1 af 8. Udryddelseslejren i Sobibor i Polen var en del af en hemmelig militæroperation ved navn 'Operation Reinhard?. Operationen markerede den mest dødelige fase af holocaust i Polen. Jøder fra Polen, Frankrig, Tyskland, Holland, Tjekkoslovakiet og Sovjet Unionen blev transporteret til Sobibor med tog. I lejren blev de gasset, og man regner med, at cirka 200.000 mennesker blev kvalt i lejrens kamre. Foto: jegor zaika

2 af 8. På denne hullede grusvej i den østrigske landsby Natzweiler-Struthof gik kz-fangerne dagligt fra lejren til et stenbrud for at arbejde. Foto: jegor zaika

3 af 8. Rudolf Höss var oberstløjtnant i SS. Som kommandant og leder af Auschwitz stod han i spidsen for at teste og udføre forskellige drabsmetoder, der skulle sikre ?Die Endlösung?, udryddelsen af verdens jøder. Blandt andet var han med til at indføre det giftige stof Zyklon B, som blev sprøjtet ud i gaskamrene, således at man i lejren kunne dræbe 2.000 mennesker hver time. I denne villa boede Rudolf Höss med sin kone og fem børn. Foto: jegor zaika

4 af 8. I det lille hus med de grønne vægge sidder der i dag en parkeringsvagt, som lukker bilisterne ind og ud af en parkeringsplads. Under krigen var her værksteder, hvor fangerne i Auschwitz arbejdede. Foto: jegor zaika

5 af 8. Ingen ved præcis hvor mange fanger, der mistede livet i Auschwitz, da mange fanger aldrig blev registreret og flere beviser blev ødelagt af SS i krigens sidste dage. Flere forskere peger dog på et tal over 1 million. Heraf var de fleste jøder. Ifølge plantegninger fra 1942 skulle den her lyserøde bygning være en ny barak til lejrens stigende antal af fanger. Foto: jegor zaika

6 af 8. Dachau-lejren blev åbnet i 1933 af Heinrich Himmler. Både jøder, tyske og østrigske kriminelle blev holdt fanget her. Da krigen begyndte satte nazisternes også krigsfanger i lejren. I dag ligger der blandt andet en barber på det sted Dachau-lejren lå. Foto: jegor zaika

7 af 8. Lejren i Dachau var den første koncentrationslejr, nazisterne åbnede på tysk grund i 1933. I udkanten af det område hvor Dachau-lejren lå, ligger i dag et industrielt værksted. En har parkeret sin sølvgrå sportsvogn foran den hvide bygning. Foto: jegor zaika

8 af 8. Chelmno nad Nerem er en landsby i midten af Polen. Fra 1941 til 1945 lå der en udryddelseslejr her, hvor der i dag er marker. Foto: jegor zaika

Ondskaben er gennemsigtig

Som dreng undrede den russiske fotograf Jegor Zaika sig over, at ofrene for Holocaust ikke flygtede eller gjorde oprør, når de gik den visse død i møde. Som voksen har han forsøgt at finde et svar – med sit kamera. I det landskab , de blev fragtet igennem.

Hvordan ser et folkemord ud, lige før det sker? Ikke som man skulle tro, har den russiske fotograf Jegor Zaika fundet ud af. Og ikke som vi ser Holocaust for os – med rækker af fanger i stribede dragter, der gennes ind i gaskamre, dynger af lig og røgsøjler, der rejser sig fra krematorierne. Lige før et folkemord ser alting helt almindeligt ud.

»Det er nok det mest skræmmende, jeg opdagede«, siger den 38-årige fotograf, der i to år systematisk har opsøgt koncentrationslejre, jernbanespor, stationer og landsbyer langs ruten, som seks millioner jøder under Anden Verdenskrig fulgte på deres vej i døden.

I vinter blev hans billeder udstillet i Moskva under titlen ’Signs’ – tegn. Han håber at kunne udgive dem i bogform, men først vil vende tilbage til Polen og Tyskland for med sit kamera at forsøge at besvare et spørgsmål, han har stille sig selv, siden han var dreng.

Mine billeder af Holocaust var bjerge af lig, men i 'Shoa' var der fredfyldte landskaber

I sin barndom i Sovjetunionen var Jegor Zaika dybt optaget af »den store krig« og husker ikke, at han tegnede andet end slagmarker og kampscener. Og i en alder af 12 år begyndte han at undre sig, når han så dokumentarfilm om Holocaust.

»Hvorfor blev de på togene og i lejrene? Hvorfor flygtede de ikke?«, siger han. »Jeg ville løbe, tænkte jeg«.

Til daglig tager Jegor Zaika portrætter og fotograferer mode, men for to år sidentog han fat på i ledige stunder også at forsøge at fotografere noget, han dårligt vidste hvad var. For hvor kan man se Holocaust? Og hvad i landskab og bebyggelse rundt om jernbaner og lejre fortæller noget om forbrydelserne, som ikke for længst er kortlagt og dokumenteret i de dystre sorthvide billeder af massegrave og gaskamre og i de overlevendes ufattelige beretninger?

»Jeg begyndte at undre mig, da jeg så dokumentarfilmen ’Shoa’, hvor man ser stederne i dag, og det undrede mig, at de ikke svarede til mine forestillinger. For mine billeder af Holocaust var bjerge af lig, men i ’Shoa’ var der fredfyldte landskaber«, fortæller Jegor Zaika, der også i de overlevendes erindringer læste beskrivelser af fredfyldte landskaber rundt om lejrene og langs jernbanen, der førte dertil.

Her gik de

Dachau var den første lejr, han besøgte under en tur til München, hvor han fik tid til overers og tog toget til lejren.

»Et vældig behageligt tog. Og en meget smuk dag. Det var i slutningen af sommeren. Og byen var vældig charmerende«.

Gåturen fra stationen til lejren tog 40 minutter, og først halvvejs slog det ham, at han nu bevægede sig ad samme rute som fangerne i sin tid, og bemærkede, at husene også må have været de samme. Da ramte kontrasten mellem det tilsyneladende skønne, fredsommelige liv og hvad han vidste, at der var foregået her, ham første gang.

»Mine indre billeder af Holocaust var sorthvide billeder af resultatet, som jeg havde set i dokumentarfilm. Jeg havde forestillet mig, at når de byggede krematorier og anlagde lejre og gaskamre, ville det tage sig ud som noget ekstraordinært. Men alt, hvad der indgik i det system, var almindelige ting. Arkitekttegninger, beregninger over omkostningerne. Og når rækkerne af fanger gik ad vejen mod lejren, har de sikkert passeret lokale på vej til skole og arbejde«, siger han.

Selv for de lokale blev forbrydelserne holdt skjult, fortæller han. Og da lejrene lå i områder uden kampe og ødelæggelser, hvor folk levede ret almindelige liv, kan hele vejen til helvede på en god daghave taget sig ud som et landligt paradis.

Jeg begyndte faktisk at tænke, at der måske var noget galt med mig. At der var noget, jeg ikke fattede

»Jeg begyndte faktisk at tænke, at der måske var noget galt med mig. At der var noget, jeg ikke fattede«, siger Jegor Zaika, som efter besøget med fornyet ildhu kastede sig over erindringer fra overlevende.

Et sted så han lejren i Sachenhausen beskrevet som et »elegant« sted, hvor blomster voksede i smukke bede langs vejene. Et andet sted sorthvide billeder taget af nazister og af lokale, hvor dagliglivet spejler sig med smil og trivialiteter.

»Normalt ser vi kun kun billeder derfra taget af de allierede efter befrielsen. Men et fotoalbum, som har tilhørt lejrkommandanten i Treblinka, bar titlen ’De gode gamle dage’ og rummer fotos af hans hund og folk, som jogger i skoven. Man fatter ikke, at det var en udryddelseslejr«.

Skræmmende almindeligt

Og der fandt Jegor Zaika sit motiv. Almindeligheden.

»Vi går ud fra, at vi vil se noget usædvanligt. Et synligt brud på almindeligheden. Men mens det står på, ser vi det ikke. Vi opdager det først, når det er sket. For det er nærmest usynligt«, siger han.

I dag forekommer Holocaust os at være en absolut rædsel, en slags historisk undtagelse fra livet, som vi kender det, men men forbrydelsen fandt sted midt i et næsten søvndyssende normalt liv.

»Ligesom vi oplever vores omgivelser i dag som helt normale, mens der føres krig rundt om i verden, uden at nogen standser op i deres hverdag af den grund«, siger han.

»Ofte havde jeg kun et spørgsmål i hovedet: Hvad er det egentlig, jeg leder efter her? Der er jo ingenting! Det eneste, omgivelserne fortalte mig, var, at sådan noget kan ske så hurtigt, uden at du bemærker, at det er på vej«.

Undervejs bestræbte han sig på at fotografere landskaber, huse og veje, som de må have taget sig ud for fangerne på vej til lejrene. Men gerne med moderne ting i billederne. »Tidskorrektioner«, kalder han dem. En ny bil, en ny bygning. For, siger han, vores oplevelse af en moderne bil svarer til fangernes opfattelse af datidens biler. Som noget så indlysende, at det nærmest bliver gennemsigtigt.

I den forstand er det en linse med tids-zoom, han har forsøgt at fotografere med. For i glimt at indfange endnu en side af den verden, Holocaust fandt sted i.

»Nogle gange, når turisterne var taget hjem, og jeg stod alene et sted eller gik rundt i barakkerne, blev jeg forfalden til tanken om evighed. At tiden faktisk ikke går, og at alt, hvad der er sket, stadig eksisterer på dette sted. Og at hvis jeg rakte hånden frem, ville det hele stadig være her. Så projektet er på en måde en tidsmaskinesimulator«.

I kommandantens hus

Ofte havde tiden dog trukket synlige spor hen over forbrydelsens. Hvor bygninger var tærede eller væk, græs havde rejst sig mellem togskinner og naturen taget genstande og steder tilbage fra historien.

»Nogle gange var det, som om jeg befandt mig ved en skade på en krop og stod på kanten af et sår, som langsomt, langsomt lukkede sig«, siger Jegor Zaika, der nu ikke fandt synlige svar på sin barndoms spørgsmål om, hvorfor flere ikke gjorde modstand eller flygtede, mens de blev gennet frem mod deres endeligt.

»Det læste jeg mig til. Når vi ser billeder af dynger af lig og af gaskamre, tænker vi ikke, at det kunne foregå, uden at alle kunne vide det. Men de håbede måske bare at kunne vinde lidt tid. De forestillede sig ikke, at de kunne dø så let. Der kom jo vesteuropæiske jøder, som selv skulle betale deres billet, fordi – fik de at vide – de skulle bosættes i nye territorier og vende tilbage nogle år senere. Hvordan kunne de vide, at de ville være døde om 25 minutter?«, siger han.

Den mest bizarre oplevelse undervejs var dog en nat, fotografen tilbragte på et youth hostel nær lejren i Sachenhausen. En prangende villa tegnet og bygget af lejrens fanger kort før krigen som embedsbolig for SS-kommandant Theodor Eicke, der spillede en central rolle i grundlæggelsen af nazisternes system af kz-lejre.

Efter krigen blev bygningen brugt som hospital. Nu bruges det mest af skolebørn, som besøger lejren.

»Stedet var tomt, men de havde lagt nøglen under måtten. Så jeg tilbragte natten alene i huset. Der var billeder på væggene med notitser om familien og hvordan de fejrede jul med juletræ under krigen. Jeg sov ikke den nat«, fortæller han.

Selv ser Jegor Zaika i dag andre billeder for sig end de ikoniske portrætter af rædslen, når han tænker på Holocaust.

»Jeg ser ikke længere billederne fra dokumentarfilm af, hvad det havde af følger. Mere af, hvad der skete op til«, siger han.

»Hvilke handlinger, det var, der førte frem til det«.

Del link
FOR ABONNENTER

Denne artikel er forbeholdt Politikens abonnenter.
For kun 79 kr. om måneden kan du få et abonnement på politiken.dk, og læse alle de artikler du har lyst til.

Allerede abonnent? Log ind

Få fuld adgang til politiken.dk, med inspirerende artikler, opdateret nyhedsoverblik og begavet underholdning. Det tager kun et øjeblik – så er du i gang.

Allerede abonnent? Log ind

Foto

Roskilde-savannen - hvor de smukkeste, mærkeligste dyr går rundt

Festivalen er fuld af sære skabninger, som kun sjældent kommer frem ...

Vrede, smukke, høflige, motherfuckfinger-provokerende, stærke, udmattede, splittede land

Her er 30 billeder fra landet, der torsdag afgør, om de vil være med i EU.

Seneste fotoserier
Mest sete fotoserier