Det handler om fascination. Og drømmen om den ultimative afsløring. Forbilledet var oprindelig den tyske forfatter Günter Wallraff, som i 1970'erne og 1980'erne under falske identiteter afslørede horrible forhold. Først under navnet Hans Esser, hvor han tog arbejde som journalist på Springerkoncernens Bild Zeitung for at afdække, hvordan avisen fordrejede fakta ud fra kyniske salgsinteresser. Siden som den tyrkiske gæstearbejder Ali for at dokumentere indvandrernes usle arbejdsforhold i industrien. Wallraffs arbejdsmetode, som kaldes under cover (under dække), førte til et gennembrud for denne form for afslørende journalistik. Altså at journalisten slører sin identitet og sit formål i et eller andet omfang. Siden har danske journalister forsøgt sig i genren. Og især i de senere år er der gået inflation i tv-programmer, hvor journalister arbejder under dække - i mange tilfælde med skjult kamera. Metoden bliver også brugt på aviserne. Men på Politiken bruges det sjældent. Her skal der meget gode grunde til, før en sådan arbejdsmetode godkendes. Grundlæggende følger avisen de almindelige regler for god presseskik. Nemlig at historien skal have en væsentlig offentlig interesse, og at dokumentationen for historien ikke kan skaffes med almindelige journalistiske metoder. Men derudover skal redaktionsledelsen på Politiken godkende et sådant projekt. Her på avisen er det seneste eksempel artiklerne for tre uger siden om smykker fra Kina, der produceres under kummerlige forhold og sælges i Danmark og andre lande i Norden. Politiken købte dokumentationen fra avisens faste freelancejournalist i Kina, som i et samarbejde med to journalister fra Sveriges Radio havde været nødt til at præsentere sig som indkøbere af smykker for at kunne komme ind på en kinesisk fabrik for at dokumentere forholdene. Efter forgæves at have forsøgt på normal vis. Politikens redaktionsledelse blev først præsenteret for denne fremgangsmåde, da freelancejournalisten præsenterede dokumentationen for avisen. Men ledelsen vurderede, at kravet om væsentlig offentlig interesse var opfyldt - og at det var umuligt at skaffe dokumentationen med almindelige journalistiske metoder. For tre måneder siden var det to journalister fra Politikens redaktion, som fik tilladelse til at bruge denne metode. Efter at have siddet i flere dage uden resultat i en fiskerihavn for at få øje på salg af sorte fisk opfandt Politiken en fiktiv fiskerbåd med en fiktiv skipper. Dernæst ringede den falske fiskeskipper til virksomheder og fiskeforretninger og sagde, at han ville sælge torsk fanget uden for kvoten. En del virksomheder og forretninger var vant til at købe 'sorte fisk' og bed på. Dermed dokumenterede avisen, at den ulovlige handel var forholdsvis almindelig. Og det førte til en større aktion over for fiskerierhvervet fra Fiskerikontrollen. I begge tilfælde var arbejdsmetoden rigtig at bruge, og læserne fik besked om metoden. Men inden den tages i anvendelse, må både journalister og redaktører overveje konsekvenserne. Metoden kan nemt ende i underholdning og sætte historiens troværdighed på spil. Den kan unødigt risikere at krænke kilder i historien. Og den kan fjerne opmærksomheden fra selve sagen til metoden. Altså gøre selve metoden til historien. Men samtidig har medierne en pligt til at bruge 'under cover', hvis ikke andre metoder kan afsløre sager af væsentlig offentlig interesse.