Foto: Eyad Baba, AP Photo FOTO:

4. januar 2009

Følelsesporno!

Læs mere

Børn og pelsdyr er altid godt stof i medierne.

Tabloidaviserne har for længst fundet ud af det, netaviserne er ikke i tvivl, de kan måle det præcist, når antallet af klik på deres sites gøres op minut for minut. Men dette billede af tre døde børn har tilsyneladende ikke fundet plads på nogen forsider de sidste par dage.

Dybest set burde billedet vises på alle forsider og tv-kanaler – over hele verden.

Og få nogen til at tænke sig om og skabe fred i Mellemøsten !

Den endeløse konflikt
Det sker næppe i denne ellers fredelige uge mellem jul og nytår, hvor verdens øjne har været fokuseret på den endeløse konflikt mellem Israel og Palæstinenserne.

Denne gang ser vi voldsomme bombninger ind over Gaza som gengæld for Hamasraketter mod Israel.

Huse i ruiner og døde i stort antal. Tusindvis af billeder er tikket ind fra nyhedsbureauerne. Så selv om Israel holder det meste af verdenspressen ude fra området, er der masser af fotografer i Gazaområdet, der dokumenter udviklingen.

I ugens løb har vi udgivet flere billedhistorier eller billedhjul, som det hedder i netavisjargon. Vi har vist mange voldsomme og rystende fotos fra Gazastriben – det urolige land, som vist engang hed Guds eget land. Også i den daglige nyhedsdækning i avisen og på nettet har vi trykt billeder, der viser krigens gru og befolkningens smerte og afmagt.

Etiske retningslinjer
På Politiken såvel som på politiken.dk arbejder vi efter nogle etiske retningslinjer, der blandt andet handler om respekt for de døde og pårørende, så derfor offentliggør vi ikke billeder, der kan krænke eller intimidere ofrene.

Billedet her viser tre døde børn fra familien Balosha fra Gaza City. De tre små søskende på billedet blev dræbt sammen med deres to ældre søskende, da et israelsk missil slog ned i nabobygningen, hvor Hamasbevægelsen havde et kontor.

Når billedet ikke har været vist på Politikens netavis, er det ikke helt tilfældigt.

Men når nu de døde børn er vist frem for talrige fotografer, der dækker konflikten på Gaza, så må det være med accept fra forældrene.

Når man dertil ved, at i den mellemøstlige kultur er man vant til at eksponere døden og sorgen i det offentlige rum, hvorfor så ikke vise de uskyldige ofre for krigen, råt og usødet?

Objektivitet
I enhver konflikt bestræber vi os på at manøvrere gennem nyhedsstrømmen så objektivt som muligt. Forsøger at få det hele med og lytte til alle parter, men være kritiske over for det, vi ser og hører.

Ikke, at billedet med de døde børn lyver, men spørgsmålet, om vi bliver for meget en del af konflikten, presser sig på. Og tager vi stilling eller måske parti, når så stærke billeder eksponeres?

Så det er nærmere her, at årsagen skal findes til, at man nogle gange må lade det enkle og følelsesfulde billede vige til fordel for det mere registrerende og dokumenterende nyhedsbillede.

Selvfølgelig skal vi vise billeder, der ryster og chokerer, men i den daglige nyhedsformidling er det afgørende at udvælge billeder, der så objektivt som muligt fortæller og afspejler virkeligheden – i sandhedens tjeneste, så at sige. Men også i al dens gru og gerne med mennesket i centrum.

[ Luk ]
DEL:

Send

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked: