Annonce
Annonce
Sygdom

Mor med anoreksi: »Da mine drenge var små, var jeg nærmest aldrig nærværende«

Lisbeth Bøgebjerg Mundt er forfærdet, når hun ser tilbage på sine sønners tidlige barndom.

SÅ MANGE HAR EN SPISEFORSTYRRELSE

  • I Danmark findes der mindst 75.000 mennesker - børn, unge som voksne, der lider af en spiseforstyrrelse.
  • 5.000 lider af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af overspisning.
  • Hvad angår anoreksi og bulimi er 10 procent mænd. 30 procent af alle overspisere er mænd.
  • Tallene for megareksi (overdrevet fokus på at få store muskler) og ortoreksi (overdrevet fokus på at leve sundt) kendes ikke.

Kilde: Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Lisbeth Bøgebjerg Mundts sønner har tilbragt flere timer i en løbevogn end de fleste børn. De har også siddet rigtig meget på et legetæppe, mens deres mor var optaget af at planlægge den næste løbetur og hvordan, hun skulle undgå at spise noget resten af dagen. Og de har oplevet deres mor råbe og skrige i frustration, når stemmen i hovedet insisterede højere og højere, mens sønnerne gjorde alt for at fange deres mors opmærksomhed.

»Da mine drenge var små, var jeg nærmest aldrig nærværende. Selv om jeg var i samme rum, havde jeg travlt med at tilfredsstille spiseforstyrrelsen i stedet for at være rigtigt sammen med mine børn. Jeg kunne sætte dem til at lege på et tæppe eller lave fingermaling, og jeg sad godt nok ved siden af, men jeg var der ikke sådan rigtigt. Jeg læste for eksempel ikke bøger og den slags for dem; det krævede for meget af mig, og så var der ikke plads til megafonen i hovedet«, fortæller den 38-årige mor til Mikkel og Kasper, som i dag er henholdsvis ni og seks år.

Lisbeth Bøgebjerg Mundt er en af de spiseforstyrrede kvinder, der medvirker i en ny rapport fra Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade, Vioss, der for første gang herhjemme har undersøgt, hvordan kvinder med anoreksi og bulimi oplever at blive mødre.

LÆS OGSÅ Mor med anoreksi: »Da mine drenge var små, var jeg nærmest aldrig nærværende«

Rapporten bygger på indgående interviews med 18 mødre, og en af hovedkonklusionerne er, at spiseforstyrrelsen fylder så meget hos kvinderne, at de gang på gang lader den gå forud for barnets behov.

LÆS OGSÅSpiseforstyrrede mødre tilsidesætter deres børn

Lisbeth Bøgebjerg Mundt har lidt af anoreksi, siden hun var cirka 14 år. De første mange år skjulte hun, at et æble i lange perioder var det eneste måltid på dagen, men da hun var 25 og gik ned med stress i sit job som folkeskolelærer, stak en veninde så meget til hende, at hun brød sammen og fortalte om stemmen i hovedet, der hele tiden dikterede hende at motionere så meget som muligt og spise så lidt som muligt.

Lisbeth Bøgebjerg Mundt havde aldrig fortalt andre om det indre helvede, hun levede i, og ingen - heller ikke kæresten eller den nærmeste familie - havde stillet spørgsmålstegn ved hendes yderst sparsomme appetit, ekstreme motionsvaner eller knoglede krop.

»Jeg var god til at få det hele til at virke naturligt og undgå situationer, hvor jeg kunne blive konfronteret med det. Og hvad angår den familie, jeg er vokset op i, så har det aldrig været almindeligt at spørge ind til hinanden og hinandens følelser. Tavshed var normen, og det er nok i virkeligheden det, der startede det hele. At jeg ikke havde noget sted at gøre af mine følelser«, reflekterer Lisbeth Bøgebjerg Mundt.

Fokus på det forkerte

Som 25-årig kom Lisbeth Bøgebjerg Mundt for første gang i behandling for sin anoreksi. Efter nogle år havde hun det så godt, at hun turde at blive gravid. Graviditeten blev en periode, hvor hun tillod sig selv at spise, fordi barnet i hendes mave skulle have næring. Men så snart, han var født, kom stemmen i hovedet tilbage for fuld styrke. Den blev ved med at fortælle den nybagte mor, at hun lignede en flodhest, at hun skulle løbe, løbe, løbe og undgå mad.

»Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne amme, selv om jeg næsten ingenting spiste, og kiloene raslede af mig. Især, da han begyndte også at få rigtig mad, og han ikke længere var afhængig af min krop. Med min fornuft vidste jeg godt, at mit fokus var et helt forkert sted - det skulle jo være på min søn. Men alligevel blev jeg irriteret på ham, så snart han krævede mig, for så kunne jeg ikke koncentrere mig om at gøre de ting, stemmen dikterede mig«, fortæller Lisbeth Bøgebjerg Mundt.

»Det var en konstant kamp mellem at tilgodese min søn og tilgodese spiseforstyrrelsen. Jeg følte mig som den mest rædselsfulde mor nogensinde. Jeg tog ikke ansvar for ham, og jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg ikke var der for ham på den måde, som jeg egentlig havde lyst til. Alligevel kunne jeg ikke gøre andet end at lytte til den stemme, der hele tiden kommenterede mit liv og hver eneste lille ting, jeg gjorde. Som en hidsig fodboldkommentator, der aldrig gav mig fred«.

LÆS OGSÅSpiseforstyrrede har ringe adgang til behandling

Selv om dagplejemoderen bemærkede, at Mikkel ikke lod til for alvor at trives, fortsatte stemmen med at vinde over moderinstinktet, og ind imellem fandt Lisbeth Bøgebjerg Mundt sig selv liggende på køkkengulvet, fordi hun var dejset om af sult og mangel på næring.

»Engang var jeg også ved at dratte om midt i en undervisningstime, og jeg måtte tåge ud af klassen. Selv om min mand var god til forsøge at få mig til at spise, så kørte det helt af sporet«.

Tabte 13 kilo

Midt i det hele blev Lisbeth Bøgebjerg Mundt gravid igen, og endnu engang var graviditeten en god periode, hvor hun tillod sig selv at spise. Hendes mand gemte vægten væk, så hun ikke kunne veje sig de 10-12 gange om dagen, hun var vant til, og alt gik godt. Men så snart, sønnen Kasper var født, startede de hele frofra. Alt handlede om, hvornår hun kunne få lov at være alene med sin spiseforstyrrelse, og inden længe løb hun både halvmaraton og maraton, og graviditetskiloene var væk med det samme.

Under et halvmaraton, da Kasper var blevet to år, blev Lisbeth Bøgebjerg Mundt dårlig, og hun blev indlagt med mistanke om blodprop i hjertet eller lungen.

»Jeg blev så bange. Og selv om det viste sig, at det ikke var en blodprop, men et mindre sammenfald i ryggen, der trykkede på nogle nerver, så tog stemmen totalt overhånd efter det chok. Jeg tabte 13 kilo på rekordtid«, fortæller hun.

LÆS OGSÅSpiseforstyrrede forældre risikerer at give sygdommen videre til deres børn

Lisbeth Bøgebjerg Mundt blev sygemeldt fra jobbet og kom i intensiv behandling hos både psykoterapeut, kropsterapeut og ernæringsterapeut, og de seneste fire år har hun langsomt kæmpet sig ud af spiseforstyrrelsen.

»Nu behøver min ældste søn ikke længere spørge mig, hvorfor jeg igen ikke skal have morgenmad, og jeg kan bage en fredagskage eller spise pandekager sammen med dem i stedet for hele tiden at være ude at motionere. Det har jeg aldrig kunnet før«.

LÆS OGSÅMor med anoreksi: »Hvis min datter blev syg, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv«

Lisbeth Bøgebjerg Mundt hiver op i ærmet og viser sin venstre underarm, hvor hun med sirligt svungne bogstaver har fået tatoveret ’Lev i nuet, find roen - og mærk livet«.

»Det har været en afsindig svær vej op af gryden, hvor jeg lå og rodede på bunden uden at kunne få fodfæste, og stemmen er der stadig ind imellem. Men jeg er blevet meget bedre til at mærke mig selv. Jeg har lært at spise igen, lært at være nærværende, og jeg har lært at mærke glæden ved livet og glæden ved at være tæt på mine sønner«, siger hun.

»Jeg håber, at andre mødre med spiseforstyrrelser vil tage mod til sig og søge hjælp, for børnene har ikke deres mor, når spiseforstyrrelsen fylder det hele«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Signe Thomsen eller Forbrug&Liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Faretegn: Sådan spotter du en spiseforstyrrelse hos dig selv eller andre

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce