Foto: Jens Dresling

Din afføring afslører, om du kan tabe dig

Halvdelen af befolkningen har en bakteriesammensætning i tarmen, der gør det meget svært at tabe sig på almindelig sund kost.

Sundhed

Her er to nye ord, du skal lære, hvis du er interesseret i at tabe dig: Prevotella og Bacteroides. Det er navnene på to grupper af bakterier i dine tarme, og ifølge et nyt studie fra Københavns universitet og DTU Fødevareinstituttet er forholdet mellem dem altafgørende for, om du taber dig på en standard sund diæt, eller den står i stampe og du ingen vegne kommer.

Studiet styrker dermed teorien om, at der ikke findes én type ideel diæt, men at diæter derimod skal skræddersys til individer.

I et forsøg opdelte forskerne forsøgspersoner i to grupper: Dem, der ifølge en afføringsprøve havde en høj andel af Prevotella-bakterier i tarmene og dem der havde en høj andel af Bacteroides. Forsøgspersonerne blev derefter sat på en diæt, der følger de offentlige kostanbefalinger om at spise masser af fuldkorn, grøntsager og fibre. Forsøgspersonerne med mange af de gavnlige Prevotella-bakterier tabte sig i gennemsnit 3,5 kilo i løbet af et halvt år i forhold til en kontrolgruppe, der spiste almindelig dansk kost. Forsøgspersonerne med de mange Bacteroides i tarmen tabte sig slet ikke.

Vælg en anden diæt

Konklusionen kan ifølge forskerne være, at kun omkring halvdelen af befolkningen vil tabe sig, hvis de spiser en diæt baseret på de officielle kostråd med mere frugt, grøntsager, fibre og fuldkorn. Den anden halvdel af befolkningen ser ikke ud til at have nogen gavn af disse kostomlægninger på vægten.

»Vi bliver jo anbefalet at spise masser af fiber og fuldkorn, og der må vi sige, at for den gruppe ser det ikke rigtig ud til at gøre nogen forskel på vægten, mens dem, der har en meget høj andel af Prevotella, responderer rigtig godt på den type kost«, siger adjunkt Mads Fiil Hjorth, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.

»Det her er en stor overraskelse. Interessen for tarmfloraen er blevet større og større de seneste år, og det har et stort potentiale i personlige ernæring. Men det har været lidt uforløst. Det her er første gang, at det bliver vist i et studie, hvordan tarmflora-sammensætning konkret har betydning for vægten. Det har stort potentiale. Det er et skridt nærmere at tale om en personlig ernæring og komme med specifikke kostsammensætninger til specifikke mennesker«.

I dag er det ikke nemt tilgængeligt at få foretaget en afføringsprøve. Men prøven er i princippet billig, og Københavns Universitet arbejder nu med et amerikansk selskab, der skal bringe et test-'setup' på markedet.

DTU Fødevareinstituttet har været med til at lave studiet, og her siger professor og ekspert i tarmbakterier Tine Rask Licht, at resultaterne måske kan bruges til at give individuelle råd.

»Man kunne sagtens forestille sig på længere sigt, at du gerne vil vide, om du kommer til at tabe dig, hvis du spiser f.eks. mere fuldkorn. Så kan du aflevere en fæces-prøve, og få et resultat, der peger på, hvad du har gavn af at spise. Det kræver dog, at vi får bekræftet de resultater«, siger hun.

Det er dog ikke sådan, at folk med en overvægt af Bacteroides skal give op og kaste den fiberrige kost ud af vinduet: Studiet viser godt nok, at en grøntsagsrig, fiberrig og fuldkornsrig såkaldt sund diæt ikke nødvendigvis er det rigtige for dem i forhold til vægttab. Men fibre og fuldkorn har mange andre gavnlige effekter, siger Tine Rask Licht. De nedbrydes i tarmen til biprodukter som f.eks. kortkædede fedtsyrer, der stadig er meget sunde.

Den del af befolkningen bør dog overveje andre strategier, når det handler om at tabe sig: F.eks. at spise mindre eller dyrke mere motion. Ifølge forskerne ved man endnu ikke, hvorfor det er bedre at have mange Prevotella frem for Bacteroides i tarmen, når det handler om vægten. Men bakteriefloraen kommunikerer med dit nervesystem og dit immunsystem på et utal af måder, og kan også influere på appetitreguleringen - altså hvor sulten og mæt du føler dig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce