Foto: Per Folkver (arkiv)
Byliv

Valby-borgere raser over »Anders And-vejnavne«

Grønttorvet i Valby skal i stedet hedde Paradisæblevej, foreslår Vejnavnenævnet. »Historieløst«, mener lokaludvalg.

Byliv

Det københavnske vejnavnenævn er noget mere begejstret for æbler end Valby Lokaludvalg.

Nævnet lægger op til, at 23 veje og en park omkring det gamle Grønttorvsområde mellem Gammel Køge Landevej og Retortvej navngives efter æblesorter.

Eksempelvis Cox Orangevej, Summerredvej, Belle de Boskoopvej og ikke mindst Paradisæblevej, der - efter forslaget - skal erstatte den nuværende vej Grønttorvet.

»Det er et historisk område for Valby, og nu kommer det til at lyde som om man skal bo op og ned af Anders And«, siger Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg, i en pressemeddelelse.

Udover Grønttorvets omdøbning får også Frugtmarkedet, Torveporten, Torvekanten og Værkstedsvej nye æblesortnavne, hvis indstillingen føres ud i livet.

'Historieløst og ubegrundet'

Ifølge lokalplanen for området skal den centrale hal på Grønttorvet bevares og danne skelet for boligområdets centrale park.

»Når der på den måde værnes om områdets historie, forekommer det lokaludvalget helt forkert at omdøbe de veje, der relaterer sig til Grønttorvet, herunder Torveporten. Selve forslaget om at give alle veje navne efter æbler forekommer historieløst og ubegrundet«, lyder det fra Michael Fjeldsøe, der fortsætter:

»Det er helt åndssvagt at omdøbe de eksisterende vejnavne, der har stor historisk værdi og relation til området. F.eks. Værkstedsvej er navngivet efter det bevaringsværdige industribyggeri, som er optaget som en kulturværdi og udlagt til iværksætterområde. Men Vejnavnenævnet synes, at vejen fremover skal hedde Pigeonvej, hvilket giver associationer til et villakvarter i en tilfældig nyanlagt forstad i provinsen«.

Borgmester: Vi er lydhøre

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), der er formand for Vejnavnenævnet, er uenig i, at æblevejnavnere er udtryk for »historieløshed«

»Med et forslag om at tage udgangspunkt i æblesorter er vi netop med til at bevare Grønttorvets historie i området. Om ti år er det ikke til at se, at her engang har ligget et grønttorv, men det kan vejnavnene være med til at ændre på. På den måde kan vi være med til at bevare områdets historie«, siger han til Ibyen.

Lokaludvalget udtrykker skuffelse over, at man ikke er blevet inddraget tidligere, men Morten Kabell maner til besindighed:

»Vi har sendt vejnavnene i høring hos relevante parter, og så ser vi, hvad der kommer ind af høringssvar. Hvis Valby Lokaludvalg har alternative navne, der både binder området sammen gennem et fælles tema og kan bevare områdets historie som center for frugt og grønt - også om ti og tyve år, er jeg naturligvis meget interesseret«, siger han.

Berørte ejere, lejere eller administratorer, der har bemærkninger til forslaget skal henvende sig til Københavns Kommune inden 1. september. Efter høringsfristen træffer teknik- og miljøudvalget beslutning. Mere info her .

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce