Allan Riise er 72 år og fik i maj konstateret kræft i bugspytkirtlen. Han fik først en tid til operation på Rigshospitalet 23. juni. Men i ventetiden på operationen spredte sygdommen sig, så han ikke kunne opereres alligevel.
Foto: Finn Frandsen

Allan Riise er 72 år og fik i maj konstateret kræft i bugspytkirtlen. Han fik først en tid til operation på Rigshospitalet 23. juni. Men i ventetiden på operationen spredte sygdommen sig, så han ikke kunne opereres alligevel.

Sundhed

Allans historie gjorde indtryk: Sundhedsminister griber ind mod livstruende ventetid

Selv få dages unødig ventetid kan være forskellen på liv og død for kræftpatienter, understreger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der indfører skærpet indberetningspligt for regionerne. Kræftens Bekæmpelse siger, at ledelser på hospitaler og i regioner har glemt at have opmærksomhed på, at livstruende ventetid skal væk.

Sundhed

Reglerne om maksimale ventetider på kræftbehandling skal overholdes til punkt og prikke. Patienterne skal undersøges og behandles uden unødig ventetid inden for de forløbstider, der er fastsat for de forskellige kræftsygdomme. Få dage kan nemlig være forskellen på, om patienten bliver helbredt eller overlever.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der reagerer på den seneste tids historier om kræftpatienter, der venter for længe på at blive behandlet.

Politiken skrev i weekenden om den pensionerede skolelærer Allan Riise, der fik aflyst sin livsvigtige operation for kræft i bugspytkirtlen, fordi sygdommen spredte sig i løbet af fem ugers ventetid på at blive behandlet på Rigshospitalet.

Efter en skanning i maj vurderede lægerne på Rigshospitalet, at de kunne skære svulsten væk. En ny skanning to dage før den planlagte operation 23. juni afslørede imidlertid, at kræften havde spredt sig. Derfor måtte lægerne aflyse operationen. En operation er den eneste behandling, der kan helbrede Allan Riises sygdom. Han opfattede aflysningen som en dødsdom.

Det er blandt andet historien om Allan Riise, som Sundhedsministeren nu reagerer på efter en møderække denne uge med Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

»Vi ser desværre kræftpatienter, der venter for længe, selv om det overordnet set går godt med kræftbehandlingen i Danmark. Flere overlever. Vi har fået styr på nogle af de problemer, der var for ti år siden«, siger sundhedsministeren:

»Desto mere behov er der for at gribe ind, når det går i en forkert retning. Særlig på de kræftformer, hvor tid betyder alt, og få dage kan afgøre liv og død, kan vi desværre se, at alt for mange patienter venter for længe. Det er ikke acceptabelt. Patientrettigheder og maksimale ventetider er rettigheder og ikke hensigtserklæringer«.

Skærpet pligt til at indberette

Derfor indfører ministeren frem til jul en skærpet indberetningspligt for regionerne, der skal oplyse, hvor mange patienter der selv har valgt at vente længere på en operation i stedet for at blive henvist til hurtigere behandling på et andet hospital i Danmark eller i udlandet. Målet er at finde ud af, hvor lang tid patienterne reelt venter på at blive behandlet.

Regionerne skal allerede nu en gang om måneden indberette overskridelser af reglerne om de maksimale ventetider, hvor patienten ved for lang ventetid ikke har fået tilbud om at blive behandlet på et andet sygehus. Men denne indberetning rummer intet om, hvor længe patienten reelt har ventet på at få behandling. Ministeren siger, at hun vil have »mørketallet« frem.

»Jeg får indberetninger om, at mange patienter selv vælger at vente længere. Det må de godt, men som minister har jeg svært ved at tro på, at folk, som er dødssyge af en kræftsygdom, hvor dage kan gøre en forskel, selv vælger at vente længere«, siger Ellen Trane Nørby.

Samtidig stiller hun krav om et bedre og mere forpligtende samarbejde mellem landets kræftafdelinger. Især på de kræftformer, hvor selv kort tid kan gøre forskellen på liv og død.

»Vi er et lille land. Det tager halvanden time med tog til Odense og 55 minutter med fly til Aalborg. Derfor nytter det ikke, at man som patient på Rigshospitalet ikke med det samme henvises til nogle gode kolleger andre steder i landet (hvis ventetiden er lang på Rigshospitalet, red.)«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der skal ske noget

Sundhedsstyrelsen skal følge op på, om dette samarbejde kommer til at fungere bedre, ligesom styrelsen sammen med regionerne senere denne måned skal vurdere, om de iværksatte initiativer er tilstrækkelige.

»Jeg håber, at de tiltag, jeg iværksætter nu, kommer patienterne til gavn«, siger Ellen Trane Nørby.

Hun var under et kort pressemøde i Sundhedsministeriet flankeret af direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, der glædede sig over, at »Sundhedsministeren har lyttet til vores og kræftpatienternes bekymringer«.

»De har en livstruende ventetid. Det er, lidt som om man har glemt den opmærksomhed, der skal være hos hospitalsledelser og regionsledelser om, at den livstruende ventetid skal til livs. Jeg er glad for initiativerne, der skal være med til at få opmærksomheden tilbage hos læger, ledelser og politikere og regionerne. Det er dem, der har ansvaret for at bringe det på plads«, siger han:

»Nu skal der ske noget af hensyn til patienterne«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce