SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Hun kaster sig over mænd, hun ikke kender
Mænd og kvinder møder indimellem hinanden på barer. Det er der hverken noget
nyt eller mærkeligt i. Men det er nok ikke så tit, at det foregår som i den
amerikanske fotograf Lilly McElroys billedserie ’I Throw Myself At Men’:
Her mødes de to køn ved, at Lilly McElroy kaster sig gennem luften som et
projektil og crash lander i armene på en fremmed mand. Hun har aftalt
det med ham på forhånd – enten via en avisannonce eller spontant samme aften
i baren – så han ved, at hun kommer farende. Men resten af situationen er –
som i det virkelige liv – ukendt, usikker. Alt kan ske.
Om projektet siger hun: »’I Throw Myself At Men’ er et billede på, hvor
akavet, smertefuldt og fantastisk, det er at skabe kontakt til et andet
menneske. Man ønsker sådan, at det skal gå godt, men muligheden for det
modsatte er altid til stede. Måske bliver man ikke grebet«.
Serien er blevet til over to år på barer i bl.a. New York, Chicago, Tucson og
Kansas City. Den har været udstillet og vist i en række magasiner. Ifølge
fotografen er ingen til dato blevet ramt af alvorlige brud eller skader.
Se mere af Lilly McElroys arbejde på www.lillymcelroy.com
Lilly McElroy er 32 år. Opvokset i Arizona. Arbejder nu med base i Los Angeles. Hun er uddannet på School of the Art Institute i Chicago.
Som statement i forbindelse med fotoserien 'I Throw Myself At Men' har hun skrevet følgende:
I forbindelse med projektet tog jeg ud på en række barer, hvor jeg bogstavelig talt kastede mig over mænd, jeg ikke kendte. Jeg brugte min krop som et projektil, kastede mig i armene på stærke, sårbare mænd, der bare ventede på at gribe mig. Fastholdt i en tilstand af social kejtethed og udstyret med evnen til at undergrave stereotype kønsroller, stiller fotografierne spørgsmål til personlige relationer, sociale forbindelser, sex, køn og ønsket om hurtigt at indgå relationer, der både er intense og langvarige.
Billedserien begyndte med, at jeg oprettede annoncer på Craigslist.org, hvor jeg søgte mænd, der ville møde mig på barer ligesom på en blind date og lade mig kaste mig over dem.
Projektet kommer fra et sted, hvor lysten til at skabe en positiv forbindelse til et andet menneske er koblet sammen med visheden om, at en forbindelse måske ikke er mulig, at den anden måske ikke vil gribe mig.




