Foto: Gregers Tycho
Byliv

Rolling Stones-orkestermedlemmer giver tre intimkoncerter i København efter koncert i Parken

Rolling Stones har altid haft tilknytning til jazzverdenen og kan fra tid til anden finde på at besøge små lokale jazzklubber rundt omkring i verden. Nu besøger de en i Vester Voldgade i København.

Byliv

Opdateret onsdag kl. 11: De tre jazzkoncerter med orkestermedlemmer af The Rolling Stones' band, der løber af stablen onsdag, torsdag og fredag, er flyttet til festsalen i Nationalmuseet.

Opdateret tirsdag kl. 9: Mandag aften har ICO Concerts (arrangøren af The Rolling Stones-koncerten i Parken) meddelt, at koncerten på jazzklubben er med medlemmer fra The Rolling Stones' orkester. Hverken Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood eller Charlie Watts vil altså optræde på Niels Lan Dokys jazzklub.

»Vi spiller koncert i København på tirsdag. Så vi tænkte på, om vi ikke skulle lave en lille række intimkoncerter i din klub, nu vi var der?«

Det var spørgsmålet, da Niels Lan Doky for tre dage siden blev ringet op af en repræsentant fra Rolling Stones.

Det var lidt kort varsel, tænkte han.

»Men hva' fa'en. Det skulle vi jo nok kunne finde ud af«, siger Niels Lan Doky.

Sådan gik det til, at medlemmer fra Rolling Stones onsdag, torsdag og fredag i den kommende uge går på scenen på Niels Lan Dokys nye jazzklub på Hotel Danmark i København.

Billetterne til koncertrækken er allerede sat til salg til klubbens faste pris på 295 kr.

»Vi har en filosofi om, at det altid er den samme pris. Vi vil gerne vise, at det er altid er højkvalitetsjazz her hos os. Vi vil ikke have vores gæster til at tro, at der en kvalitetsforskel på de musikere, vi booker«, siger Niels Lan Doky.

Tilknytning til jazzverdenen

Det er ikke helt nyt, at det verdenskendte rockband besøger jazzens musikscener. Deres trommeslager Charlie Watts var jazz-trommeslager inden han gik med i Rolling Stones, og han har sideløbende udsendt flere jazzplader både i eget navn og med andre jazzgrupper.

Andre kendte jazzmusikere blandt Rolling Stones mangeårige medlemmer tæller blandt andet Miles Davis' tidligere bassist Darryl Jones og den kendte jazzsaxofonist Tim Ries.

At rocklegenderne melder sig på den danske jazzscene er heller ikke helt noget, der sker ud af det blå.

Efter de i 2014 havde spillet på Roskilde Festival holdt flere af medlemmerne 14 dages ferie i København. Ferien faldt lige oven i den årlige københavnske jazzfestival og flere af dem brugte derfor mange aftener i træk på Niels Lan Dokys tidligere jazzklub The Standard i Havnegade.

På feriens sidste dag gik saxofonisten Tim Ries med på scenen og spillede med den danske jazzsangerinde Amanda Thomsen.

»Hende var de enormt imponerede af«, husker Niels Lan Doky.

Det er Tim Ries, der er initiativtager til at dele af bandet af og til spiller intimkoncerter på små lokale spillesteder  i direkte forlængelse af bandets arenakoncerter. Repertoiret kalder han The Rolling Stones Project, og det består af jazz versioner af alle de klassiske Rolling Stones-sange.

Sms fra scenen

For at få de prominente herrer på programmet til de tre koncerter måtte den nye jazzklub flytte en allerede planlagt koncert fredag aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der har vi valgt, at vi sender en besked ud til alle dem, der har købt billetter om, at de enten kan beholde billetterne og i stedet opleve The Rolling Stones Project, eller de kan blive flyttet til en ny dato og få en drink for ulejligheden«, fortæller Niels Lan Doky.

De mange logistiske spørgsmål har han de seneste dage afklaret med forskellige medlemmer af bandet.

»Den anden dag sendte et par af dem korte praktisk sms fra scenen til deres koncert i Amsterdam. Så det har været lidt hektisk«, fortæller jazzklubejeren.

Det hele er dog på plads nu, billetsalget kan gå i gang, og der er ingen nervøsitet at spore hos Niels Lan Doky ved udsigten til de verdenskendte gæster:

»Jazzmusikere er generelt meget afslappede og vant til at improvisere. Jeg plejer at sige, at 98 procent af noderne er ren improvisation. Så vi er helt vant til at navigere i det uforudsigelige, og den ånd deler Rolling Stones medlemmerne. Så det tager jeg med ro«, siger Niels Lan Doky og tilføjer:

»Jeg håber bare, at folk vil tænke, hvis jazz er noget for Rolling Stones, så er det måske også noget for mig. Og hvis jeg nu skal prøve jazzen af, så skulle jeg måske starte med at besøge den klub, som Rolling Stones valgte at spille på«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce