FREDERIKSHOLMSLØBET. Det brede stykke vand i Københavns sydhavn har alle muligheder for at blive et mekka for sejlerfolket. Men nu risikerer adgangen at blive spærret af en uoplukkelig bro.
Foto: JENS DRESLING

FREDERIKSHOLMSLØBET. Det brede stykke vand i Københavns sydhavn har alle muligheder for at blive et mekka for sejlerfolket. Men nu risikerer adgangen at blive spærret af en uoplukkelig bro.

Københavns Kommune spærrer måske vigtigt havneløb for andet end småbåde

Frederiksholmsløbet skulle være et levende maritimt miljø med husbåde og skibe. De planer kan strande på grund af en bro.

Byliv

Står det til kommunens planer og fremtidsløfter skal Københavns Havn emme af liv.

Men nu risikerer en kommende bro at lukke alt andet end småbåde og joller ude.

Broen skal gå over Frederiksholmsløbet fra Teglholmen og ind mod Enghave Brygge. Den krydser løbet, som fører ind til Teglholmskanalen og Belvederekanalen.

Ifølge de oprindelige planer skal den kunne åbnes, så husbåde, masteskibe og andre større fartøjer kan anduve kajanlæggene længere ind mod Vasbygade. Imidlertid kan de planer ende som en fiasko for Københavns Kommune, hvor der er risiko for, at politikerne går med til alene at bygge en fast bro og dermed spærre for større fartøjers adgang til kanalen.

Broen skal gøre det lettere at komme til Teglholmen - der endnu ikke er færdigbebygget - og til det nye boligområde ved Sluseholmen mod syd.

Pengemangel kan koste adgangen til Frederiksholmsløbet

Problemet er, at kommunen og grundejerne har sat i omegnen af 77 millioner kroner af til broen. Det beløb er imidlertid ikke tilstrækkeligt, hvis der skal bygges med en broklap. Derfor skal der skaffes ekstra penge.

»Grundejerne vil ikke betale, siger de nu. Så skal kommunen i givet fald finde de ekstra penge«, forklarer Lars Weiss, der er Socialdemokratiets gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation.

Det er vanvittigt ærgerligt, når man har muligheden for at lave noget maritimt.

Hans parti stemte sammen med Venstre for en ikke-oplukkelig bro, da sagen blev behandlet i teknik- og miljøudvalget. Men det skete for at hindre, at brovedtagelsen faldt og at de bevilgede penge derfor ikke længere var bundet til projektet.

»Alle partier vil helst have en oplukkelig bro. Nu må vi se, om der er mulighed for at finde en anden finansiering i samarbejde med grundejerne eller i kommunens budget. Nu skal vi lige have afklaret mulighederne for eventuelt at hente ekstra hos grundejerne. Alle muligheder skal afsøges«, siger Weiss.

Sent i dag skal Borgerrepræsentationens økonomiudvalg behandle sagen om den bro, der nu risikerer at klemme alt andet en småjoller og lignende ud af Frederiksholmsløbet.

Sejlere og lokale protesterer frygter for havnelivet

Det er ikke problemfrit: Lokalplanerne for Teglværkshavnen og Enghave Brygge bestemmer, at broen skal kunne åbnes. Og protesterne mod en fast bro og dermed en nærmest lukket kanal er væltet ind fra sejlerfolket og fra lokaludvalgene i området, der undrer sig over afstanden fra det, der siges fra bystyret til det, der rent faktisk gøres ude i byen.

»Vi undrer os i lokaludvalget over, at Københavns Kommune ved alle lejligheder - for eksempel i lokalplanen for Teglværkshavnen - taler om vandet som vigtigt rekreativt element i byen for derefter at lukke mulighederne for det i den konkrete udførelse«, skriver Kgs. Enghave Lokaludvalgs formand Joan Røge i en indsigelse mod planen.

»Københavns Kommune efterlyser åbenhed og aktivitet og liv ved og på vandet, og man sammenligner området med Christianshavns kanaler og Amsterdam. Hvis man udelukker alternative boformer på vandet og mulighed for henlæggelse af større skibe eller projekter i området, fjerner man automatisk muligheden for at opfylde visionen i det område«, advarer Foreningen Skibbroen, der organiserer ejerne af gamle skibe og husbåde i det tilstødende Tømmergraven-havnebassin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den er - på linje med andre foreninger for områdets skibe og både - ikke blevet orienteret om planerne om at bygge en fast bro i stedet for en oplukkelig bro ind til Frederiksholmsløbet og dermed ikke blevet hørt om behovet.

»Vi har endnu ikke set til eller hørt fra repræsentanter fra kommunen eller bygherrer, der skulle retfærdiggøre anbefalingen om dispensation fra lokalplanen. Vi har ikke fået tilbagemeldinger på udsendte invitation til dialog«, konstaterer Fisketorvets Motorbådsklub i et høringssvar.

Også Havnelauget, et netværk af københavnere, der følger udviklingen i havnearealerne i Sydhavnen, advarer mod den faste bro. Den kan give et goldt miljø inde i Frederiksholmsløbet, frygter formand Claus Rasmussen: »Det er vanvittigt ærgerligt, når man har muligheden for at lave noget maritimt. Det her er der ikke noget charmerende ved«.

Fast bro kræver en dispensation

Forvaltningen skriver i sin indstilling til politikerne i teknik- og miljøudvalget på Københavns Rådhus, at det kræver en dispensation fra lokalplanerne at opgive en oplukkelig bro og i stedet opføre en fast bro. Den vil være billigere. Og så vil anlæggene omkring en oplukkelig bro betyde, at der ikke er plads til den planlagte bebyggelse i området, fremgår det i indstillingen til politikerne, der skal give kommunen dispensation fra sine egne planer.

Det kræver dog en tilladelse fra Trafikstyrelsen at få lov at lukke adgangen til Frederiksholmsløbet for andre end småbåde og joller ved at opgive den planlagte åbne bro.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce