Afstand. Når de nye supersygehuse står færdige i 2025, vil 25 procent af befolkningen have mere end 20 kilometer til nærmeste sygehus og 2 procent have mere end 40 kilometer, viser beregninger fra Danske Regioner.
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Afstand. Når de nye supersygehuse står færdige i 2025, vil 25 procent af befolkningen have mere end 20 kilometer til nærmeste sygehus og 2 procent have mere end 40 kilometer, viser beregninger fra Danske Regioner.

Sundhed

God behandling er vigtigere end afstanden til sygehus

Specialister og adgang til den nyeste behandling er langt vigtigere end kort afstand til sygehusene, viser ny undersøgelse fra Danske Regioner.

Sundhed

Hvor mange kilometer der er til sygehuset, betyder langt mindre end lægefaglige specialister, indflydelse på behandlingen og pleje. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Regioner.

Her svarer 66 procent, at specialister er det vigtigste, når de skal behandles på sygehuset. Herefter kommer adgang til ny behandling, egen indflydelse på behandlingen og gode rammer, mens afstanden til ens bopæl prioriteres lavest af de fem af langt størstedelen af de 1.008 personer, der har deltaget i undersøgelsen.

Befolkningen har erkendt, at hvis man vil sikre den bedste kvalitet i sundhedsvæsnet, kræver det, at man rejser lidt længere

Ifølge Karsten Vrangbæk, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, afspejler prioriteringen, at der de sidste år er sket en udvikling i befolkningens syn på afstanden til sygehusene.

»Fra politisk side har man de sidste 10 år argumenteret for ’øvelse gør mester’-tankegangen, hvor større enheder betyder mere erfaring, og det er nu for alvor ved at slå igennem i befolkningen«, siger Karsten Vrangbæk.

Samme vurdering lyder fra direktør i Danske Patienter Morten Freil.

»Befolkningen har erkendt, at hvis man vil sikre den bedste kvalitet i sundhedsvæsnet, kræver det, at man rejser lidt længere«, siger Morten Freil.

Af undersøgelsen fremgår det dog samtidig, at alt efter om der er tale om akut behandling eller planlagt operation, er der stor forskel på, hvor mange kilometer til sygehuset vi finder acceptabelt. Mens 63 procent mener, at det er rimeligt at køre 30 kilometer eller mere, når der er tale om planlagte operationer, er det kun 9 procent, der finder det samme antal kilometer rimeligt, når man er kommet akut til skade.

»Det viser, at vi er nødt til at have en flerstrenget strategi på det her område, hvor specialiserede tilbud godt kan ligge længere væk, men man er samtidig nødt til at udbygge det nære sundhedsvæsen, for ved akutservice er befolkningen mest tryg ved en let og hurtig adgang«, siger Karsten Vrangbæk.

Annonce

Længere til sygehuset

Når de nye supersygehuse står færdige i 2025, vil 25 procent af befolkningen have mere end 20 kilometer til nærmeste sygehus og 2 procent have mere end 40 kilometer, viser beregninger fra Danske Regioner.

På linje med Karsten Vrangbæk mener Morten Freil, at man fremover er nødt til at udvikle det nære sundhedsvæsen, hvis ikke afstanden skal blive et problem for patienterne.

»At have sygehuse på hvert hjørne vil blot skabe en falsk tryghed. Med den stadig større afstand til sygehusene er det derfor vigtigt, at behandlingen bliver igangsat, lige så snart man kommer ud til patienten. Og så skal man hele tiden arbejde med at skabe den bedst mulige tilgængelighed for patienter i længerevarende sygdomsforløb ved for eksempel at benytte videokonsultation, så de ikke skal bruge unødigt lang tid på at pendle frem og tilbage«, siger han.

Afstand vigtigst i hovedstaden

I Danske Regioner er formanden, Bent Hansen (S), »rigtig glad for«, at undersøgelsen viser, at borgerne har accepteret, at hvis man vil have den bedste behandling, må man også flytte sig lidt længere.

Han erkender dog, at borgerne i dag ikke er tilstrækkeligt oplyst om akutbehandling: »Opfattelsen af, at hvis man bare kommer ind bag nogle mure, så får man nok den rigtige behandling, hænger nok stadig fast. Dem, der har prøvet det, ved dog godt, at sådan er det ikke. Men som undersøgelsen også viser, har vi et stykke vej igen med at få forklaret det og synliggjort det over for borgerne«.

Måske ikke så overraskende er det ifølge undersøgelsen folk bosiddende i landområderne, der er mest villige til at køre langt til sygehuset, mens indbyggere i hovedstadsområdet er mindst villige.

Mens 15 procent af indbyggerne i landdistrikterne mener, at det er rimeligt at have mere end 30 kilometer til sygehuset, når man er kommet akut til skade, er det kun 5 procent af indbyggerne i hovedstadsområdet, der finder samme afstand rimelig.

Lidt mere forkælet i hovedstaden

Og den samme tendens gør sig gældende, når det gælder planlagte operationer, undersøgelser og ambulant behandling.

»I landområder er man vant til at skulle bevæge sig længere, ikke bare til offentlig service, men også til private tilbud. Så det afspejler blot en refleksion af status quo, og at man er lidt mere forkælet i hovedstadsområdet ved at have så mange tilbud tæt på«, siger Karsten Vrangbæk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden