Foto: Papa Bird (pr)
Byliv

Papa Bird: Populær ginbar udvider med en toer i Kødbyen og lokker med gratis G&Ts på fredag

Den populære ginbar 'The Bird & the Churchkey' udvider med en nummer to i kæmpestore lokaler i Kødbyen. 'Papa Bird' har foruden en helt masse forskellige gin og tonics også specialøl og økologiske toast på menuen. På fredag er der åbningsfest med gratis G&Ts og øl fra bryggeriet Kissmeyer.

Byliv

Selvom en gin & tonic nok kan klassificeres som en 'klassiker', skete der alligevel et ryk på g&t-fronten for et par år siden. Drinken blev bredere udbredt - og i dag ser mange af os den sikkert som det stensikre valg.

En sjus, som de færreste for alvor formår at gå galt i byen med.

Og dog - det er nemlig en svær kunst at lave den perfekte g&t.

Hvilken gin skal man vælge, og hvilken tonic går godt til? Skal man bruge lime, citron, agurk eller noget helt fjerde som krydring?

Det er folkene bag baren The Bird & the Churchkey på Gammel Strand måske byens bedste til at svare på.

Baren har nemlig specialiseret sig i gin. Menukortet fokuserer først og fremmest på forskellige variationer af gin & tonic, men byder også på en række gin-cocktails.

The Bird & Churchkey slog dørene op i 2013 og har siden langet mere end 300.000 gin & tonics over bardisken. Nu åbner de en så toer, 'Papa Bird', i kæmpestore lokaler i Københavns festmekka i Kødbyen (Kødboderne 7).

Her er der plads til flere end 500 gæster, ginnørderi, Kissmeyer Craft Beer, økologiske toasts og et rum med et bordtennisbord.

På fredag 13. oktober er der stor åbningsfest med gratis g&t's, Kissmeyer-øl og musik hele natten.

»Tilbage i 2013 brugte de fleste Schweppes tonic til ginen, og hvis det gik vildt for sig, så kastede man en agurk ned i sin dyrt købte Hendricks Gin. Siden da er der sket meget, så vi har hele tiden været klar over, at vores produkt konstant skal være knivskarpt og venligt prissat for at klare konkurrencen. Det er måske grunden til, at vi ikke har haft så travlt med at udvide, men da vi så fandt de her episke glemte kæmpelokaler i Kødbyen, så slog vi til«, udtaler medejer og manager Christian Tønnesen (også kendt som 'Papa Bird') om udvidelsen i en pressemeddelelse.

Gin, specialøl og økologiske toasts på menuen

Menuen består ikke overraskende af forskellige ginkreationer - for eksempel en 'Neoclassic G&T ' med Hendricks gin, Thomas Henry tonic, agurk, rosenblade og agurkeisterninger (95 kr.); en 'Basil my Berries' med Bombay Saphire gin, Thomas Henry tonic, frisk basilikum og blåbær (95 kr.); og en 'The Monkey' med Monkey 47 gin, æble, stjerneanis, timian og Fentimans tonic (120 kr.).

Man kan også sammensætte sin egen g&t ved selv at vælge gin, tonic og garnish.

Derudover byder Papa Bird på hele specialølsortimentet fra bryggeriet 'Kissmeyer' og serverer 12 forskellige fadøl - fra sort IPA til lys pale ale.

Vil man stille sulten, kan man få en væsentlig opgradering fra slatne toasts med industrifyld i form af økologiske toasts i god kvalitet og med danske råvarer som mættende barsnacks både dag og nat (45-50 kr.).

Foto: Papa Bird (pr)

Det økologiske toastkoncept skulle meget gerne blive udvidet senere på året, men allerede nu kan du få en parisertoast; en 'Cowboy Chuck' med øl- og cola-braiseret svineudskræing, cheddar og økologisk, dansk goudaost, peberfrugt, abrikos, syltede løg og habanero; eller en 'Fuck Heavy Metal'-tuntoast med goma, yuzu og sesammodnet cheddarost, øko goudaost, avokado og koriander.

Lørdag og søndag er der toastbrunch til at pleje tømmermændene fra 11.30-15.

Lokalerne i Kødbyen tæller hele 600 kvadratmeter og indretningen er inspireret af en rå stil a la Østlondon og Berlin.

Fredagens åbningsfest starter kl. 16, hvor der er gratis gin og tonics og Kissmeyer-øl til kl. 18. Der er desuden 'happy hour' fra 18-19 og derefter dj's og dans til den vintermørke morgen.

Papa Bird. Kødboderne 7, Kbh. V. Åbner fredag d. 13. oktober kl. 16-05.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce