»Der er virkelig lagt mange kræfter i det, og det var meget gennemført«, siger 14-årige Benedicte om Tivolis spøgelseshus Det Hjemsøgte.
Foto: Louise Herrche Serup

»Der er virkelig lagt mange kræfter i det, og det var meget gennemført«, siger 14-årige Benedicte om Tivolis spøgelseshus Det Hjemsøgte.

iBYEN

»Jeg kan mærke, der er lidt kilder i maven«: Vi tog to teenagere med på besøg i Tivolis nye hjemsøgte hus

Igen i år spøger det under den gamle rutsjebane i Tivoli, hvor Havens gæster skræmmes fra vid og sans i spøgelseshuset Det Hjemsøgte. Ibyen prøvede forlystelsen sammen med Benedicte på 16 og (næsten-teenager)Anders på 12.

iBYEN

»Vi skal tit ind at hente folk, fordi de ikke tør gå videre. Nogle går simpelthen i koma derinde«.

Pressechef Torben Plank viser vej hen til indgangen til Tivolis måske mest hårrejsende forlystelse under den gamle rutsjebane. De seneste år har horder af gæster her påbegyndt deres tur ind i det spøgelseshus, som efterhånden er blevet en fast del af havens Halloween-tradition.

Man kan altid slukke for en uhyggelig film, men her kunne man ikke komme ud af det. Man blev bare nødt til at gå videre

Forlystelsen er især kendt og berygtet for sine lyslevende skuespillere, der skræmmer livet af folk. I år har spøgelseshuset fået navnet Det Hjemsøgte, fordi det oprindelige navn Det Hjemsøgte Børnehjem blev sablet ned af vrede borgere, som fandt det usmageligt. Denne eftermiddag har Ibyen inviteret søskendeparret fra Dragør, Benedicte på 16 år og Anders på 12 år, med på en tur ind i huset for at teste, om grevinde Tezlowski, professor August Adrianson og små creepy børn mon stadig går igen derinde.

De to søskende lytter stive og tavse til Torben Planks skræmmende forvarsel om, at gæster går i koma af skræk derinde, og de ligner lidt nogle, der ville ønske, at manden havde en muteknap.

»Jeg er spændt og tripper lidt. Jeg kan mærke, der er lidt kilder i maven«, siger Benedicte med et påklistret smil, mens hun venter på, at den røde lampe bliver grøn foran indgangen.

»Husk, at I ikke må slå på skuespillerne, det er der nemlig også nogle, der gør«, siger Torben Plank. »Er vi klar?«.

Den sorte port går op og afslører en bred, hvid dør, der langsomt åbner sig for os. En lys barnestemme snor sig syngende ud gennem dørsprækken: »Ræven går derude, mor, vi låser vores gang. Kom, sæt dig ved min pude, mor, og syng en lille sang«. Så forstummer den igen, og ildevarslende orgeltoner tager over. En hund glammer højt og aggressivt. Mande- og kvindeskrig skærer i det fjerne. »Ha ha ha ha ha!«, runger en dyb mandelatter.

Det første syn, der møder os, er en væg med jernreoler med utallige gennemsigtige krukker og glas. Nede i dem skvulper kødfarvede klumper rundt i klar væske, og på hylden ved siden af roder nogle dødningehoveder. For enden af reolerne leder en åbning ud til en mørklilla gang. Det er her, vi møder spøgelseshusets første levende beboer. En yngre kvinde iklædt en lang, gammeldags kjole med forklæde og med en kyse om hovedet stirrer på os med en på én gang forvredet, lidende og triumferende mine. Hun kratter forstyrret i væggen med fingeren og krænger sin krop op ad dørkarmen, mens hun klukker klynkende og manisk til os. Vi møver os forbi hende i en slange. Hun vender om og skuler efter os, så ekkoet fra hendes latter jagter os langt ned ad gangen.

Alle skriger

Vi befinder os pludselig i en lille, mørk skolestue med gammeldags skolepulte af træ og blodige håndaftryk, som er tværet makabert ud over væggen. Så fortsætter vi ind i en hvid sovesal. Rummets få loftslamper, som er indhyllet i spindelvæv, kaster et dunkelt gult lys på de hvide dyner og mølædte bamser, der flyder i rækkerne af forladte jerntremmesenge. Et kor af lyse barnestemmer taler i tunger og blander sig med orgeltonerne. I et hjørne gynger en gyngehest helt af sig selv.

Spøgelseshuset under rutsjebanen i Tivoli er især kendt og berygtet for at have lyslevende skuespillere til at skræmme livet af dem, der prøver forlystelsen.
Foto: Louise Herrche Serup

Spøgelseshuset under rutsjebanen i Tivoli er især kendt og berygtet for at have lyslevende skuespillere til at skræmme livet af dem, der prøver forlystelsen.

Anders og Benedicte nærmer sig et bordeauxfarvet fløjlsgardin, da en ung mand iført hvid skjorte og rustrød vest trækker det tunge stof til side i et ryk og blotter sit hvidsminkede ansigt for dem. Han hviner om kap med søskendeparret, som kortvarigt stemmer i. Derefter forsvinder han gnæggende. Tror vi. Kort efter dukker han op igen og skridter zombieagtigt efter os med blodrød fråde om munden, opspilede øjne og halvlange lokker daskende tjavset ned i panden. Orgeltonerne overdøves nu af høje hammerslag og lyden af en skibsklokke, mens vi tilbagelægger en gang med påmalede bogreoler, en ægte skrivepult og et sort klaver.

Vi træder ud på en lille mørk trappe, der fører op til endnu en lang gang. Her er væggene gustne og gulnede med brune paneler, og overalt er de dekoreret med guldindrammede landskabsmalerier og gamle sort-hvide fotos af ukendte ansigter. En lille pigelignende skikkelse med vildt strithår og brune tænder kommer pludselig farende imod os i en stribet kjole. Alle skriger. Så er hun pist væk igen. Eller er hun? Endnu en smal korridor viser sig i horisonten med utallige døre på hver side. Nogen banker på dem indefra og rykker febrilsk i dørhåndtagene. Da vi når til enden af gangen skræmmer den lille pigeskikkelse livet af os på ny, da hun stikker sit forvrængede ansigt frem bag et stort skuffedarium fyldt med baby-, klovne- og porcelænsdukker. Hun bevæger sig stift som en dukke og giver sig til at skrige skingert. Vi haster forbi, mens hendes skrig og insisterende blik borer sig ind i os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så går turen ned ad bakke og lidt op igen. Benedicte og Anders tøffer af sted med tøvende skridt og skuldrene trukket helt op om ørerne. Hænderne er flygtet ind i ærmerne på deres sorte hættetrøjer. Farten sænkes, og kroppen bliver mere stiv og vagtsom, hver gang de skal til at runde et nyt skummelt hjørne. Vi vakler videre, til vi når en buldermørk bro. Barnestemmer og barnelatter overtager igen lydkulissen. »Jeg kan ikke lide dig«, gentager et barn hvæsende til sig selv.

Gåsehud og jump scare

Et sted i det fjerne kan vi ane dagslyset fra verden udenfor gennem plastikstrimlerne ved udgangen. Vi er så godt som i sikkerhed. Og så alligevel ikke. En høj, mørk skikkelse bryder ud af mørket og næsten svæver ind i hovedet på Benedicte og Anders, der farer sammen i et kæmpe rædselsskrig.

Den klamme mand er iført en lang brun frakke med sort krave og sorte skindhandsker. Hans krusede manke er slikket tilbage og sprayet grå. Blikket er tomt, og ligesom husets andre skræmmende gespenster er han sminket kridhvid i ansigtet med mørkerøde rande under øjnene. Han forsvinder tilbage i mørket, men kun for at dukke op sekundet efter for at give Benedicte og Anders endnu et chok, inden brusen fra det første er gået af.

De to tumler ud gennem plastikstrimlerne med os andre lige i hælene. Pludselig står vi igen midt i Tivolis søde hørm af candyfloss. Omkring os muntrer folk sig i skydeteltene, guffer churros og bæller varm kakao. De ildevarslende orgeltoner er byttet ud med den velkendte jubel fra rutsjebanen og den klassiske kimen fra Galoppen, når en hest kommer i mål.

Benedictes kinder blusser. »Jeg er forskrækket«, fniser hun: »Det hele kører rundt i kroppen. Det største chok kom helt sikkert til sidst, hvor ham manden fulgte efter os, men den første person var også meget uhyggelig, for hun stirrede rigtig meget. Det var også virkelig uhyggeligt med hende pigen, der kom løbende imod os. Man følte, at der kunne ske noget hvert øjeblik, men man vidste aldrig hvornår«.

Lillebror Anders nikker: »Jeg har det stramt. Jeg fik gåsehud. Det er meget skræmmende, at der kommer nogen løbende imod en, og man ved ikke, om de kommer til at skræmme en igen. Men jeg vil gerne prøve flere spøgelseshuse, så det her bliver ikke mit sidste«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Benedicte overtager: »Der er virkelig lagt mange kræfter i det, og det var meget gennemført. Jeg kunne godt have tænkt mig, at den var lidt længere, for jeg har fået nogle chok nu, men jeg skulle nok have nogle flere, hvis jeg skulle gå hjem og være bange. Men den var stadig rigtig god. Vi kan bedst lide gys med jump scare (en teknik i gyserfilm, hvor man giver publikum et chok, red.), fordi det giver nogle hurtige chok, og så har man det okay bagefter, og her var der mange jump scares«, siger hun.

»Skuespillerne gjorde det også rigtig godt. Man kan altid slukke for en uhyggelig film, men her kunne man ikke komme ud af det. Man blev bare nødt til at gå videre, og når det kommer helt tæt på, føles det, som om det rent faktisk sker. Jeg tager ikke oplevelsen med hjem, når jeg ligger i min seng i nat, men når man er i det, er det meget uhyggeligt«.

Det Hjemsøgte kan opleves i Tivoli indtil 5. nov.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce