Er muffinformen lavet af genbrugspapir eller nyt papir? Et kæmpe hul i emballagereglerne gør, at du som forbruger ikke aner, om emballagen kan afgive skadelige stoffer.
Foto: KLAUS HOLSTING

Er muffinformen lavet af genbrugspapir eller nyt papir? Et kæmpe hul i emballagereglerne gør, at du som forbruger ikke aner, om emballagen kan afgive skadelige stoffer.

Forbrugerkemi

Giftigt genbrugspap er skjult ingrediens i mange emballager

Det er umuligt som forbruger at gennemskue hvilke fødevarer, der er pakket ind i genbrugspap og papir. Emballagen kan være fyldt med giftig kemi. Men du kan selv tage forholdsregler.

Forbrugerkemi

Når der er genbrugspap i din køkkenrulle, pizzabakke, paptallerken eller kaffefiltre, er det godt for miljøet.

Men det ressourcesparende genbrug kan have en slagside for din sundhed.

»Genbrugsfibre kan indeholde sundhedsskadelige kemikalier, som ikke er gode for mennesker. Vores forskning viser, at emballage af genbrugsmateriale kan være en kilde til forurening af fødevarerne«, siger Xenia Trier.

Hun er forsker ved DTU’s Fødevareinstitut i Forskningsgruppen for Kemisk Fødevareanalyse og en del af et omfattende igangværende projekt, ’Cocktail’, der undersøger kemikaliers cocktaileffekter i papir og pap. Blandt andet, hvordan kemikalier fra emballage af genbrugspap ender i vores fødevarer, og hvordan det påvirker vores sundhed.

»Udenlandske undersøgelser har vist, at det genbrugspapir, der ender som emballage til vores mad, består af genbrugsmateriale fra ugeblade, aviser, kasseboner og alt muligt andet. Produkter, der ikke er egnede til fødevarer«, siger hun.

Ingen deklaration

Det skal ikke deklareres på emballagen, om et produkt indeholder genbrugspap. Som forbruger er det derfor både svært at gennemskue, hvorvidt der er genbrugspap i emballagen, og hvilken kemi det indeholder. Forskerne på DTU har undersøgt en række emballager og fødevarematerialer af genanvendt pap og papir for sundhedsskadelige stoffer. De konkrete resultater kan endnu ikke offentliggøres. Men de peger i én retning:

»Det er overraskende; vi havde ikke forventet at finde ud af, at så mange af emballagerne indeholdt kemikalier med hormonforstyrrende stoffer«, siger Xenia Trier.

De skadelige stoffer i emballagen kædes sammen med skader på forplantningsevnen, organer og stofskifte, især hos børn og fostre. Videnskaben kender ikke det fulde omfang af stoffernes konsekvenser for vores helbred, men de har til fælles, at de påvirker kroppens hormonsystem.

Det gælder blandt andre mineralske olier og ftalater, der kommer fra tryksværten fra aviser og ugeblade. Bisphenol A fra genbrugte kasseboner. Fluorstoffer fra vand, fedt og snavsafvisende imprægnering. Alle er de skadelige stoffer, der kan vandre fra papir- og papemballagerne over i maden.

Selv om det er små mængder af sundhedsskadelige stoffer, der kan findes i de enkelte emballager, er forskerne bekymrede. Lagt sammen med alle de andre kemikalier, vi indtager gennem vores mad og luften omkring os, kan de nemlig bidrage til den ’cocktail-effekt’, som kan have sundhedsskadelige konsekvenser, siger Anne Marie Vinggaard, leder af forskningsprojektet.

»Vi finder rigtig mange kemikalier i de her pap- og papiremballager, og vi synes, der burde være mere fokus på det. Vi mener, at man ikke bør bruge den type emballage i direkte kontakt med fødevarer«.

Hormonforstyrrende pizzabakker

Der er en procentdel genbrugsmateriale i stort set al papemballage, vi pakker vores fødevarer ind i, siger seniorforsker fra DTU Fødevareinstitut Jens Højslev Petersen. Han har forsket i afsmitning fra emballage til fødevarer i 25 år, indtil han gik på pension i sommer.

Hver gang genbrugsfibrene bliver brugt til nye produkter tilføres de kemi. For eksempel tryksværte, lim eller overfladebehandling. Når produktet atter genbruges, bliver nogle af stofferne renset væk, mens andre bliver tilbage i fibrene. Mængden af kemikalier i papemballage afhænger af, hvor mange gange fibrene har været gennem processen.

Jens Højslev Petersen vurderer, at de fleste træfibre fra papir og pap bliver genbrugt op til 5 og 10 gange. Hvor mange stoffer der vandrer over ved direkte kontakt, afhænger af fødevarens modtagelighed, som bliver større, hvis der er tale om en våd, fedtet eller fugtig fødevare.

I et dansk studie fra 2000 fandt man for eksempel kemikalierester som Bisphenol A i køkkenrulle af genbrugspap og -papir. Hvis man lader sin bacon ligge og dryppe af på det, vandrer kemikalierne over i maden. I en schweizisk undersøgelse, fandt man »urimelige mængder« mineralske olier, da man undersøgte paptallerkener af genanvendt materiale, siger Jens Højslev Petersen.

Pizzabakker har også vist sig i flere studier at indeholde stofferne Diisobutyl Phtalat (DIBP) og Bisphenol A, der især vandrer fra emballage til pizza, når den smeltede ost er i kontakt med emballagen. Forskerne har også fundet hormonforstyrrende fluorstoffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Plastikemballage er sundere

Forbrugeren kan føle sig anderledes sikker, når det gælder plastikemballage. Her findes nemlig fælles EU-regler, der betyder, at plastik ikke må genanvendes til fødevarer, hvis det indeholder sundhedsskadelig kemi. Samme regler eksisterer ikke for genanvendt pap og papir til fødevareemballage. Plastikemballage er altså mindre skadeligt, fordi det er bedre reguleret.

Den sikreste måde at undgå skadelig kemi fra genbrugspap på er ved at købe svanemærkede produkter. Selv om svanemærkede produkter ellers i mange tilfælde netop skal indeholde det ressourcebesparende genbrugspapir for at få miljømærket, gælder kravet ikke fødevarematerialer. Svanemærket bagepapir, madpapir og kaffefiltre skal tværtimod være lavet af nyt papir.

»Svanemærket går ind for genbrug, men det må ikke udgøre en sundhedsrisiko. Vi ved, at der kan findes kemikalierester på genbrugspapir og -pap. Så længe vi ikke har godt nok styr på, hvilke og hvor høje værdierne er, vil vi ikke risikere, at de bliver brugt til Svanemærkede fødevarematerialer«, siger Ingrid Elmedal, der er konsulent hos Miljømærkning Danmark.

Miljømærkning Danmark forsøger at få udbredt Svanemærket til flere og flere produkter, så forbrugerne kan være sikre på, at der er tjek på kemikalierne. Fra 2016 begynder mærkningsordningen at udvikle kriterier for emballager til fødevarevæske som juice og mælk.

Det samme har mærkningsordningen forsøgt med paptallerkener, to go-kaffekopper og anden engangsemballage, der som regel indeholder genbrugspap. Indtil videre uden held. Producenterne konkurrer til dels på en lav pris, og genbrugsmateriale er billigere end nyproduceret pap, forklarer Ingrid Elmedal.

Derudover kræver det både arbejde og produktionsomlægning at indføre den kontrol med materialerne, som Svanemærket forlanger. Det samme gælder producenterne af de udskældte pizzabakker.

»Det er en produktgruppe, som er svær for os at få hul på. Men på vandrørene fornemmer vi, at det har fået forbrugernes opmærksomhed, og så får det også producenternes«.

Barrierer beskytter maden

Nogle producenter er opmærksomme på problemstillingen og sørger for at lave en barriere af nyt papir som det inderste lag til maden, selv om det yderste er genbrugspap. Andre har en plastikpose mellem pappet og fødevaren.

For eksempel pakker Coop, som ejer Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen, deres egenproducerede fødevarer ind i nyt papir; netop for at undgå kemi fra genbrugspapir. Men det er svært at gennemskue for forbrugeren, hvilke hensyn producenten har taget for at undgå kemien i genbrugspappet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DTU Fødevareinstitut, Fødevarestyrelsen og fødevareindustrien har flere gange opfordret EU-kommissionen til at stille krav til omfanget af sundhedsskadelig kemi i genanvendt pap og papir til fødevarer, ligesom man gør ved plastikemballage, siger Xenia Trier.

»Som det er nu, virker det ikke til, at papir- og papproducenterne med sikkerhed kan sige, at der ikke er kemikalier, der migrerer over i fødevarerne i sundhedsskadelige mængder ...«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce