Brønshøjhygge. Områdets beboere benytter flittigt Café Stålvand, der indretningsmæssigt kan minde om et miks mellem en ungdomsklub og en af Berlins 90'er-cafeer.  Foto: Per Folkver

Brønshøjhygge. Områdets beboere benytter flittigt Café Stålvand, der indretningsmæssigt kan minde om et miks mellem en ungdomsklub og en af Berlins 90'er-cafeer. Foto: Per Folkver

Udkants-café stiller grovsulten med mord-burgere

Den spraglede Café Stålvand lokker med charme, reel mad og ægte hygge.

Cafeanmeldelser

Brønshøj Torv ligger kun 6 kilometer fra Københavns centrum, og afstanden kombineret med den udbredte antagelse, at postnummer 2700 kun har uhyre lidt at byde på, for så vidt angår cafeliv, medvirker til, at kun de færreste gastronomisk forbinder området med andet end de talrige pizzeriaer, burgersnaske og shawarmabikser, der ligger langs Frederikssundsvej.

Ualmindelig rummelig Men Brønshøj er andet og mere end frokostpizzaer til 25 kroner og bedagede Opel Astra’er til salg.

Og et eksempel på det er Café Stålvand, der ligger i ly af Brønshøj Torv og tilbyder både hygge og kvalificeret servering.

Angiveligt har der været café i den enetages bygning lige over for Brønshøj Gamle Skole i mere end femten år, men Stålvand kom den først til at hedde for et decennium siden, hvor de nuværende ejere tog over og opkaldte stedet efter en forestilling, de havde set i Kanonhallen.

Den må have været ganske interessant og ualmindelig rummelig. For det er cafeen nemlig.

En lokal oplevelse
Sigtet er helt tydeligt lokalt. Det fremgår af klientellet, der primært består af omkringboende. Her færdes etniske danskere og nydanskere side om side, småbørnsfamilier og yuppie-wannabes får sig en kaffe, mens burgersultne fylkes for at sætte tænderne i en af de mange burgere, der udgør spisekortets rygrad.

I weekenden er der tæt af mennesker til brunch, og i de lune sommeraftener summer udendørsarealet af liv og samtale.

Indretningsmæssigt minder stedet om en lettere slidt ungdomsklub eller en af Berlins 90’er-cafeer: lidt råt, lidt uforpligtende, men sandelig også uhyre stilbevidst. Tag ikke fejl af det. Og der er sørget for diverse former for tidsfordriv til gæsterne: læsestof, spil og gratis internet. Det sidste benyttes flittigt.

Er man grovsulten, giver det god mening at bestille en af stedets burgere. De er nemlig ganske store og kommer med et ordentligt læs ’venstrehåndskårne’ grovfritter. Hvad pointen er med de kejtede pomfritter, fortaber sig i det dunkle.

Men de smagte fint af kartoffel og passede til både (begge 115 kr.) en Bluecheese Royal – hvor bøffen, som navnet antyder, var garneret med det, svenskerne kalder for ’ædelost’, en moppedreng af en skive i øvrigt – og en Murder Burger, der omfattede to slags ost, bacon og ristede champignon, og det antydede mord, formoder vi, er af den langsomme cardio-vaskulært forårsagede type.

Lidt for meget rundstykke

Kødet var fint mørt og stegt medium. Lidt standardgrønt ledsagede hakkedrengen, som var indlejret i en majonæsebesmurt bolle, der desværre havde mere til fælles med et rundstykke end en regulær burgerbolle.

Dyppelsen var en ordentlig slevfuld chilimayo, som tydeligvis var af industriel herkomst. Og derfor blev burgerne en okay, men også ordinær oplevelse. Burgerboller skal ikke knase. De skal være bløde. Og chilimayo skal smage af chili, ikke af kedelig olie. En Club Sandwich (90 kr. plus 15 for fritter) blev serveret i samme bolle. Og igen tog det lidt af fornøjelsen fra et ellers velstegt kyllingebryst med en fint afstemt karrydressing og lækkert sprødt bacon. Serveringen var uhyre opmærksom og venlig, og sodavandene – 42 kr. for en halv liter – var iskolde og serveret i fadølsglas. Stålvand er et charmerende etablissement, som byder på fin og venlig betjening og reel mad. Uden at gøre sig de store anstrengelser kunne man snildt få kvaliteten på højde med burgertemplernes i Indre By.





Men der er point for lokal stemning og ægte hygge. Alene den er cykelturen til Brønshøj værd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce