Wide

Bye, bye ebola: Se forandringen - Sierra Leone dengang og nu

Hvad er der sket? I efteråret 2014 viste Politiken billeder fra et ebolaramt Sierra Leone præget af smittekaos, angst og død. Nu er fotografen og journalisten rejst tilbage - for at finde de samme mennesker, de samme steder.

Wide

Det var i efteråret 2014. Ebola-epidemien var på sit højeste - og ude af kontrol. Dødeligt syge mennesker lå på gaden uden for de overfyldte hospitaler, familiemedlemmer passede - og smittede - hinanden, og selv læger gav udtryk for, at de var bange. Lig blev behandlet som smittebomber, og på kirkegården gravede de nye grave, nye grave, nye grave ...

For få uger siden tog Politikens journalist og fotograf tilbage for at opsøge de steder og de mennesker, de bragte billeder af dengang. Finde og gense sønnen, der selv bar sin mor ud i ambulancen, og de øvrige familier til de døde og syge. Hvis de altså stadig var i live.

Her er deres historier. Træk i fotografiet og se forandringen. Sierra Leone i 2014 og i dag.

Han fik aldrig sagt farvel til sin mor

  • 2014: Da ambulancen skulle hente en ældre syg kvinde, bar sønnen hende ud af huset.
  • I dag: I dag har sønnen ansvaret for hele familien. Han er den mest desperate efterladte, vi har mødt.

Den ældre dame kunne slet ikke gå ud i ambulancen selv. Som de andre gange foretrak ambulancefolkene, at familien bar den syge ud, de havde jo allerede rørt ved hende og været udsat for smitterisikoen. Derfor var det den ældste søn, Aburahman Sesay, der bar sin mor ud i ambulancen. Fotografen Mads har fortalt, at det var det mest ubehagelige, han oplevede, da vi var her under udbruddet.

Kvinden døde samme dag, og hverken Aburahman eller hans søskende fik sagt farvel.

Nu har vi svært ved at finde tilbage; det var i nærheden af en lille flyveplads, og der var nogle palmer skråt til venstre bag huset. Vi kører forgæves rundt i 2-3 timer og leder.

Næste dag ved vi, at det rigtige sted ligger i Waterloo uden for byen. Henne ved moskeen ved de godt, hvem vi leder efter. De kender Aburahmans historie, og en dreng viser os vej. Aburahman bruger stadig den samme trøje, som han havde på, da han bar sin mor ud til ambulancen.

Han og hans søskende bor ikke længere i huset. Ejeren blev bange og smed dem og deres ting ud. Nu bor de i et hus, der er ved at blive bygget, imens de passer på byggepladsen.

Aburahman er en bitter ung mand i slidte cowboybukser. Der er ingen i familien, der har et job, og hans to brødre kan ikke få deres eksamen fra de ældste klasser. Det koster flere hundrede kroner i bestikkelse til lærerne og nogle kontorfolk.

»Der skete ingenting, efter de hentede mor. Der var ingen, der kom og hjalp os, men i dag hjælper nogle af vores naboer os lidt. Jeg ved ikke, hvordan mor blev smittet, jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke blev syg – det var mest mig, der passede hende«, siger Aburahman og tilføjer: »De ringede samme dag og fortalte, at nu var hun død. Jeg fik aldrig sagt farvel«.

King Tom Graveyard

  • 2014: Da ebolaen kulminerede i Freetown, blev alle lig behandlet som smittebomber. Gravene blev gravet i industrielt tempo.
  • I dag: På King Tom Graveyard er der nu 6.395 ’nødgrave’. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange af de døde ebolaen tog.

Roen har afløst den hektiske travlhed. Dengang kom ligbærerne som myrer i gule, blå og grønne beskyttelsesdragter ind fra gaden med de orange eller hvide ligposer imellem sig. Nu er her ingen ligposer – kun grave.

Dengang larmede gravemaskinen, der skrabede affaldet væk og gjorde plads til flere grave. I dag er min fornemmelse af at stå på kanten til helvede væk, men billederne fra dengang larmer inde i hovedet.

Jeg kan ikke se lossepladsen mere, de har bygget en mur mellem gravene og affaldet. Tusindvis af ens cementgravsten står skulder ved skulder. Nogle steder slår rækkerne et lille knæk, smalle stier er trampet mellem stenene, jeg skal passe på ikke at træde på gravene. ’In loving memory of ...’. Det er samme sætning på alle sten, så kommer navnet og den dødes alder. Men det er ikke altid, der er et navn. ’Known unto God’ står der på omkring hver tiende. Det er der, hvor ingen kendte den dødes navn og alder. Måske fik ligbærerne ikke fat i navnet. Eller også forsvandt det i de små fedtede kladdehæfter undervejs.

Hver sten har et nummer, der gerne skal matche en liste med beskrivelse af afhentningsstederne. De levende har stadig en chance for at finde de dødes grave.

Små sorte marmorsten bryder rækkerne. Det er børnegrave. Der var ingen små ligposer til dem. Jeg husker, hvordan de mandsstore posers kraftige plastik blev rullet forsigtigt sammen om de små kroppe. Nu har de fået marmorsten i stedet for cement, det er pænt.

Så ser jeg, at nogle af børnene slet ikke nåede at leve. Det er de dødfødte. På grav nr. 3.049 står der ’In loving memory of baby Mariatu Kamara, Stillbirth, Buried 08/12/2014’.

Den familie må være død

  • 2014: Connaught Hospital er det store regeringshospital i downtown Freetown. Vi mødte familien Fofana, som med undtagelse af pigen Isha, alle var syge. De ventede på at få en plads.
  • I dag: Det midlertidige plastiktelt, hvor de syge ventede i flere døgn er væk. Alle tjekket deres temperatur ved indgangen til hospitalet.

Plastikteltet uden for hospitalet er væk i dag. Det var der, familien Fofana i dagevis ventede på, at nogen ville dø inde på hospitalet, så der kunne blive plads til dem.

Nu holder der parkerede biler til højre for hospitalets jernport. Der er ingen spor af de kropsvæsker, der flød ud af de syge, mens de ventede.

Det var på den anden side af porten – lidt til venstre – at jeg talte med lægen Dauda Koroma. Han var meget bange. Han kunne ikke stå stille, da han talte til mig. »De mennesker derhenne«, sagde han og pegede på familien Fofana. »Jeg mener, vi har så mange patienter, I må tale med briterne, I må hjælpe os. Det her er ikke under kontrol. Jeg er bange, patienterne er bange. Det er virkelig farligt det her«, sagde han.

En uge efter vi kom hjem til Danmark, læste jeg en kort notits om, at den tiende sierraleonske læge var død af ebola. Det var Dauda Koroma.

Fotografen går over på hjørnet for at tage nye billeder. Det var der, en af de dødssyge pludselig vaklede over i en slags vildelse. Folk trådte til side for ham, men ellers gjorde de ikke noget. Vi gjorde heller ikke noget. Så gik han tilbage og lagde sig på en bænk i plastikteltet.

Det er komplet umuligt at finde ud af, hvad der skete med familien Fofana. Spørgsmålet er, om den unge pige på billedet, Isha, der passede de andre, klarede den. Der var faktisk en del, der slet ikke blev smittet, selv om de passede de døende. En slags immunitet fra naturens hånd. Eller held.

På hjørnet har Suliman Bah en lille vogn. Han sælger te for 1 krone per kop og neskaffe for 1,50. Bagved kan vi købe et brød. Her spiser Hakim Fomba sin morgenmad, mens han ser på de handlende, der går forbi. Hans mor er indlagt på hospitalet, og det er ham der er ’caretaker’. Det betyder, at Hakim sørger for mad til sin mor og køber den medicin, lægerne udskriver. Han køber den enten af lægerne og sygeplejerskerne eller inde på det lille apotek bag ved os.

Hakim er bekymret for sin mor, hun er meget syg. »Men gudskelov kan jeg røre hende, det kunne jeg ikke dengang. Vi var så bange for ebola«.

Jeg var bange, da han blødte ud af øjnene

  • 2014: Liget af den døde fisker Mohamed Kamara var tungt, ligbærerne var ved at tabe ham. Bagefter blev de oversprøjtet med klor.
  • I dag: Fiskerens søn bor alene på værelset, som han delte med sin far.

Vi samlede fiskerens lig op tæt på færgen i bydelen Kissy, skurene lå i vandkanten neden for klipperne. Vi fulgte en nedtrampet sti hen over græsset og ned forbi papaya-træerne. Til sidst skulle vi klatre ned til skurene.

Det var første gang, vi var med til at hente de døde. Vi var lidt nervøse for modtagelsen. Vi havde hørt om angreb på ligbærerne fra Røde Kors, men der skete ingenting.

Vi skulle passe på ikke at røre ved nogen, ebola smitter især ved berøring.

Nu er her helt stille. Et par fjantede piger peger på en dør inde bagerst i klumpen af blikskure. »Hans søn bor derinde«. Der går lidt tid, så kommer Abdul Ahmed Kamara. Han er meget stille, men han ligner sig selv. Dengang sagde han, at han ikke boede sammen med sin far, og at han først var blevet tilkaldt, da han var død. Det var løgn.

»Der var så mange, der spurgte, om jeg havde rørt ved ham. Jeg sagde nej, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Men det var mig, der sørgede for ham. Han kastede op, og jeg var meget bange, da han blødte ud af øjnene. Men jeg tror ikke, at det var ebola, så ville jeg jo også være død nu«.

Men det var ebola. Vi fik resultatet af prøven, to dage efter at vi hentede liget.

Jeg mødte Abdul på klippen over skurene, da vi var her første gang. Han var på vej ned, og jeg var på vej op. Jeg prøvede at holde afstand, mens jeg talte med ham, men et ekstra skridt bagud ville betyde et fald. Nu tænker jeg på, hvor tæt – måske en halv meter – jeg havde været på et menneske, der netop havde passet en dødende ebolapatient.

Dengang fortalte Muhammed, at han ville være ingeniør. Nu vil han være læge. Jeg spørger Muhamed, om han har været ved sin fars grav på King Tom Graveyard? »Nej, men jeg vil meget gerne finde den. Jeg har også en søster. Vores mor døde for mange år siden, og jeg kan ikke huske hende«.

Han får telefonnummeret på Røde Kors. De må hjælpe med at finde graven.

Hun var den smukkeste brud

  • 2014: Isata Nansaray var i live, da vi hentede hende. Hun vaklede op til ambulancen. Det var tydeligt, at hun var i den sidste fase.
  • I dag: Isatas 2 år gamle datter døde en uge efter sin mor. De to større søskende bor nu hos deres mormor

Ingen af os havde lyst til at tænke på, hvordan den dødssyge kvinde havde det, da ambulancen kørte med hende. Den kraftløse krop var blevet lempet ind bagi. Der var ingen båre, og hun var ikke spændt fast.

Hvis 28-årige Isata Nansaray kunne tænke sammenhængende tanker, mens hendes krop blev kastet rundt på den vanvittige vej til behandlingscentret i den anden ende af byen, tror jeg, at hun tænkte på sine børn. Ibrahim på 8 år, Isatu på 5 og den mindste Mariatu på 2 år. Isata må have været klar over, at hun skulle dø. Men hvad med hendes børn?

I dag er de væk fra de to små rum i huset på skrænten over Freetown. De er hos deres mormor, eller det vil sige: De to ældste er hos mormor. Lille Mariatu døde en uge efter sin mor.

»Jeg er sikker på, at det var ebola, hun var jo så tæt på sin syge mor«. I dag er det Isatas storebror, der fører ordet, da vi igen er hos familien. Børnenes far, den lille spinkle Ousman med det tynde hageskæg og det uudgrundelig blik, kørte dengang på sin motorcykel efter ambulancen, men han fik ikke lov til at ledsage Isata ind på centret. Da han kom dagen efter, fik Ousman besked om, at Isata var død.

Dengang turde vi ikke gå ned ad den snævre gyde til selve huset. Vi ville ikke støde ind i den syge, og der var bare alt for mange mennesker. I dag står vi seks-otte stykker og snakker lidt foran huset, det er lidt svært at få overblik over, hvem der bor her, og hvem der bare er kommet forbi.

I et hjørne sidder en muskuløs ung mand, han vasker sine sneakers i en spand. Her vasker alle hele tiden. Det er derfor, tøjet kan være så rent, når her er så uendelig beskidt.

Så kommer Isatas storebror i tanke om billederne. Han tager en smartphone op af lommen. Glasset er godt nok gået i stykker, men den smukke kvinder smiler værdigt. Det er Isata, dengang hun blev gift med Ousman. Det er 9 år siden.

Nu vil Ousman gerne vide, hvor Isata er begravet ude på King Tom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dagen efter finder jeg Isatas grav på kirkegården, det er grav nummer 1.699. Jeg kunne huske, hvor ligposen forsigtigt blev lagt ned i graven. Jeg leder blandt de små sorte marmorsten, men jeg kan ikke finde Mariatus grav. Mor og datter ligger ikke ved siden af hinanden.

Stenhuggernes sted

  • 2014: Slumkvarteret Kissy Mess Mess var et af de hårdest ramte under epidemien. Mens vi var her, eksploderede ebolaen i området.
  • I dag: Den dødes familie bor her stadig, men vi kan ikke finde hans datter. Hun brød helt sammen, da liget af den gamle mand blev lagt ind i kassevognen.

Det var ikke så slemt med Sheku Mansaray, tænkte jeg. Han var trods alt blevet 67 år og havde 14 børn, før han kom i en af de hvide ligposer.

67 år er en høj alder i Sierra Leone, og 14 levende børn er godt. Men familien er ikke rig, de bor i 3-4 skure rundt om en lille plads. De fleste arbejder som stenhuggere, det er et hårdt arbejde. Man skal varme en klippeblok på et bål, så den forhåbentlig flækker i mindre stykker. Bagefter skal den knuses med en hammer til stadig mindre stykker.

Der ligger stadigvæk bunker af sten på gårdspladsen mellem familiens skure. De er sorteret i bunker efter størrelse, men der er ingen kunder. Det ser ud, som om det er de samme bunker, som lå her for 14 måneder siden. Der sker ikke så meget i Kissy Mess Mess.

En af Shekus koner bager et risbrød, de andre kvinder og børn hænger lidt rundtomkring. De er muslimer, og det er fredag. Amara Koromora er en del af familien, men det er lidt svært at finde ud af, præcist hvordan det hele hænger sammen. Hun synes, det er sjovt at gøre grin med os. Hun fletter håret på en af de andre kvinder.

»Jeg er 40 år gammel. Nej, 39«. Vi ender med at lande på 30, hendes stemme er rå og hæs på den charmerende måde, og hun smågriner hele tiden. »Her var der ingen andre, der blev syge, men vi var bange . Vi bor over 20 mennesker i de her huse«.

Dengang var hun bange for, at der skulle ske hendes børn noget, og hun var træt af, at ingen rørte ved hinanden. »Det må vi nu, men vi er stadigvæk trætte, vi skal være forsigtige. Meget forsigtige«.

Manden i skuret

  • 2014: Vi hentede liget af Ibrahim Fullah 6. november. Han lå på bænken i skuret lavet af gamle tagplader, hvor han boede alene.
  • I dag: Der bor en ny mand i skuret, han hedder Foday Saccoh.

Skuret ligger lidt hævet over den lille plads, hvor det klamrer sig til klippegrunden. Det var let at finde tilbage. Først 50 meter frem gennem gyden, så til venstre og for enden til venstre igen. Jeg glemmer ikke, hvordan det var at hente liget af en eboladød mand i den fase, hvor smittefaren fra de udflydende kropsvæsker var størst.

I dag står der en udslidt sort Mercedes 10 meter til venstre for skuret. Højre fordæk er fladt, nummerpladen sidder på: AHA 001.

Der er en lille bitte hængelås på døren. I skyggen sidder den nye beboer. Foday har en pigmentfejl, men de brunlige skægtjavser og øjenfarven viser, at han ikke er albino. Der er ingen stole i skuret. Foday sætter sig på hjørnet af madrassen, mens fotografen tager sine billeder. På jorden ligger en gammel gul lommelygte, en beskidt taske og andre småting. Tøjet hænger i bylter på noget snor trukket hen over madrassen.

»Jeg kendte ikke Ibrahim. Man skal kende folk for at føle noget«, siger Foday om den døde, som vi hentede. Begravelsesholdet puttede liget ned i den orange ligpose og lynede den. Bagefter lagde de ham ind bag i deres rustvogn, en mørkerød Toyota Hi-Acevarevogn. De plaskede skuret og bænken, hvor liget lå til med en stærk kloropløsning. Stanken af klor signalere renhed, men dengang handlede det bare om at slå virus ihjel.

Vi spurgte ikke om den dødes liv. »Han var alene. Han hentede vand for folk eller vaskede tøj, så fik han lidt småpenge«, forklarer en nabo i dag.

Vi taler om den hvide Toyota Corolla, der stod lige bag ved skuret dengang. Den var helt færdig, men sæderne så bløde og behagelige ud. Det var nok derfor, Ibrahim Fullah til sidst lå inde i bilen. Da han var død flyttede naboerne liget ind i skuret.

Nu er Corolla’en væk. »Ejeren har hentet den, fordi han fik penge til at få den repareret«, siger naboen.

Karantænen var hullet som en si

  • 2014: En person var død på hovedgaden i landsbyen Grafton udenfor Freetown. Endnu to var indlagt på et behandlingscenter, og så blev godt 100 meter af gaden afspærret og erklæret i karantæne.
  • I dag: Her er ingen synlige spor af karantænen, de to familier, vi talte med, klarede den alle sammen.

I dag ligner en eftermiddag på hovedgaden i Grafton alle andre eftermiddage i alle andre halvstore landsbyer. Stemning er god, folk er nysgerrige, og de småhandlende øjner en hurtig forretning. Vi kan få telekort, kiks, bananer, softdrinks, æg og alt i plastik. Fotografen får et par drenge til at holde øje med de små motorcykler, mens han balancerer på en skammel og prøver at finde præcis det sted, hvor han tog billederne sidste gang.

Dengang var der ingen trafik, kun en tung, søvnig betjent, som skulle holde naboerne ude og beboerne på gaden inde. De kunne være smittebærere og var i karantæne, de måtte ikke gå nogen steder. De lovede forsyninger af mad kom ikke frem, så om natten smuttede de ud mellem husene. De skulle bare bukke sig ned under afspærringsstrimlerne og smutte forbi de to-tre sovende betjente.

Karantæne har siden pestens tid været den billigste og enkleste måde at stoppe en epidemi på, men det kræver, at folk får mad og vand, ellers kan de ikke blive hjemme.

Jeg fandt den familie, som vi talte med sidste gang. De fleste var hjemme også en af fædrene, Ibrahim Conteh. Han siger, at han er entreprenør. »I vores familier blev ingen syge, men derovre var der to drenge, der fik ebola«. Conteh peger over på et lille hus på den anden side af gaden. Der står en stor dreng udenfor. Han nikker, det var to af hans brødre, der blev syge. De små drenge klarede den, men i dag er storebror ansvarlig for hele familien, fordi deres mor døde af ebola.

Så blander en lidt geskæftig mand sig. Han siger, at han er politimand, men at han har fri i dag. Han fortæller, at over 500 mennesker i 49 familier var i karantæne. Og at det skam var effektivt nok. »I starten var det nok lidt svært, men så kom hjælpen fra donorerne, de kom 2-3 gange i alt«.

[io-10]

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den døde dreng

  • 2014: Kandeh Kagbo boede med sin mor i et blikskur på en grøn bjergside med udsigt over bugten og byen. Han blev 2 år og 4 måneder gammel. Moren var gravid i 5.-6. måned.
  • I dag: Skuret er forladt, Kandehs mor er flyttet til sin brors hus, men hun er ikke hjemme.

Dengang tænkte jeg: Det er heldigt, at det er et barn.

Det var meget varmt og meget fugtigt, og vi havde gået en stor omvej. Jeg var sikker på, at ligbærerne aldrig kunne bakse en ligpose med et voksent menneske ned fra bjerget. Heller ikke selv om de unge ligbærere havde muskuløse kroppe. Det lettede, da jeg så, hvor lille liget var. Drengebarnet vejede næppe mere end 10 kilo, så det var den samme mand, der bar ham hele vejen.

I dag kan jeg ikke helt forstå, hvordan jeg kunne tænke sådan – bare fokusere på det praktiske.

Da vi skulle ned med liget, fandt vi en anden sti. Den gik gennem kildevældet, hvor der var små træer og meget smukt. I dag er kvinderne samlet der, mens de vasker tøj i strømmen.

Da jeg igen står uden for blikskuret, kan jeg se, at der ikke længere bor nogen. Så kommer en mand lidt længere oppefra. Det er drengens onkel. »Min søster ville ikke længere bo i skuret, så hun flyttede op til mig. Hun fødte en pige, Mariatu hedder hun. Min søster taler tit om drengen, men lige nu er hun taget tilbage til vores landsby«, siger han og fortsætter: »Hun har det ikke så godt, men hun kommer vistnok hjem igen«.

Onklen fortæller også, at den døde drengs far aldrig kom tilbage, så Kandehs lillesøster har aldrig set sin far. Der er heller ingen, der har besøgt Kandehs grav på King Tom Graveyard.

Jeg fortæller onklen, at drengen har fået en lille sort gravsten af marmor. ’Known unto God’ står der på den. Hvis de vil, kan de sikkert finde graven.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce