Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Sindsro: »Jeg har lært at forstå min hjerne«

35-årige Henriette Hartmann har via mindfulness og terapi lært at acceptere sin tilstand, efter at en ulykke i Indien for 11 år siden ændrede hendes liv.

Sundhed

For Henriette Hartmann er der et markant før og efter i hendes liv.

Før jeepen kørte ud over skrænten et sted i Indisk Himalayas bjerge, var hun en livskraftig ung kvinde på 25 år, som brugte sommerferien på at arbejde som frivillig sygehjælper i Calcutta på et hjem for døende hjemløse kvinder.

Efter var hun en forpint ung kvinde med brækket ben, kæbebrud og en hjernerystelse så voldsom, at hun hverken kunne være sammen med andre mennesker, gå på gaden eller vaske tøj.

LÆS ARTIKEL

Det var i 2004. »Langvarige følger af hjernerystelse«, lød diagnosen to år senere, men det vidste hun ikke dengang.

Henriette Hartmann måtte opgive sine studier og acceptere at gå på førtidspension. Med tiden fik hun det »langsomt, langsomt« bedre, indtil det gik galt igen for to år siden. Da flyttede hun og kæresten fra lejligheden i Aarhus til et hus i Hornslet.

»Flytningen var alt for mange stimuli for min hjerne, og det, at jeg ikke lyttede til mine signaler og ikke forstod, at det var alvorligt, gjorde, at jeg fik et voldsomt tilbagefald, så jeg var tilbage i den tilstand, som jeg var i cirka to år efter ulykken«.

Tilbage i mørket

I stedet for at nyde sit nye hjem og have røg Henriette Hartmann tilbage til et forpint liv for nedrullede gardiner.

»Jeg kunne ingenting andet end at ligge med lukkede øjne. Jeg kunne ikke bevæge mig, fordi jeg var så plaget af smerter, hovedpine, konstant svimmelhed, og jeg var bare dybt, dybt ulykkelig. Bare det at min kæreste var hjemme, var helt utåleligt, fordi det gav for mange stimuli. Livet var fuldstændig meningsløst«, fortæller den 35-årige Henriette Hartmann fra Hornslet nær Aarhus.

En aften i sofaen var en tv-udsendelse om mindfulness med til at skabe forandring i hendes liv. Henriette Hartmann fandt frem til en psykoterapeut i Aarhus, der arbejder efter MBSR-modellen – Mindful Body Stress Reduction – som tv-programmet handlede om.

»Der findes jo tusindvis af mindfulnesskurser, og det hele var lidt diffust for mig, men jeg fandt ud af, at MBSR-metoden er videnskabeligt funderet, og valgte at starte på det. Jeg fandt en behandler, Birthe Moksha, som er sygeplejerske, og det gav mening for mig«, fortæller Henriette Hartmann.

Dengang hendes jeep rullede 100 meter ned ad en skrænt i Himalayas bjerge, var hun halvvejs igennem sygeplejerskeuddannelsen.

Mindfulnessterapien var en stor omvæltning. Og en smertefuld proces, for en del af øvelserne går ud på at være stille og mærke sin krop. Det var alt andet end behageligt, og Henriette Hartmann havde ofte lyst til at stikke af fra det hele.

»Det var skrækkeligt for mig. Jeg kunne ikke holde ud at ligge stille og mærke mig selv. Jeg var så speedet og helt rastløs i min krop, fordi jeg bare havde slukket for at mærke mig selv, fordi det gjorde så ondt«, siger Henriette Hartmann.

Hvor hun før ignorerede kroppens signaler og bare kørte på med at vaske tøj, være sammen med venner og gå på indkøb, selv om hun fik migræne, kvalme, blev svimmel i dagevis og sov elendigt om natten, begyndte hun at lære at forstå, hvad hendes hjerne forsøgte at fortælle hende.

»Jeg lærte at acceptere min tilstand. Jeg lærte at mærke mig selv og forstå, at når jeg fik symptomer, var det, fordi min hjerne ville mig det godt. Jeg har aldrig fået information om, hvordan jeg skulle forholde mig til min hjernerystelse, så jeg tænkte, at mine symptomer måske var indbildning«.

En uge efter ulykken den sommer i 2004 kom hun hjem til Aarhus. Hun blev opereret i kæben, og benet blev tilset. Henriette Hartmann var konfus, meget ør i hovedet, svimmel og kunne ikke stå op af bare træthed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hjernerystelse

Formentlig var hun i chok. Men det var der tilsyneladende ingen læger, der tænkte på. Der var heller ingen, der tænkte på at undersøge hendes hoved, før hun blev sendt hjem.

»Efter to år kom jeg til en neuropsykolog, som konstaterede, at jeg led af langvarige følger af hjernerystelse (PCS)«. Henriette Hartmann gennemførte det otte uger lange MBSR-forløb og laver hver dag cirka 45 minutters mindfulnessøvelser og dyrker yoga en gang om ugen. Hun sørger også for at sove midt på dagen.

»Jeg har lært at forstå min hjerne. På de dårlige dage lader jeg være med at gøre noget«.

Det er dog ikke en mirakelkur.

»Jeg er 35 og kan ikke bidrage til samfundet. Det kan jeg stadig synes er meget urimeligt og trist, men jeg er ikke lige så dybt ulykkelig som før, fordi jeg accepterer det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce