PROBLEM. Op imod en femtedel af voksne københavnere betragter deres forhold til alkohol som problematisk.
Foto: JANUS ENGEL (Arkiv)

PROBLEM. Op imod en femtedel af voksne københavnere betragter deres forhold til alkohol som problematisk.

Sundhed

Hver femte københavner drikker for meget

Professor opfordrer pårørende til at konfrontere stordrikkere med problemet.

Sundhed

'Alt med måde', lyder et gammelt mundheld. Men når det kommer til alkoholindtag, tyder meget på, at det kniber med mådeholdet. Ikke mindst i hovedstaden.

Op imod hver femte københavner udviser nemlig tegn på at være decideret afhængig af alkohol, fremgår det ifølge Berlingske af et udkast til en ny sundhedspolitik i Københavns Kommune.

Overordnet viser 17 procent af borgene i hovedstadsområdet tegn på alkoholafhængighed, men andelen i nogle dele af København er væsentligt højere. I Indre By ligger tallet således på 24 procent, mens det på Nørrebro og Østerbro er henholdsvis 22 og 19 procent af borgerne, der viser tegn på alkoholafhængighed.

Oplysningerne er ifølge avisen baseret på tal i sundhedsprofilen for Region Hovedstaden, hvor 30-40.000 borgere over 16 år har svaret på spørgsmål om trangen til alkohol samt egne og omgivelsernes vurdering af forbruget.

Professor: Tabubelagt problem

Finn Diderichsen, der er professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, betragter metoden som værende retvisende og velvalideret, mens han betragter selve resultaterne som forventelige.

»Det er ikke overraskende eller værre, end det har været længe. Men det er stadig en alt for høj andel«, siger han til Politiken.

Problemets omfang hænger ifølge professoren blandt andet sammen med, at alkoholproblemer er forbundet med et større tabu end andre livsstilsrelaterede sundhedsproblemer.

»Når man spørger folk, om de gerne vil have hjælp til at mindske deres alkoholforbrug, så er der ikke så mange, der svarer ja, i forhold til hvor mange der gerne vil have hjælp til at holde op med at ryge eller hjælp til at spise sundere og dyrke mere motion«, siger Finn Diderichsen.

Selv, når man er kommet problemet til livs, er det tabubelagt, tilføjer han:

»Folk har ikke svært ved at fortælle deres venner, at de er holdt op med at ryge, men at sige, at man har haft et problem med vin og nu er trappet ned, det er sværere at snakke om«.

Let tilgængelighed øger druk

Hvorfor alkoholproblemer er særligt udbredt i hovedstadens centrale bydele er svært at svare entydigt på.

»Men vi ved, at tilgængeligheden, altså tætheden af serveringssteder, helt enkelt betyder ret meget for, hvor meget folk drikker«, siger professor Finn Diderichsen.

Hovedstaden er imidlertid ikke alene om de udbredte alkoholproblemer, og eksempelvis rager Lyngby-Taarbæk op i statistikkerne, og professoren tilføjer, at betegnelsen ’Whisky-bæltet’ ikke eksisterer uden grund.

Borgmester: Vågn op!

I Københavns Kommune lægger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) nu op til at øge indsatsen for at hjælpe borgere med et storforbrug og tegn på afhængighed af alkohol.

Blandt andet skal de praktiserende læger i større udstrækning involveres for at opspore og afhjælpe problemerne, mens medarbejdere på skoler og i børnehaver skal rustes til at tage de svære samtaler med forældre, som skønnes at drikke så meget, at det skaber problemer for deres børn, skriver Berlingske.

»Vi har nogle kedelige rekorder på dette område, som desværre også er præget af tabuer og berøringsangst. Det er nødvendigt, at danskerne begynder at vågne op og tale om det her – og handle i forhold til dem, der har problemer med et storforbrug af alkohol«, siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) til Berlingske.

Professor Finn Diderichsen råder til, at ikke bare sundhedspersonale og professionelle, men også pårørende råber vagt i gevær, når de spotter alkoholproblemer.

»Man skal ikke være så bange for at sige direkte til folk: »Du har faktisk et problem, og du burde nok gøre noget ved det«. For det har vist sig, at de fleste mennesker faktisk er taknemmelige for at blive skubbet til, hvad enten det er venner eller sundhedspersonale, der gør det«, siger professoren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Viden

Forskere skaber tråd med superstyrke

FOR ABONNENTER

Annonce