»Jeg var ikke mere end tre-fire år gammel, da jeg tog mit første billede med min farmors kamera. Hun havde lagt det på havebordet på mine forældres terrasse, og jeg havde fået forbud mod at røre det. Men jeg kunne ikke lade være. Og så kom jeg til at tage et billede af himlen og det gule udhæng på terrassen«.

Ingen i Peter Hove Olesens familie var pressefolk, og det var ikke den vej, han drømte om at gå. Han ville være politibetjent. Eller roadie. For Thomas Helmig. Indtil en historielærer i gymnasiet sagde til ham, at han skulle være journalist.

»Efter gymnasiet flyttede jeg til Århus og fik arbejde i en fotoforretning. Kameraer interesserede mig meget, og jeg tog også mange billeder, men dengang tænkte jeg meste på det som en hobby og overvejede at blive journalist. I fotoforretningen blev jeg ven med en fyr, der gik på Journalisthøjskolens linje for billedjournalistik. Det, han fortalte om uddannelsen, fik mig til at søge ind.

Jeg kom i praktik på Politiken og har arbejdet for avisen, siden jeg blev færdig på Journalisthøjskolen. I en periode var jeg freelancer, men siden juli 2002 har jeg været fastansat. At være på Politiken er udfordrende og afvekslende hver dag. Om formiddagen tager jeg måske billeder af en automekaniker i en smøregrav. Om eftermiddagen skal jeg måske fotografere Dronningen. Den alsidighed er spændende. »Man skal kunne begå sig alle steder«.