Myter. Ny forskning viser, at de gamle råd om at forblive sengeliggende under rygsmerter, var en bjørnetjeneste.
Foto: Joachim Adrian

Myter. Ny forskning viser, at de gamle råd om at forblive sengeliggende under rygsmerter, var en bjørnetjeneste.

Forskere: Gå på job med ondt i ryggen

En udbredt myte om hvile ved rygsmerter medfører ifølge førende eksperter et unødigt sygefravær for milliarder om året. National indsats efterlyses.

Sygdom

Alt for mange danskere er sygemeldt i alt for lang tid på grund af rygsmerter.

Det skyldes ifølge flere førende rygforskere en nedgroet myte hos borgere og sundhedspersoner om, at hvile er den bedste behandling mod værken i ryggen.

LÆS OGSÅ

Men de fleste skal ikke være væk fra arbejdet i mere end et par dage – trods smerterne – lyder budskabet fra eksperterne:

Ryggen er stærk og skal ikke skånes – selv når det gør ondt.

Arbejde er 'terapeutisk'
»Man skal for alt i verden ikke lægge sig inaktivt ned i en seng. Arbejde er ’terapeutisk’ for rygsmerter og nødvendigt for at komme sig«, siger rygforsker og professor i arbejdsmedicin Johan Hviid Andersen fra Regionshospitalet Herning.

Samme melding kommer fra professor, overlæge og rygforsker Tom Bendix fra Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme på Glostrup Hospital:

»Det er rigtig, rigtig mange sygedage, vi kan undgå, hvis alle danskere fik korrekt information om rygsmerter«.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) placerer i sin ’Sygdomsbyrdeberegning 2013’ for Danmark lændesmerter på en klar førsteplads. Og ifølge den seneste rygrapport fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2011 koster danskernes 2 millioner sygedage om året på grund af rygproblemer samfundet 7,3 milliarder kroner årlig alene i fravær.

»Jeg vil tro, at mindst 2 af de 7 milliarder kunne spares«, siger Tom Bendix. Han henviser til forskning fra Norge, der viser, at hver fjerde sygedag ryger væk, hvis borgerne får de rigtige informationer fra myndigheder.

Bjørnetjenester

Eksperterne erkender samstemmende, at myten om, at rygsmerter er udtryk for slid eller skade og derfor skal ’behandles’ med skåneforhold og sengeleje, stammer fra de sundhedsprofessionelles egne anbefalinger for tre-fire årtier tilbage.

»Det er solidt dokumenteret, at det hvileregime, man kørte frem med i 70-80’erne, var at gøre rygpatienter en bjørnetjeneste. At man tog folks arbejde fra dem, har vist sig at være rigtig skidt«, siger Jan Hartvigsen, professor i kiropraktik, Syddansk Universitet.

Ifølge forskerne vil der altid være enkelte hårdt ramte rygpatienter, der ikke kan passe et arbejde. Det ændrer ikke ved, at milliardregningen for rygsmerter har vokset sig til et samfundsproblem, der bør kalde på en national indsats, som man kender det for kræft og diabetes.

LÆS OGSÅ

»Det kræver penge til forskning i forebyggelse og tidlig indsats. Og i hvordan vi sikrer den forandrede holdning til rygsmerter hos både patienter og i særlig grad sundhedspersonale«, siger Jan Hartvigsen fra Syddansk Universitet.

Politiken har været i kontakt med Sundhedsministeriet, der på nuværende tidspunkt ikke vil forholde sig til en større sundhedsindsats på rygområdet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce