Tjeklister skal hjælpe lægerne med at øge patienternes sikkerhed ved operationer.
Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

Tjeklister skal hjælpe lægerne med at øge patienternes sikkerhed ved operationer.

Færre dør på landets sygehuse

Bedre behandling har sænket antallet af dødsfald markant. Nu udbreder regionerne en række nye tiltag for patientsikkerhed.

Sygdom

Dødeligheden på landets sygehuse dykker markant.

Over en seksårig periode er andelen af patienter, som dør på grund af dårlig behandling, faldet støt med i alt 14 procentpoint. Det viser den nationale måling af hospitalsdødelighed (HSMR), der opgøres hvert kvartal.

I første kvartal 2007 mistede 5 procentpoint for mange livet i forhold til en forventet dødelighed, mens 9 procentpoint færre end ventet døde i andet kvartal 2013.

»Der er sket en tydelig forbedring over tid, heldigvis. Vi er ikke nået dertil, hvor vi kan gøre folk udødelige – nogle vil dø naturligt – men vi skal undgå, at folk dør pga. dårlig kvalitet eller uhensigtsmæssig behandling«, siger overlæge ved Aarhus Universitetshospital Mette Nørgaard, der er fagligt ansvarlig for målingerne.

Der er sket en tydelig forbedring over tid

I årets andet kvartal døde i alt 5.559 patienter under indlæggelse på hospitalet.

Det er færre end forventet ud fra en lang række kriterier hos de indlagte patienter – f.eks. køn, alder, sociale forhold og kroniske sygdomme. I absolutte tal sparede hospitalerne 574 liv.

Årsagerne til mere patientsikre sygehuse er mange, men Mette Nørgaard peger bl.a. på forbedringen i behandlingen af blodpropper i hjertet og visse kræftsygdomme som områder, der trækker den positive udvikling.

Systematik i behandlingerne Nyheden glæder formand for regionernes sundhedsudvalg Ulla Astman (S): »Vi har fået mere systematik ind i behandlingerne og et langt bedre fokus på symptomer og risici i forbindelse med patientbehandlingen«, siger hun. »Det her fald skyldes tiltag som operationstjeklister og mere standardiserede behandlingsforløb, som giver personalet tryghed. For eksempel pakkeforløbene i behandlingen af kræftpatienter«.



Regionerne søsatte sammen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden i 2010 projektet ’Patientsikkert sygehus’ på fem sygehuse .

Målet er at reducere antallet af dødsfald med 15 procent og utilsigtede skader med 30 procent – eksempelvis ved at reducere antallet af hjertestop, eliminere hospitalsinfektioner, forebygge fejlmedicinering og undgå patienter, der efter længere tids tryk mod huden får såkaldte tryksår.

Målrettet indsats hjælper

På Sygehus Thy-Mors har man siden 2010 arbejdet målrettet med at nedbringe antallet af hjertestop.

Alle patienter får målt deres puls, vejrtrækning, blodtryk, bevidsthedsniveau og temperatur mindst én gang i døgnet, og forværres en patients tilstand akut, sættes en læge og sygeplejerske sammen med en intensivsygeplejerske ind for at forhindre, at patientens helbred udvikler sig kritisk. »Denne arbejdsgang har reduceret antallet af hjertestop med 30 procent, fra godt 8 om måneden, da vi startede, til nu 5 tilfælde månedligt«, siger Søren Brogaard, der har ledet projektet.

LÆS OGSÅ I Dansk Selskab for Patientsikkerhed er man glad for udviklingen: »Men der er potentiale til at nedbringe dødeligheden endnu hurtigere. Det skal være ambitionen, at ingen dør som følge af dårlig behandling«, mener direktør Beth Lilja. Det er endnu ikke opgjort, om de overordnede mål i ’Patientsikkert sygehus’ er nået, men erfaringerne er så positive, at Danske Regioner nu vil gøre tiltagene landsdækkende inden 2015. »Vi kan se på delresultaterne af de enkelte forsøg, at det ser meget lovende ud, og vi kan ikke sidde tallene overhørig. Nu ruller vi altså«, siger Ulla Astman.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce