café. I dag er udendørslivet en kommerciel realitet - for dem, der altså har råd til kaffen og en plads i solen.
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

café. I dag er udendørslivet en kommerciel realitet - for dem, der altså har råd til kaffen og en plads i solen.

»København er blevet så mondæn, at det er trættende«

Hovedstaden har rejst sig af den økonomiske afgrund og rystet underklassens bymiljøer af sig. Men er det entydigt godt? Politikens arkitekturredaktør gør status over knap 40 års byudvikling.

Byliv

Tidsskriftet Monocle har i flere år sat København øverst på listen over ’liveable cities’, altså byer, hvor det er rart at bo. En af begrundelserne er, at det er nemt og hurtigt at komme fra lufthavnen til byens dyreste suite på Hotel Nimb.

Er det virkelig sådan, København skal måle sin succes og tilmed af et tidsskrift, der er opkaldt efter en monokel – et tegn på overklasse og stivnakket snobberi?

I 1980'erne og 1990'erne var der bål og brand i gaderne på Nørrebro og Vesterbro. I dag er de fleste byboere små velhavere i hver sit lille kongerige af ejerlejligheder og andelsboliger og skal ikke længere have noget klinket

København er i dag på næsten alle måder en modsætning til 1980’ernes sodsværtede, smogplagede og støjende industriby. Indre By, brokvartererne, de nye bydele i havnen og Ørestad fremstår poleret struttende af overskud og masser af tilbud for de velhavende. Her myldrer med fine restauranter, udsøgte cafeer og eksklusive mærkevarebutikker. København er blevet mondæn. Og trætheden over det er ved at indfinde sig.

Op og ned ad Istedgade og i sidegaderne til Nørrebrogade kan man over bordene på de hippe cafeer høre klagesangen om, hvordan alting var bedre i gamle dage. Dengang byen var rå, farlig og billig. Man sidder bøjet over sin bærbare og klør sig i skægget og gentager ubevidst Pharfars linjer fra Bikstok-sangen ’Vi græder for dem’:

»Nogen, de vil hellere sidde på en fin café/ Køber ketchup på tallerken spiser fin buffet/ 45 for en fadøl yo hvad daan er det/ 120 for en burger jo hvad faan skal det til/ For da Pharfar var ung, der kostet alting en slik/ Nu der ny mekanik der ny akrobatik/ De unge koner de er udlært i fin pædagogik/ Det mystik man skal næsten være en gangster/ For at gi’ dem lidt bjæff«.

Bikstok Røgstystem fangede for 10 år siden refrænet i enhver moden hipsters ytring om byen. Vi forstår ikke de unge længere, og byen er da blevet alt for fin med sine dyre Torvehaller og designerøl til over 100 kroner flasken. Alting var meget bedre før i tiden, da man gik på et brunt værtshus og bestilte guldøl.

For af en eller anden grund hader den kreative middelklasse sig selv og de spor, den sætter.

GRUNDEN TIL, at det mondæne København blev støbt af langsigtede politiske beslutninger tilbage i 1980’erne. Det var en udsultet hovedstad, hvis økonomi tordnede af sted mod afgrunden. De store private virksomheder var lukket eller flyttet, og selv staten stod med søværnets planlagte udflytning fra Holmen til Frederikshavn over for at sløjfe den sidste store arbejdsplads. Industrien havde i 100 år været rygraden i byens økonomi, nu var den forsvundet.

Boligmassen i de gamle arbejderkvarterer på Nørrebro og Vesterbro stod i en elendig forfatning. Der var ikke længere nogen tilbage til at lægge skattekroner i kommunekassen. Byens borgere var på overførselsindkomst, det var pensionister, arbejdsløse og studerende.

Det var dengang, jeg som en af sidstnævnte flyttede ind til København. Jeg havde en kæreste, der boede i en stuelejlighed, hvor der blev fyret med petroleum, og lokummet skulle vi ud i gården for at finde. Det var bogstavelig talt skidekoldt, men vi elskede det forfaldne København, det var en prægtig kulisse omkring vores gåture til antikvariater, pladeforretninger og natlige ture til koncerter i B&W’s haller på Christiansbro og i Sagas nedlagte pornobiograf på Vesterbro.

Jeg havde blandt andet min gang i Guldbergsgade på Nørrebro i Next Stop-bevægelsens lokaler, som blev til Café Rust, vi gik til kunstferniseringer i kældre og baggårde, og rundt om hjørnet derfra flyttede jeg med en ny kæreste ind i en billig andelslejlighed på Nørre Allé. Huset blev byfornyet, facaderne blev vasket, alle fik toiletter og fjernvarme, og nede på Sankt Hans Torv blev busholdepladsen sløjfet til fordel for Københavns første plads, der vendte mod solen.

Jeg fik job, vi fik barn, og det magiske skete: Vi flyttede ikke.

Det var ellers normen for en tidligere generation af akademikere, at når man var færdig med sine studier, fik indtægt og stiftede familie, var det om at komme ud og slå sig ned i forstaden. Men vi havde jo en glimrende varm og sund bolig inde i byen, og alle de skønne byfornøjelser lige rundt om hjørnet, vi ellers ville miste.

Selv om vi holdt af den lokale kinagrill, var det ikke den, der overlevede, men cafeen Pussy Galore, hvor vi lagde flere penge. Med vores byture ned på hjørnet var vi med til at skabe den første mondænisering og en grobund for burgere til 120 kroner stykket.

INVESTERINGER i havnen, byfornyelsen af brokvartererne, metroen, Ørestad, lufthavnsudvidelsen og broen til Malmø – alt sammen var det statslige og kommunale tiltag, der igen gjorde København attraktiv for erhvervslivet. Uden at vi tænkte videre over det, bidrog de til, at jeg og en masse andre i min generation blev boende i byen, efter studietiden var slut. Her var job, fremtid og en masse som os selv. Når familien voksede, slog man bare de små lejligheder sammen, så man fik det samme komfortniveau som i forstaden. Værksteder og smalle baghuse blev revet ned, og de halvprivate gårdrum blev forvandlet til rekreative opholdsrum med træer, græsplæner og legepladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Livet flød ud af lejlighederne, ud af cafeerne og ud i rummene mellem husene. Hjulpet på vej af rygeloven blev det offentlige rum omdannet til en dagligstue, hvor man kunne føle sig hjemme, hvis man havde råd til en kaffe.

Det lette middelklasseliv i København er blevet en attraktion i sig selv, har trukket flere til og fået Monocle til at sætte linsen for øjet. Imens er priserne på boligmarkedet bare steget og steget, og de har selv ikke under vægten af en økonomisk krise kunnet komme ned igen.

NU KAN man selv på det Ydre Nørrebro spise morgenmad det meste af dagen til uhyrlige priser. Holder denne mondænisering da ikke op? Skal vi absolut ligge i top på Monocles elitære liste?

Tja, den kreative klasse skaber det selv, og den hader sine egne spor. Først rykker kunsten og medierne ind og hæver den kulturelle coolkapital, før ejendsomsudviklerne tager over og hæver fortjenesten i form af den hårde økonomiske kapital.

Det er den bevidste strategi bag udviklingen af Carlsberg Byen, der startede som Vores By, men nu bliver den kreative klasse smidt på porten og klager sin nød. I dag er det Deres By. Mondæniseringen – eller som det også hedder: gentrificeringen – tøffer af sted, som den har gjort det i alverdens bycentre, siden den vestlige økonomi med neoliberalisme fyldt på tænketanken flyttede vægten fra industriinvesteringer til ejendomsspekulation.

Sammenlignet med langt større byer som London og New York har Københavns udvikling faktisk været nådig. Lower Manhattan var i 1970’erne et voldsomt kreativt sted med rigt udbud af dårlige, billige boliger og farlig kriminalitet. Nu er der kun farlig dyrt.

London er med grotesk skattefrihed gået amok i at tiltrække verdens rigeste, som man drømte om ville sprede deres rigdom over landet. Af gode grunde ser de fast ejendom i den engelske hovedstad som den sikreste bank i verden. Resultatet er blevet et dræbende kedsommeligt centrum med spøgelsesagtig mondænitet, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo, og hvor de, der ejer boligerne, kun sjældent gør det.

KØBENHAVN er også blevet mondæn af sine sygt opskruede ejendomspriser, og der synes ingen vej tilbage. I 1980’erne og 1990’erne var der bål og brand i gaderne på Nørrebro og Vesterbro. Man kæmpede mod saneringen af en legeplads, for besatte huse og kastede sten imod EU, og hvad man ellers kunne finde på. Der var altid noget at kæmpe for, for man havde intet at tabe. I dag er de fleste byboere små velhavere i hver sit lille kongerige af ejerlejligheder og andelsboliger og skal ikke længere have noget klinket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Socialdemokratiske borgmestre har mere eller mindre forgæves kæmpet mod markedet og forsøgt at skabe flere billige lejeboliger, der kan give en mere nuanceret og rummelig by. Det er nødvendigt, ikke kun for anstændighedens og sammenhængskraftens skyld. Men også for at få en mere interessant by, der ikke bare bliver et ekkorum for den privilegerede middelklasse.

Det er derfor, den kreative klasse hader sig selv, fordi den med sin evigt nysgerrige dyrkelse af det nye og det autentiske altid danner fortrop i ødelæggelsen af underklassens bymiljøer. For tiden er det indvandrere fra Mellemøsten og Afrika, der med shawarmaer, butikker uden mærkevarer og lyssky spillehaller holder Nørrebros mondænisering en smule i skak. Tilflytterne er med til at redde bydelen fra helt at blive omskabt i hipsternes spejlbillede.

Vi må se i øjnene, at levende byer altid er under forandring, kun de døde er evige. Det næste område, hvor hele mondæniseringsmøllen kommer til at køre med gallerier, cafeer og restauranter, er Nordvest. Og når den rastløse kunstneriske fortrop for den hårde ejendomsudvikling ikke gider den bydel mere, er det ud til forstaden. Jeg siger det bare: Når alle en dag går med monokel og stok på Nørrebro, og alle har glemt Indre By og broerne, bliver Vestegnen det nye sort. I mere end en betydning skal man efterhånden ud af København for at finde dens kant.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce