Yemen. Første gang Tahani (i pink kjole) så sin kommende mand, løb hun væk og gemte sig. Hun var 6 år, og han var 25. Tahani står her sammen med en tidligere klassekammerat, Ghada, som også er blevet gift med en ældre mand. FOTO: STEPHANIE SINCLAIR

4. oktober 2012

Barnebrude: Tahani var barn i 6 år - så blev hun gift

Hvert år bliver millioner af piger verden over gift, mens de stadig er børn.

Den amerikanske fotograf Stephanie Sinclair har i en årrække portrætteret piger helt ned til fem-seks år, der af deres familier giftes væk til meget ældre mænd.

For det vandt hun i år 1.-præmien i World Press Photo i kategorien 'Aktuelle Temaer'.

Fænomenet barneægteskaber forekommer på tværs af kontinenter, religioner og klasser. Men konsekvenserne er de samme:

Pigerne bliver frataget retten til uddannelse. De bliver tidligt gravide og har større risiko for fødselskomplikationer. Dobbelt så mange barnebrude dør under fødslen end fødende kvinder i 20 års alderen.

Alligevel må man ikke dømme familierne for hårdt, siger Stephanie Sinclair i et interview: »De gør det, de tror, er det bedste for pigerne. De er bange for, at alternativet er, at hun slet ikke bliver gift«.

På verdensplan er mere end 51 millioner piger under 18 år allerede gift, selv om både nationale love og en række internationale aftaler forbyder det.

Om fotografen:

Stephanie Sinclair, født i 1973. Kendt for sine unikke billedserier om følsomme emner som omskæring og barneægteskaber. Har arbejdet på Chicago Tribune, været udsendt til Irak og arbejdet som freelancer i Mellemøsten i seks år. Er i dag tilknyttet fotobureauet VII og får jævnligt sine reportager trykt i National Geographic og The New York Times. Har vundet en række priser, herunder en Pulitzer pris og tre priser i World Press Photo.