Délicieux! Frenchy i Hyskenstræde laver franske delikatesser, som det er svært at holde nallerne fra.
Foto: Miriam Dalsgaard

Délicieux! Frenchy i Hyskenstræde laver franske delikatesser, som det er svært at holde nallerne fra.

Fransk kælder forfører til topkarakter

Frenchy har et bankende hjerte for hjemmelavet og veltilsmagt mad.

Cafeanmeldelser

Tre franskmænd har åbnet det, de selv kalder et ’viennoiserie og patisserie’ i en kælder i Hyskenstræde.

Altså et sted, hvor man kan bestille fransk bagværk og fine kager a la dem, man finder på Wiens konditorier.

Men den lille hule, der er indrettet med et langbord, bænke, små røde taburetter og flasker med pastelfarvet limonade på hylderne, byder på meget mere af det gode franske.

Blødkogt til perfektion
F.eks. en stor brunch (139 kr.) med fransk tilsnit, hvor de typiske små, tykke amerikanske pandekager er skiftet ud med crêpes af boghvedemel.

Derudover er der landskinke, et perfekt blødkogt æg, croissant, Nutella, marmelade, kage og rigeligt med godt brød – både hjemmebagt lyst brød med bid og saftig krumme og skiver af formidabelt friskbagt rugbrød med masser af kerner.

Eneste minus er, at Frenchy er løbet tør for den annoncerede franske yoghurt, så vi må tage til takke med en dansk metervare.

Selskabets børn klager dog ikke. De guffer i sig, mens de slubrer lyserøde bobler med smag af pink grape.

Frenchy har hele ni varianter af La Gosse-flasker med f.eks. lilla og grøn perlende limonade på hylden, og selv om vi bestiller en hel flaske (70 kr.), får den hurtigt ben at gå på.

Tour de charcuterie
Vi voksne nyder en overdådig charcuteritallerken (159 kr., serveres ellers kun om aftenen, men køkkenet kan lokkes) og en croque monsieur.

Detaljerne er der ikke plads til her, men forestil Dem en rundtur i tørrede pølser, landpate, rillette, ost og en skive foie gras, der gør det svært at holde fast i en ideologisk skepsis over for gåselever.

Croquen (89 kr.) består af to stykker sprødristet brød med gratineret emmentaler, landskinke og grov sennep.

Dertil en grøn salat med kraftig vinaigrette og grov kartoffelmos. Sådan skal det gøres.

Millimeterpræcis chokolademousse
Til slut kan vi ikke dy os for at bestille et par af stedets kager sammen med en cafe au lait. Fra nabobordet har vi nemlig lyttet til lovprisninger af de fine sager.

Og en såkaldt charlotte (42 kr.) med ladyfingerbund, hindbærmousse, gele og friske bær på toppen skuffer ikke. Let og spækket med syrlig-sød frugtsmag.

Allermest mindeværdig er dog den elegante chokoladekage (32 kr.) med millimeterpræcise lag af tre slags chokolademousse på en luftig knasende bund. Med kaffen (32 kr.), der serveres med tæt mælkeskum, er det en forkælelse, der sidder dejligt i kroppen bagefter.

Frenchy er en lille kældercafe med et skrabet interiør, men her banker et stort fransk hjerte for hjemmelavet, veltilsmagt mad og glade gæster. Det skal belønnes med en topkarakter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce