Rita and Cora, Tennessee. FOTO: LUCAS FOGLIA

23. september 2011

De vil ikke være med længere. De vil være i fred ...

De bor så langt fra andre mennesker som muligt. For disse familier i det sydøstlige USA vil ikke være med længere. De vil ikke byerne. De vil ikke os. Ikke larmen, travlheden, forbruget. De vil være i fred. Og de vil klare sig selv.

I fire år - fra 2006 til 2010 - rejste fotografen Lucas Foglia rundt og fotograferede familier, som har trukket sig fra civilisationen. Billedserien blev i sommer vist på en stor fotomesse i Arles i Frankrig og er også samlet i bogen 'A Natural Order', der netop er udkommet.

Lowell fra Tennessee er en af dem, Foglia portrætterer: »Det sidste år, jeg arbejdede, tjente jeg 250,000 dollar (ca. 1,5 millioner kr.)«, siger han. »Nu har jeg omkring 6.000 (ca. 36.000 kr.) - og det er fint. Jeg har jo ingen regninger«. Lowell tilføjer: »Det eneste, du har brug for her i livet, er faktisk geder. De følger dig overalt - og så har du kød og mælk. Fem af dem og en pose kartofler, så er alt godt«.

Nogle af folkene i Lucas Foglias billedserie er miljøforkæmpere, andre er ramt økonomisk. Nogle er religiøse, andre svære at gennemskue. I mange tilfælde er deres afstandtagen til alt moderne da heller ikke komplet: De kunne ikke drømme om at købe ind i et supermarked. Eller eje otte par sko. Men de har mobiltelefoner, og de blogger fra deres bærbare computere. For det er ikke sådan, at de ikke vil have noget som helst fra det moderne liv i deres tilværelse. De vil bare gerne selv have lov at vælge hvad …

Om fotografen:

Lucas Foglia, født i 1983, voksede selv op på et lille landbrug på østkysten. I dag bor han i San Francisco. Hans billeder har været trykt i internationale aviser og magasiner som New York Times Magazine, Wired og Washington Post Magazine. Læs mere om Lucas Foglia på hans website www.lucasfoglia.com . Hans bog 'A Natural Order' er udkommet på Nazraeli Press. Få flere oplysninger om den her. http://lucasfoglia.com/publications/