SAMMEN. Mange nydanske homoseksuelle skjuler deres seksualitet for deres familie. I netværket Sabaah kan de mødes med ligesindede. Her er to medlemmer ved at forberede sig til den årlige pride parade i København.
Foto: STINE BIDSTRUP

SAMMEN. Mange nydanske homoseksuelle skjuler deres seksualitet for deres familie. I netværket Sabaah kan de mødes med ligesindede. Her er to medlemmer ved at forberede sig til den årlige pride parade i København.

Hver tredje nydanske homoseksuelle har overvejet selvmord

En del minoritetsetniske LGBT-personer har store psykiske problemer, viser ny rapport. Bekymrende læsning, siger ministeren.

Sundhed

Social kontrol, vold udført af vrede familiemedlemmer, selvmordstanker.

En del nydanske homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede har væsentligt ringere levevilkår og psykisk helbred end deres etnisk danske venner.

Det viser en stor undersøgelse lavet for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, der bliver offentliggjort torsdag.

»Den psykiske trivsel blandt et betydeligt mindretal af de nydanske LGBT-personer er meget ringe«, siger Bjarke Følner, chefkonsulent hos ALS Research, der står bag undersøgelsen, der er den hidtil største af sin art.

Sex er et tabu

Nydanske homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, også kaldet LGBT-personer, skjuler i langt højere grad deres seksualitet og kønsidentitet end etniske danskere. Knap hver syvende af de adspurgte svarer, at de har været udsat for vold fra deres familie.

Det samme gælder en ud af 100 af de etniske danske LGBT-personer.

Hver tredje siger, at de inden for det seneste år har overvejet at begå selvmord. Blandt de danske LGBT-personer er tallet næsten hver femte, og i den samlede befolkning gælder det godt hver tolvte.

LÆS OGSÅ

»Det er høje tal. Vi har før lavet interview og mindre undersøgelser, så vi havde en anelse om, at der kunne vise sig væsentlige problemer.

Men det er første gang, vi har fået viden, om hvor udbredte problemstillingerne er«, siger Bjarke Følner, der samtidig pointerer, at en stor del af de nydanske LGBT-personer 'generelt' eller 'det meste af tiden' føler sig frie til at udleve deres seksualitet.

Hos Sabaah, der er en forening for LGBT-personer med en anden etnisk baggrund end dansk, genkender formand Fahad Saeed konklusionerne. Foreningen har siden den blev stiftet i 2006 været i kontakt med flere end 700 unge. Langt de færreste har fortalt deres familie om deres seksualitet eller kønsidentitet.

»Fordomme og stigmatisering overfor LGBT-personer i minoritetsetniske miljøer gør, at mange føler sig nødsaget til at leve et dobbeltliv. Det meget få af dem, vi er i kontakt med, der føler, de kan leve et åbent og autentisk liv«, siger Fahad Saeed.

Undersøgelsen viser, at det er respondenterne fra familier, hvor ære og religion tillægges stor værdi, der har de største vanskeligheder.

Ofte opstår problemerne ikke som følge af en konfrontation, hvor man 'springer ud' over for familien, men ligger under overfladen i en tilværelse med stærke normer og høje forventninger til, at man lever 'det rigtige liv', siger Fahad Saeed.

»Sex og kærlighed er som regel noget, der overhovedet ikke bliver talt om. Langt de fleste af vores medlemmer kommer ikke fra hjem, hvor de har fået at vide, at det er forkert at være homo. Det er bare noget, de har vidst, uden det er blevet udtalt. Der er en stor modstand mod alt andet end det heteroseksuelle«.

Lommer i samfundet

Forskerne fra ALS Research har ud over en spørgeskemaundersøgelse og en række dybdegående interview med nydanske LGBT-personer lavet en holdningsundersøgelse blandt godt 1.000 repræsentativt udvalgte personer med ikke-vestlig minoritetsbaggrund. Den viser, at hovedparten af nydanskerne har tolerante holdninger til LGBT-personer.

»Men der er et 'men'. Et stort 'men'«, siger Bjarke Følner og peger på, at 24 procent af de adspurgte svarer, at de enten er »helt enige« eller »delvist enige« i, at det bør være forbudt at have sex med en af samme køn. Samme holdning har 3 procent af den samlede danske befolkning.

»Det er et ret stort mindretal, der har en negativ holdning. Vi ser en stærk sammenhæng mellem en høj grad af religiøsitet og negative holdninger til LGBT-personer blandt nydanskere«, siger Bjarke Følner.

LÆS OGSÅ

Minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), kalder det »bekymrende« og »uacceptabelt«, at så mange nydanske homoseksuelle føler sig tvunget til at leve skjult med deres seksualitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det her viser, at der er lommer i det danske samfund, hvor man ikke skal tage sine frihedsrettigheder og sin ligestilling for givet. Det er nyttig viden på mange områder. Her er en gruppe, som vi ikke har været opmærksom på«, siger hun.

»Vi har lige fået rapporten, så vi vil tage os god tid til at kigge på den og se på, om der er nogle af de initiativer, vi har i forvejen, hvor det kunne være en god ide at øge opmærksomheden om det her«.

Men først og fremmest er ministerens budskab verbalt:

»Det er vigtigt at sige klart og tydeligt til de her grupper, at vi i det danske samfund ikke tager religiøse hensyn, når det handler om frihed og rettigheder«, siger hun.

Fahad Saeed ser frem til at få svar på, hvad ministeren vil foretage sig.

»Den her undersøgelse er rigtig, rigtig vigtig. Det ville være ærgerligt hvis, den blot bruges til at konstatere fakta, der bekræfter fordomme om minoritetsetniske grupper, og der så ikke sker mere«.

Han efterlyser en handlingsplan:

»Jeg mener, man skal sætte resurser af til foredrag, efteruddannelse af fagpersonale og aktiviteter, der kan øge tolerancen og få nogle af tabuerne brudt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce