Flere unge ryger i dag end for et år siden.
Foto: Miriam Dalsgaard

Flere unge ryger i dag end for et år siden.

Flere unge ryger trods drøm om røgfri generation

En stigende andel af børn og unge ryger hver dag, viser ny undersøgelse.Det er skræmmende, siger Kræftens Bekæmpelse.

Sundhed

Regeringen har en ambition om, at ingen børn og unge skal ryge i år 2030. Men ifølge en ny undersøgelse af 2.000 16-25-åriges rygevaner kan drømmen om en røgfri generation nemt forvandle sig til lidt af et mareridt. For stik imod målsætningen stiger andelen af børn og unge, der ryger.

Undersøgelsen er udført af Epinion for Kræftens Bekæmpelse og bliver offentliggjort i dag. 15 procent af de adspurgte i aldersgruppen svarer, at de ryger cigaretter hver dag. Ved en tilsvarende undersøgelse et år tidligere var andelen af daglige rygere nede på 13 procent. Stigningen på 2 procentpoint svarer til en stigning på 15 procent på blot ét år.

Desuden er andelen, der har svaret, at de ryger cigaretter enten dagligt eller ugentligt, steget med 4 procentpoint til nu 22 procent. Endelig har 29 procent svaret ja til, at de ’ryger cigaretter’, hvilket er en stigning på 2 procentpoint i forhold til året før.

Unge vil for guds skyld ikke være som de kedelige voksne

Det er »en skræmmende udvikling«, mener direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

»Når unge begynder at ryge så tidligt, er der langt større risiko for, at de bliver afhængige og får alvorlige skader af tobakken. Unge, der begynder at ryge, risikerer at dø 10 år tidligere og have 10 dårlige år med sygdom og lidelse mod slutningen af livet. Det er en voldsom konsekvens af noget, man begyndte på for sjov, og fordi vennerne gjorde det«, siger han.

Knap 14.000 danskere dør årligt som følge af rygning, der er den største enkeltstående dræber herhjemme. Men selv om alle siger, at de godt ved, at tobak er skadeligt, er det ikke lykkedes beslutningstagere, forældre og organisationer at få slået fast over for unge, hvor farligt det egentlig er at ryge, lyder det fra en nedslået Leif Vestergaard Pedersen:

»Vi kan ikke være det bekendt«.

Han mener, at der må skrappe midler i brug, hvis kurven skal knække. Han nævner et totalt forbud mod at ryge på institutioner med børn og unge, højere priser på cigaretter, neutrale pakninger med samme kedelige skrifttype samt en skrap håndhævelse af forbuddet mod at sælge tobak til personer under 18 år.

Unge lever i nuet

Unge mennesker opfatter sig selv som udødelige og bekymrer sig ikke et sekund om, at de engang i fremtiden måske bliver syge og dør som følge af rygning, forklarer en af landets førende eksperter i rygevaner og rygestop, Charlotta Pisinger.

»Unge vil for guds skyld ikke være som de kedelige voksne. De lever i nuet og har sværere ved at overskue konsekvenserne af deres handlinger. Det vigtigste for dem er det sociale samvær med vennerne, accepten fra andre og skabelsen af deres identitet. De vil have det sjovt, og her kommer blandt andet tobak ind i billedet. Desværre bliver mange af dem hurtigt afhængige«, siger Charlotta Pisinger, der er ansat som forskningsoverlæge på Region Hovedstadens Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.

Charlotta Pisinger kommer med en stribe bud på, hvad der kan forklare udviklingen:

Forbud mod tobakssalg til under 18-årige håndhæves ikke, forældre har berøringsangst over for at forbyde deres børn at ryge, og flere unge tager snus og ryger vandpibe, hvilket fører til, at flere af dem også begynder at ryge cigaretter.

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF), deler ikke regeringens mål om en røgfri generation af børn og unge i 2030. Hun tror heller ikke på, at flere forbud og hævede priser nytter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der bliver ikke røget mindre hash, fordi det er forbudt. Vi forbød snus, og aldrig før har så mange brugt snus som nu. Nogle gange er rygningen unge menneskers mindste problem. Mange af dem har det psykisk og socialt dårligt. Vi skal sætte ind der. Får de det bedre, vil de også leve sundere«.

Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) har ingen nye forbud i ærmet. Regeringen satser på, at oplysning og kampagner i øjenhøjde med målgruppen vil gøre rygning usmart blandt børn og unge. Samtidig vil den indgå partnerskab med detailhandlen for at stoppe salg af tobak til personer under 18 år.

Hun henviser til, at andelen af rygere mellem 16 og 24 år faldt fra 2010 til 2013.

»Hvis der er hold i undersøgelsens resultater, er det en rigtig dårlig nyhed. For rygning er en af de helt store årsager til, at folk bliver syge og har flere dårlige leveår end ikkerygere. Og derfor ønsker vi i regeringen at fastholde den positive udvikling, vi ellers tidligere har set, hvor der er sket et fald i andelen af unge, som ryger dagligt«, udtaler Karen Ellemann.

I satspuljeaftalen for 2017-2020 er der afsat 14 millioner kroner til kampagner målrettet børn og unges rygning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce