Foto: Kajsa Gullberg

»Jeg har altid syntes, at ar er enormt seje. Især blandingen af kvinder og ar«

Ar og rynker bliver ofte raderet væk og forsøgt spartlet ud på billeder af kvinder. I sin kunstfotobog ’Unravelled’ gør Kajsa Gullberg det omvendte: Hun fremhæver vores skrammer for at hylde, hvor komplekst livet er.

FOR ABONNENTER

Strækmærker, kønsbehåring, erfaringsrynker og operationsar. De sort/hvide fotografier af voksne kvinder i Kajsa Gullbergs nye bog, ’Unravelled’, fortæller uden kommentarer eller forklaringer historier om levede liv med de sår, de fleste får. Og som mange føler sig opfordret til at prøve at skjule i en tid og en kultur, der hylder det polerede kvindebillede.

Kajsa Gullberg har fremhævet kvindekroppenes mærker. Et kejsersnit og et barn. En helet arms tydelige aftegninger af mødet med en kniv. En uafviselig personlig styrke i udstrålingen hos en naturligt skrammet krop. Svenskfødte Kajsa Gullberg har før lavet to mere konkrete fotobøger om henholdsvis et miljø (Ungdomshuset i København) og en begivenhed (Roskilde Festival). ’Unravelled’ er resultatet af en personlig proces, der begyndte med en krise i 2009, siger hun:

»I påsken det år begik en af mine venner selvmord. Det fik mig til at tænke på, hvad man selv ville prioritere, hvis man havde begrænset tid tilbage. Nogle måneder efter sagde jeg mit job op og forlod min mand og dermed den familie, jeg havde været en del af i nogle år. I kølvandet på hele opbruddet var jeg et sted, hvor man spørger sig selv: Hvem er jeg? Selv om det var mig, der gik fra familien, var jeg jo i en krise. Alt stod åbent«.

Opstod ideen på det tidspunkt?

»Først opsøgte jeg andre fotografer, viste dem nogle af mine billeder og besluttede, at hvis de sagde noget provokerende til mig, ville jeg gå videre med netop det. Miriam Dalsgaard fra Politiken sagde, at jeg skulle lave et feministisk projekt. Svenske Anders Petersen sagde, at jeg ikke måtte fotografere mine smukke veninder mere: Nu skulle jeg fotografere kvinder, jeg ikke kendte i forvejen. I deres rigtige miljø«.

Hvorfor ville du fotografere kvinder med fysiske mærker?

»Jeg var selv i en proces, hvor jeg tænkte over, hvem jeg selv var som menneske og kunstner, som kvinde og mor. Og jeg tænkte på, at livet kan være så råt indimellem. Vi får vores tæsk af det. Derfra kom tanken om ar som symbol. Jeg har altid syntes, at ar er enormt seje. Især blandingen af kvinder og ar. Men den kombination ser man næsten aldrig. Når du ser billeder af kvinder, bliver deres ar ofte skjult. Det er noget andet med mænds ar: De bliver næsten fremhævet som noget, der viser, at de virkelig har prøvet nogle ting«.

Hvordan kom du i kontakt med kvinderne i bogen?

»Jeg lavede en Facebook-gruppe, hvor jeg forklarede om projektet. Og så væltede det bare ind. Jeg tænker, at der er et behov for at blive set, som man er. Jeg tog hjem til kvinderne, hørte deres historier og fotograferede dem. Processen var indimellem barsk, for når man laver så intime og blottende billeder, bliver man selv nødt til at være åben og sårbar i situationen for at kunne være det bekendt og for at få kvinderne til at føle tryghed og sikkerhed. Der er også et billede af mig og mine ufattelig lange bryster i bogen. De er så mit ... sår. Når jeg bad andre om at vise noget af det mest sårbare, de har, var jeg også nødt til at gøre det selv«.

Hvorfor er din datter portrætteret i bogen?

»Hun er mit spejl. Vi begynder alle som børn uden de mange lag af tanker, man kommer til at gøre sig om, hvordan man bliver set af andre«.

Er det blevet en feministisk bog?

»En del af bogen er. Uden at være paroleagtig. Men jeg synes, den er noget mere. En eksistentiel bog, som prøver at hylde kompleksiteten ved at være menneske. Som hylder, at livet tit folder sig ud mellem smerten og lykken. Som prøver at vise et andet billede end de polerede, ensporede fortællinger om den perfekte overflade, mange mennesker spejler sig i og får det dårligt af. Jeg er sådan en person, som hele vejen op har fået at vide, at jeg tænker for meget, føler for meget, fylder for meget ... den her bog er en befrielse. For jeg vil snakke om det her. Jeg vil stille de forkerte spørgsmål og gå for tæt på. Og jeg vil gerne have, at når folk har set de her billeder, så kan de føle lidt mere kærlighed og lidt mere tilgivelse over for sig selv«.

Publiceret 16. juni 2014

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce