Jo, der står en smørrebrødskok midt i alt det grønne i Østre Anlæg, hvis man kigger godt efter. En park, han nyder at gå tur i og dufte til. Modsat plænen ved Operaen, som han synes er en helt spildt mulighed for godt byliv.
Foto: Miriam

Jo, der står en smørrebrødskok midt i alt det grønne i Østre Anlæg, hvis man kigger godt efter. En park, han nyder at gå tur i og dufte til. Modsat plænen ved Operaen, som han synes er en helt spildt mulighed for godt byliv.

iBYEN

Adam Aamann: »Det der kæmpestore område med græs er grotesk«

Kokken Adam Aamann elsker duften i Østre Anlæg og Refshaleøens kontraster. Mandag åbner han sin nye restaurant, 1921, i Indre By.

iBYEN

Hvor bor du?

»På Østerbro. I Rosenvænget, som er et gammelt villakvarter. Der er høje, gamle træer og meget idyllisk. Vi har en lille have ved vores hus med urter, som jeg bruger til restauranterne«.

Hvilke mennesker i byen fascinerer dig?

»Folk, der tør udfordre konventionerne. Jeg er røvtræt af regelrytteri og regler for reglers skyld, så dem, der tør satse og skubbe til normerne, synes jeg er fede. Ligesom de folk, der har startet La Banchina. Det er kraftedeme så kedeligt, når den ene restaurantkæde efter den anden bare vil overtage hele byen. Siger jeg selv, haha, men jeg prøver på ikke at gøre det til noget lineært kædelort«.

Hvor får man den bedste kaffe?

»Jeg drikker bare min kaffe der, hvor jeg lige er. Jeg kan sgu blive lidt irriteret over, når kaffe bliver taget dødalvorligt. Jeg kan bedre lide tilgangen til kaffe i Italien. Der får du nogenlunde den samme, gode kaffe overalt, og der er ikke en barista, der skal have barberet sit fipskæg på en bestemt måde, på et langt kursus og have tophue på, før han kan brygge kaffe. Jeg synes virkelig, det der hypede nørderi omkring kaffe, som der kan være herhjemme, er helt hysterisk. Der skal være plads til selvironi, også når man laver kaffe«.

Har du et stamsted?

»Jeg går rigtig meget ud og spiser, men der, hvor jeg nok har spist flest gange, er på Damindra i Holbergsgade. Den er ejet af en srilankansk mand, og han skaber bare nogle virkelig skønne retter. Jeg kan godt lide at have mine børn med ude at spise, og der er Damindra bare et sikkert valg, for det er altid pissegodt«.

Hvilken årstid synes du bedst om i byen?

»Sommeren. Københavnerne forvandler sig simpelthen til nogle rarere væsner. Alle har overskud, og der er liv i gaden. Der er vinteren jo virkelig den diametrale modsætning, hvor alt i byen bliver lidt smådepressivt og emmer af manglende overskud«.

Hvor i byen dufter der bedst?

»Jeg er jo egentlig en bondeknold, der er vokset op på Djursland, men som har boet langt størstedelen af mit liv i København. Så for mig er det Østre Anlæg om sommeren. Der kan du få alle tænkelige dufte på en kort gåtur. Først på året syrenen, så hylden og jasmin. Det sender én tilbage til barndommen, og dufte sætter sig virkelig på hjernebarken«.

Hvor dufter der værst?

»Når mine restauranter skal have tømt deres fedtudskillere. Det er den værste duft, jeg kan komme i tanke om. Når dækslet bliver taget af den der tank med fedt, så lugter det af død og ødelæggelse«.

Hvad er dit yndlingskvarter?

»Refshaleøen. Det er virkelig tæt på Indre By, men der er masser af luft og plads. Det er sådan en fed, mærkelig blanding af gamle industribygninger og ren natur. By, natur og forfald blandet i skøn forening. Ikke fordi jeg er nogen stor slumromantiker, men det er alligevel den sidste bastion i forhold til sådan noget lidt klondike’t stemning, som du kan finde her i byen«.

Hvis du fik en stor pose penge, hvad ville du så forandre i byen?

»Området omkring Operaen. Det der kæmpestore område med græs er grotesk. Der kunne ligge så mange fede ting der, men man har valgt at have store, tomme græsplæner. Man kunne skabe så meget liv, plante træer, lave en park, anlægge en badebro«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis du havde en stor bulldozer, hvad ville du så fjerne i byen?

»Hele den berlinermur, som adskiller Østerbro fra havet. Østerbro ligger jo virkelig tæt på havet, men man har det ikke rigtig i sin bevidsthed, fordi der er den her S-togshøjbane og store ringvej, som skærmer Østerbro fra Nordhavn og havet. Der skulle være en stor, åben park ned mod vandet, så folk kunne drøne derned med sandaler på om sommeren, og et par vandrestøvler om vinteren.«.

Hvornår kan du blive allermest irriteret på København?

»Når jeg møder selvudnævnte politimænd og kvinder, som føler, de skal være regelhåndhævere. Dem, som virkelig dyrker, at alle regler er til for at blive overholdt. Det synes jeg tit, jeg er ude for i København. Når folk har løftede pegefingre over småting, det pisser mig sgu af«.

Hvad kunne København lære af udlandet?

»Jeg beundrer amerikanerne for, at de er så gode til at åbne op for hinanden og dele et grin eller en snak med en fremmed. Vi danskere er tit bange for at tale med hinanden«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce