorkild I.A. Sørensen tøver ikke med at kalde tyndfedme »et stort problem – formentlig på samme niveau som den synlige fedme og overvægt«, som halvdelen af danskerne er ramt af.

Også professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen, der leder Center for Inflammation og Metabolisme og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, betragter tyndfedme som et stort, overset problem:

»Man kan ikke udelukke, at tyndfedme kan være et større sundhedsproblem end moderat overvægt«, vurderer hun.

Foto: HUSTAD KATINKA

Når tyndfedme er et overset sundhedsproblem, skyldes det den brede anvendelse af BMI som mål for overvægt. BMI kategoriserer folks overvægt ud fra forholdet mellem vægt og højde, men siger intet om, hvordan forholdet er mellem muskler og fedt. Det kan lige så godt være mange muskler og lidt fedt, der får BMI-tallet op, som det kan være alt for få muskler og alt for meget fedt, der giver et lavt tal.

»Man skal hellere holde sig væk fra et lavt BMI end et højt. I det høje BMI ligger der en masse mennesker med høj muskelmasse, hvilket er sundt, mens de lave tal generelt hænger sammen med lav muskelmasse og dermed dårlig sundhed«, forklarer cand.scient. Morten Zacho, der er ansvarlig for testlaboratoriet på Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Fit og fed bedre end slank og sløv

En række samstemmende befolkningsundersøgelser viser, at kurven for dødelighed og sygelighed stiger mere stejlt, når man nærmer sig de lave tal på BMI-skalaen end de høje.

En væsentlig årsag hertil er, at et lavt BMI er forbundet med lav muskelmasse. Paradoksalt nok kan man altså godt have farlig fedme selv med et lavt BMI. Forklaringen er, at det fedt, der sidder på hofter og lår, blandt forskere anses for at være sundt fedt, mens det fedt, der sidder omkring organerne hos synligt fede mennesker, men også usynligt fede – de tyndfede – er det farlige fedt.

»Studier viser klart, at det er bedre at være fit og fed end slank og sløv. Når man er tyndfed, er det udtryk for, at man er meget inaktiv. Og fedtet inde i maven taber man især ved at motionere«, siger professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen.

Og Bente Klarlund er heller ikke i tvivl om, at det ikke nødvendigvis er dårlige kostvaner, men manglen på motion gennem et helt liv, der er årsagen til, at Louise Monsrud Ekelund har ophobet fedt om de indre organer:

»Kan man spise sig til mindre bugfedt? Det er jeg ikke overbevist om, at man kan. Til gengæld ved vi, at hvis man motionerer, vil motionen tære på fedtet på de indre organer. Har man omvendt en periode med fysisk inaktivitet, vil man meget hurtigt ophobe organfedt«, siger Bente Klarlund Pedersen.

Samme forklaring har Louise også selv:

»Det er ikke sådan, at jeg propper mig med alt muligt. Og jeg bor på et landsted, hvor jeg har heste og også en have, jeg passer, så jeg er heller ikke helt inaktiv. Men jeg ved også godt, at jeg altid stopper min aktivitet, før den bliver anstrengende. Jeg får aldrig pulsen op«, erkender Louise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Væk med vægten

Professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen er en af de førende forskere, både herhjemme og i udlandet i den skjulte kroniske inflammation, som gør tyndfedme så farligt.

»Fedt om organerne sidder et sted, hvor det ikke skal være. Derfor reagerer kroppen mod det. Det skaber en kronisk inflammation og sender betændelsesmolekyler ud i blodbanen, der giver livsstilssygdomme som åreforkalkning og type 2-diabetes, men også demens og cancer«, forklarer Bente Klarlund Pedersen og fortsætter:

»Derfor er selve kropsformen vigtig, når vi taler sundhed. Langt vigtigere end vægt og BMI«.

Forskerne er derfor heller ikke et øjeblik i tvivl om, at der må andre mål til, hvis især de mange farligt tyndfede danskere som Louise ikke skal slippe under radaren.

Første skridt kan virke radikalt, men er nødvendigt, mener Kim Overvad, overlæge og professor i fedmens epidemiologi på Aarhus Universitet:

»Vi skal holde op med at bruge vægten som facitliste. Jeg så helst, at man smed badevægten helt ud. Også hos lægen. At veje sig og beregne sit BMI er den helt forkerte strategi«.

Netop når det gælder tyndfede, giver det ifølge forskerne meget bedre mening at måle taljen. For det er her, det farlige fedt sidder. Taljen må ikke være større end det halve af ens højde ifølge det såkaldte talje-højde-mål.

»Talje-højde-målet fanger alle dem, der har et normalt BMI, men har tynde arme og ben og fedt på maven. Det er et meget mere relevant mål, fordi det afslører det allerfarligste fedt«, lyder det fra Morten Zacho, der til daglig forsker i netop måling af sundhed.

Også fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensen mener, at taljemålet er vejen frem, når man skal identificere de mange tyndfede. Men han vil ikke afvise vægten fuldstændig:

»Ligesom vægt skal sættes i relation til højde, skal taljemål også måles under hensyn til BMI«.

Bente Klarlund Pedersen er enig i, at vægten stadig betyder noget. Men bruger man vægten, skal man gøre det, vel vidende at man kan være sund – eller usund – i næsten alle størrelser. Supplerer man vægt og BMI med taljemålet, er rigtig meget vundet, mener Thorkild I.A. Sørensen:

»Så kan man gribe ind allerede derhjemme eller hos den praktiserende læge, før bugfedmen bliver alvorlig. Til det formål er BMI alene meget mangelfuldt«.

Til gengæld er han slet ikke i tvivl om, at netop begrebet tyndfedme er den perfekte illustration af, hvor fokus bør ligge – nemlig på fedme, uanset om den er synlig eller skjult:

»Det ville være rigtig fint, hvis vi begyndte at sige, at fedme er noget andet end overvægt. Når der overhovedet er noget, der hedder tyndfedme, er det jo, fordi fedme er et problem, som ikke handler om højde og vægt«.

At fedme hos såvel slanke som fede mennesker er mere relevant at kigge på end overvægt, er Bente Klarlund helt enig i:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man kan ikke udelukke, at tyndfedme kan være et større sundhedsproblem end en lille overvægt«, understreger hun.

Og det budskab er alt for overset, bekræfter Louise Monsrud Ekelund, der selv er blevet erklæret tyndfed. Selv efter det står klart, at hun har et fedmeproblem, mødes hun af stor skepsis, når hun fortæller folk, at hun faktisk er farligt fed og endda har udviklet prædiabetes på grund af det.

»Folk udbryder, at det kan da ikke passe. For jeg ser jo sund og slank ud«, siger Louise, der er forundret over, at hun ikke en eneste gang i sit liv har mødt en læge, der har spurgt ind til hendes manglende motion.

»Det er tankevækkende, at ikke engang læger ved mere om det her. Som praktiserende læge burde det være standard, når man ser sådan en som mig, at spørge ind til om jeg dyrker motion, føler mig træt eller har et stort sukkerbehov. Det har ingen nogensinde har gjort«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce