Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Populær Facebook-event om gratis glæder i København er ikke helt, hvad den giver sig ud for

It-entreprenør udtænkte et eksperiment, som foreløbig 45.000 har meldt sig til.

Byliv

Hvis du har en profil på Facebook og bor i københavnsområdet er chancerne store for, at du – eller en du kender – er tilmeldt begivenheden ’Sommeren i København'.

Knap to døgn efter eventen blev oprettet, er 45.000 tilmeldt, og begivenheden har en rækkevidde, der hastigt nærmer sig imponerende 2 millioner. Tallet dækker over det antal personer, der har modtaget visninger af opslaget i deres feed.

Nu viser det sig dog, at eventen er et eksperiment, udtænkt af it-entreprenør Lars Juul Østergaard, der bor på Østerbro i København. Han ville teste viraliteten for et arrangement, der kombinerede tre lokkeord: København, gratis og sommer. Han satte det op med et lækkert coverbillede (se nedenfor) og inviterede tre nøglepersoner blandt sine egne Facebookvenner. Personer med et bredt netværk, som, han var sikker på, ville trykke ’Deltag’ til et sådant arrangement.

WWWBesøg Facebookeventen her ( eksternt link)

Det var i tirsdags kl. 17. Det hele havde taget et kvarters tid at sætte op. Herefter satte Lars Juul Østergaard sig bare tilbage og ventede på, at den virale snebold gav sig til at rulle.

Og rulle gjorde den - stærkt. På 18 timer havde eventen en rækkevidde, et såkaldt reach, på 200.000. Godt 9 timer senere var det tal steget til 1 million.

Da Politiken taler med Lars Juul Østergaard klokken 14 i dag, er tallet 1,8 millioner.

»Jeg er ærlig talt overrasket over, hvor bredt det er kommet ud. Man kan jo skrue på en masse knapper, hvor man kan hjælpe sådan en event ud over rampen, men man kan aldrig vide, hvor langt det når ud«, siger Lars Juul Østergaard, der er i gang med sit speciale på CBS. Derudover driver han firmaet vognturen.dk, der arrangerer studenterkørsel og står også bag konsulentfirmaet Ambivalent, der hjælper virksomheder med deres onlinetilstedeværelse.

Går ikke efter de hurtige penge

De foreløbig 45.000 mennesker, der har tilmeldt sig begivenheden, behøver dog ikke at føle sig snydt. Lars Juul Østergaard har faktisk tænkt sig at bruge eventsiden til det, han har lovet: Altså gode tips til gratis glæder i København hen over sommeren.

»Mit primære formål var at teste nogle teorier om psykologien på Facebook, men det er jo klart, at når der er så stor respons, føler jeg også en forpligtelse til at føre eventen ud i livet. Hvordan det lige helt praktisk skal gøres, arbejder jeg på forskellige modeller for«.

Kan du være mere specifik omkring de tanker? Du står jo med en målgruppe, som mange firmaer formentlig gerne vil ind og snakke til.

»Nej, jeg kan ikke komme nærmere ind på det lige nu. Jeg sparrer med folk i mit netværk, og der er som sagt flere modeller. Det er klart, at den nemme løsning ville være at sælge nogle opslag til virksomheder og tjene nogle hurtige penge, men det er for kortsigtet og på ingen måde holdbart for mig eller de mennesker, der deltager i det her event. Så de løsninger, der arbejdes på, er mere langtidsholdbare«, siger Lars Juul Østergaard.

Læs mere om tankerne bag eksperimentet på ambivalent.dk.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce