Den absurde virkelighed

ENGANG KOM JEG for skade at skrive, at »billederne ikke mener noget«. Det var der nogle, som mente var det rene sludder. Min pointe var, at billedet først får mening i samme sekund, læseren begynder at dechifrere det. Så længe det ligger der på bordet og er uset, er det alene og uden værdi. Nogle troede måske, jeg mente, at billedet ikke kunne have en mening eller betyde noget. Nærværende billede viser Axelle Esperance der sammen med sin far, Bita Biniface sidste søndag tog imod invitationen til at møde op til den årlige statsborgerskabsdag på Christiansborg. Far Bita har kameraet fremme for at forevige sin datter i omgivelserne. Hun holder et flag med Dansk Folkepartis logo i hånden. I mandags fyldte billedet den øverste del af Politikens forside. Det afstedkom både ris og ros fra nogle læsere. En spurgte, om vi var blevet tossede og skrev: »Det må jo blive Pia K's yndlingsfoto«, mens en anden roste det til skyerne. Og det var selvsagt ikke fotografiet som billede, læserne bekymrede sig om, nej, det var begivenheden og flaget. For her står en mand og hans datter, men minus moren, som ikke er sluppet igennem nåleøjet og har fået dansk statsborgerskab. Og hvilken større hån kan disse mennesker komme ud for end at stå med Dansk Folkepartis flag? Af alle partiers? Men når vi nu taler om ytringsfrihed, skulle vi så have retoucheret flaget væk? Sorteret det fra i redigeringsfasen? Skulle fotograf Thomas Borberg slet ikke have taget billedet? Det er jo ikke svært at have de rigtige meninger, vel? Men hvad gør vi med et udsagn, der ikke passer til vores holdning? Lukker øjnene og ørerne? Skal man se på billedet og udelukkende bruge sin egen holdning og fortolkningen, eller skal man tolke billedet ud fra dets egne præmisser. Præmisser, som først og fremmest betyder: 1) At denne begivenhed fandt sted. 2) At den blev fastholdt som fotografi Og 3) at billedet kun er et udsnit af det, der foregik og aldrig kan vise hele begivenheden eller den sammenhæng, billedet er taget i. Meget sjældent i hvert fald. Kan man overhovedet lade være med at læse sig selv ind i tolkningen? Nej, selvfølgelig ikke, for kunne man det, så var man uden hukommelse, uden erfaring, og sandelig uden evne til at have (med-)følelse. Formodentlig død, vil jeg mene. Jeg har ikke noget imod, hvis dette billede bliver Pia Kjærsgaards favoritbillede. For om man reagerer med raseri eller begejstring over billedet og dets enorme indbyggede modsætninger, så er det i bund og grund udtryk for den absurditet, virkeligheden tillader sig at være. Og den vil vi gerne fortælle om. Uanset hvordan den aflæses.