Uddrag fra kapitlet 'Besættelsen' i Peter Øvig Knudsens nye bog 'Hippie 2 - den sidste sommer':

Morgenen:

"Det var en meget smuk morgen", fortæller Jeffrey Nedergaard (en af Hjardemål-aktivisterne, red.). Vi havde pyntet kirketårnet med de faner, som kvinderne havde siddet og dekoreret hjemme i tipien, og de hang ud af glughullerne på nogle pinde. Da solen var stået op, stod vi i tårnet og kiggede ud over det uendelige landskab, som tågen lå hen over. Det var en fantastisk følelse". Og "det blev ved med at være eventyrligt i nogle timer. Man ser ud over den endeløse landevej, hvor der cirka kommer en bil kørende hver anden time. men pludselig kommer der flere, og de kører alle sammen op ad den lille vej til kirken. (...) Det var vel egentlig, hvad vi havde håbet, men det hele gik lidt for hurtigt.

Præsten:

Meng Sørensen råbte ind ad vinduet, hvem han var, og at han var parat til at forhandle. Han bad besætterne komme hen til vinduet. Som svar fik præsten kun et råb inde fra kirken: 'Fascistsvin.Her skal ikke forhandles. Der er oprør, der er krig, der er revolution".

De lokale:

Flokken ved kirken talte også formanden for fiskeriforeningen i Hanstholm, Venstre-politikeren Svend Heiselberg, der som kommunalbestyrelsesmedlem selv havde besøgt Thylejren tidligere på sommeren. "Efterfølgende har jeg ofte tænkt, at de fleste lokale vel ikke just var flittige kirkegængere. Men alligevel er kirken et helligt sted. (...) Vi følte os alle sammen stærkt provokeret".

Uden for kirken:

Stemningen var nu så ophidset, at "der var stor fare for, at publikum selv ville trænge ind i kirken for at 'ordne' aktivisterne, hvorfor vi flere gange måtte trænge folk tilbage", rapporterede en af betjentene fra Rødhus. Han kunne også notere talrige våben blandt mængden, herunder kæppe og jernkæder.

Indtrængen:

Fire mand med Bent Kristensen (fiskepakker fra Hanstholm, red.) i front kravlede op ad trappen, de tre forreste iklædt brandhjelme og en hjemmeværnshjelm, og stødte rambukken hårdt op mod lemmen. (...) Et slag med et eller andet oppefra fik hans hjelm til at falde af, men det stoppede ham ikke. Det gjorde imidlertid flere kraftige slag med den jernstang, som siden skulle give Bent hans øgenavn. Slagene ramte ham over øjet og i nakken, og Bent Kristensen faldt baglæns fire meter ned ad trappen og landede tungt midt i flokken.

Overgivelsen:

Aktivisten råbte ud ad et glughul, at de ville tale med politiledelsen, og politimester Bodenhoff trådte hen til tårnet. Aktivisten råbte, at politiet var ved at ødelægge gulvet under dem, og at de var bange for at falde ned gennem tårnet. "Kom ned", svarede Bodenhoff blot. "Vi tør ikke. Vi bliver jo slået halvt fordærvet. Vi må have beskyttelse", råbte aktivisten.

Hadet:

For de fleste af besætterne var det en særdeles ubehagelig oplevelse at blive ført ude gennem den rasende folkemængde. (...) "Vi så lige ind i hadet", fortæller Jeffrey Nedergaard. "Og de spyttede på os".