Foto: Andreas Haubjerg

Bodegaens heltinder: Mød fire af Københavns bar-muttere her

Der er en særlig stemning på en bodega, der har en kvinde bag baren. Sådan en rigtig bodega-mutter. Mutter er hård, men retfærdig. Hun har styr på sine gæster: hvem der har fået for meget, hvem der kommer og spiller pool hver onsdag, og hvem der skal have en taxa hjem på et bestemt tidspunkt. Mange bodegaer hyrer kun kvinder til at stå bag baren. Kvinder har særstatus i værtshusbranchen. For gæsterne ved godt, at man ikke skal slå på en kvinde, og hvis hun siger noget, så har hun ret. Mød fire af byens bodega-muttere her.

Susanne Skovby Hansen, Café Viking, Nørrebro

Susanne Skovby Hansen, 59 år, har arbejdet på Café Viking i syv år. Hun er ikke noget A-menneske, men til gengæld er hun den type bartender, der er på krammer med sine gæster. Og så har hun en del hårde oplevelser i sin rygsæk. Den er hun ved at rydde op i.

»Alle kalder mig Sanne. Jeg blev født på Nørrebro, og min mor kaldte mig kun Susanne, når jeg havde været uartig.

Jeg begyndte at gå på bodegaer, da jeg var 16. Der var noget, der fascinerede mig ved det miljø. Jeg kunne godt lide menneskerne og at spille billard.

Da jeg var ung, arbejdede jeg i hotel- og restaurationsbranchen. Jeg har også været hjemmehjælper, og i en længere periode var jeg hos Securitas. Jeg var den eneste kvindelige nattevagt. Så gik jeg blandt andet rundt ude på Colgate-fabrikken og drejede nøgler og tabte mig en masse kilo.

Jeg var 19, da jeg fik min første søn. Jeg har fået 4 børn og været alene med dem det meste af tiden. På et tidspunkt flyttede jeg til Fyn for at tage en uddannelse. Jeg ville gerne være smørrebrødsjomfru. Det var hårdt, fordi jeg var enlig mor. Jeg blev aldrig færdig med min uddannelse, men jeg fik mit første bodegajob på Fregatten i Assens.

I 1995 flyttede jeg tilbage til Nørrebro, og her har jeg arbejdet på mange forskellige bodegaer. Især her i området omkring Ægirsgade. I 2011 begyndte jeg her på Café Viking. Det er det bedste sted, jeg har arbejdet. Jeg bor ovre på den anden side af gaden. Jeg har aldrig været A-menneske, den ros skal jeg have. Så jeg tager aftenvagterne.

Ja, jeg har haft et hårdt liv. Det har sgu ikke været kedeligt. I 2015 døde min næstældste søn, Thomas. Han havde ikke været for sød ved sig selv. Han skulle have en hjerteoperation, men fik høj feber. Så fik han en hjerneskade, hans organer satte ud, og efter et par måneder døde han i mine arme på Hvidovre Hospital. Det tacklede jeg ved at arbejde en hel masse i lang tid efter. Arbejde, arbejde, arbejde. Det ramte mig lige i nakken. I min sommerferie i år lukkede jeg mig inde i min lejlighed i en måned. Jeg kunne ikke klare at være sammen med andre mennesker. Jeg var gået helt i baglås. Til sidst tog jeg kontakt med en psykolog. Jeg har været der 8 gange nu. Jeg har haft meget i min rygsæk, og den fik min psykolog åbnet for.

Jeg tager med jævne mellemrum til Bispebjerg og besøger min søns grav. Så tænder jeg lys for ham og taler lidt med ham, og nogle gange får han en skideballe: »Du kan kraftedeme ikke være det bekendt«. Jeg savner ham utrolig meget. Han havde en fed humor.

Det er et hårdt miljø, det her. Jeg har mistet mange nære venner. Mange af dem sad på værtshuse fra morgen til aften. Det giver stof til eftertanke.

Det gik også galt for mig med alkoholen for mange år siden. Jeg kom på et ophold på 3 måneder, fordi jeg var så langt ude med mig selv. Jeg bliver aldrig nogensinde alkoholiker igen. Jeg sidder ikke og drikker alene derhjemme, og jeg drikker ikke, når jeg er på arbejde.

I 2012 kom der nogle unge mennesker ind på baren og afpressede Jane for beskyttelsespenge. »Du kan godt vente dig«, sagde de. Da jeg var på arbejde om aftenen, røg der pludselig brosten ind igennem 3 vinduer. »Ned på gulvet«, råbte jeg til gæsterne og låste døren. I begyndelsen anede jeg jo ikke, om det var pistolskud. Jeg syntes, der gik utrolig lang tid, før politiet kom. Bagefter måtte jeg se en krisepsykolog. Jane overvejede, om hun skulle lukke stedet. »Det gør du kraftedeme ikke«, sagde jeg. »De skal ikke have den fornøjelse«. Der har ikke været nogen ballade siden, men jeg bliver stadig forskrækket, når der er høje lyde«.

Jeg elsker at være her. Her er så meget varme og godt humør. Jeg får altid lige en krammer af stamgæsterne. Folk kommer herind og siger »Hvor er det dejligt at se dig i dag, Sanne«.

Men jeg kommer her ikke i min fritid. Når jeg har fri, kan jeg godt lide at besøge min datter og mit barnebarn på Amager. Og så er jeg glad for at rejse. Når jeg er på ferie, vil jeg gerne opleve noget. Næste gang vil jeg gerne til Kreta«.

Jenny Fang, Café Sommersted, Vesterbro

Foto: Andreas Haubjerg

Jenny Fang er 30 år og har drevet Café Sommersted på Sønder Boulevard siden juli 2017. Hun overtog værtshuset fra sin moster Cindy, der var en ikonisk karakter på Vesterbros værtshusscene. Det er store sko at skulle fylde ud, men Jenny kan godt selv finde ud af at være skrap, hvis det skal være.

»Min moster Cindy har haft stedet i 31 år og ville helst have, at det blev i familien, når hun gik på pension. Hun ville ikke sælge det til hvem som helst. Da jeg var yngre, hjalp jeg hende en gang imellem, hvis hun manglede en afrydder, men det var ikke fast. For et års tid siden var der en af bartenderne, der sagde op, og så tænkte Cindy, at hvis jeg engang skulle overtage stedet, kunne det være godt, hvis jeg kom og stod bag baren hver lørdag.

Jeg overtog stedet i juli, og hun valgte sikkert, at det var mig, der skulle overtage, fordi hun tror på, at jeg vil kunne klare det. Jeg er meget ligesom hende. Hun ringer herned en gang imellem for at høre, hvordan det går, og om jeg har husket at stramme en skrue eller gøre klar til J-dag.

De sidste to år, før Cindy gik på pension, havde Sommersted kun åbent fredag og lørdag. Efter at jeg overtog baren, har jeg ændret åbningstiderne, så vi nu har åbent onsdag-lørdag. Derudover har jeg egentlig ikke tænkt mig at ændre noget. Det kommer til at ligne sig selv. Men jeg har købt et nyt klaver. Der har altid stået et her, men det har ikke virket længe, og det skete tit, at gæsterne spurgte, om de måtte spille på det. Det kunne være ret hyggeligt, synes jeg, så jeg købte et nyt forleden af et ægtepar, der havde et gammelt klaver stående i stuen. Det var et arvestykke, men de brugte det ikke længere.

Ud over flytteomkostningerne kostede det kun 1 krone. Den har jeg lige overført via MobilePay og skrevet »tak for klaveret«. Jeg har også sagt til dem, at de er velkomne til at komme her og spille på det, hvis de savner det.

Jeg arbejder på Café Sommersted torsdag, fredag og lørdag. Det er 14-15-timers vagter. Andre ugedage klarer jeg administration og vedligeholdelse af baren og køber ind. Andre dage underviser jeg folkeskoleklasser i kinesisk og arbejder som tolk. Det kan godt være lidt hårdt.

Arbejdet i baren er også meget fysisk. I går lavede jeg for eksempel et forkert løft, så jeg har lidt ondt i ryggen i dag. Men jeg er stolt af at have overtaget stedet, og jeg har meget frihed. Det går også godt med forretningen, så det er dejligt.

Det er primært unge mennesker, der kommer her. Cindy plejede at sige, at alle hendes gæster opførte sig ordentligt, fordi hun har opdraget dem godt. Hun var ret moderlig på den måde. Hvis en gruppe unge piger kom ind, ville hun sige: »Hej piger!«. Det kan jeg ikke rigtig gøre. Vi er jo nærmest jævnaldrende. Så jeg er i gang med at finde min egen stil. Men ligesom Cindy kan jeg godt være hård og smide folk ud, hvis det skal være. Det er man nødt til. Man skal holde øjnene åbne og have styr på det hele.

For nylig var der en fuld ældre mand, der stod og hang ved en gruppe unges bord. Jeg lagde mærke til, at han ikke købte noget, og han generede de unge mennesker. Jeg bad ham til sidst om at gå. Han blev rigtig gal, og inden han gik, sagde han til mig: »Du ligner lort«. »Tak i lige måde«, svarede jeg. Han gik helt i stå. Det var, som om han var i tvivl om, om jeg forstod, hvad han sagde. De fleste gæster er virkelig søde, og hvis de fornemmer, at en fuld og ubehagelig gæst skal smides ud, er der altid nogen, der hjælper mig.

Det allerbedste er, når nogen kommer op i baren til mig og fortæller, at de har en ven nede ved bordet, som har fødselsdag. Cindy havde en tradition for fødselsdage, som jeg har valgt at videreføre. Først slukker jeg lyset og musikken i baren, så der bliver helt stille. De gæster, der er her tit og kender traditionen, sidder stille og forventningsfulde og venter, og dem, der ikke ved, hvad der foregår, er helt forvirrede et øjeblik. Så tænder jeg en stjernekaster, sætter den i et Galliano-shot og går ned til bordet og synger fødselsdagssang. Alle i baren synger med. Den, der har fødselsdag, bliver altid så glad. Det kan jeg rigtig godt lide«.

Dorthe Sildeøje, Café Lille Peter, Nørrebro

Foto: Andreas Haubjerg

Dorthe Sildeøje er 50 år og arbejder på Café Lille Peter, en af Nørrebros ældste bodegaer. Hun har stået bag forskellige københavnske bardiske i 30 år, men hun har ikke haft mange mandlige kollegaer. Kvinder har særstatus værtshus-branchen, siger hun.

»Ja, jeg hedder Dorthe Sildeøje. Det er jeg simpelthen døbt. Jeg har været på flere bodegaer igennem tidens løb. Jeg startede med at arbejde på Vigerslev Kro. Så en dag kom ejeren af Toftegårds Bodega ned til mig og sagde: »Du skal ikke arbejde her, du skal arbejde for mig«. Han havde hørt om mig gennem nogle kunder. Nå, for søren. Så fik jeg også 20 kroner mere i timen. På et tidspunkt havde jeg lige brug for noget luftforandring. Så fik jeg nogle rengøringsjobs, hvor jeg gik og gjorde rent alene om natten. Det gjorde jeg i 8 år. Men til sidst begyndte jeg at savne at have folk omkring mig, og så fik jeg arbejde her på Lille Peter. Man kan vel godt sige, at jeg er en slags barchef.

Jeg bor på Nørrebro med min kæreste. Vi har været sammen i 3 år. Jeg mødte ham på Lille Peter. Han spillede op til mig i et halvt år. Jeg syntes først, han var en kæmpe klaphat. Men til sidst tænkte jeg alligevel »O.k., så lad os da se, hvad det er for noget med ham«. Han er førtidspensionist, og jeg har tit fri på hverdage, så vi har meget tid sammen. Vi kan godt lide at gå i Zoologisk Have.

Jeg har ikke haft særlig mange mandlige kollegaer. Mange bodegaer hyrer kun kvinder. Kvinder har særstatus i værtshusbranchen. Gæsterne ved godt, at man ikke skal slå på en kvinde, og hvis hun siger noget, så har hun ret. Der er ikke noget at skændes om. Jeg prøvede engang på Vigerslev Kro, at en mand syntes, han skulle prøve at stjæle min pengekasse. Pludselig var han gået om bag baren og havde taget kassen. »Det kan du eddermame godt tro er en gammel løgn«, tænkte jeg. Så jeg fløj hen over baren og ud ad døren efter ham. Jeg slog ham kun én gang, men han fik verdens største sæbeøje, og jeg fik min pengekasse igen. Jeg er ikke bange for noget som helst. Der er kun én her, der bestemmer, og det er mig.

Der er kommet flere unge på de brune værtshuse. Her kan de få en smøg og en billig øl og komme hinanden lidt ved. De er simpelthen så søde. Men der er altid nogen, man skal opdrage lidt på, hvis de vipper på stolen eller sidder med skoene oppe i møblerne. Der var en weekend, hvor nogle unge mennesker larmede og hoppede på bilerne ude på gaden, efter at jeg havde lukket baren. Så gik jeg ud og sagde til dem: »Om 10 år er det jer, der bor i de lejligheder her i gaden. Så er det ikke særlig sjovt at have en bulet bil eller en baby med kolik, der vågner klokken 1 om natten og skriger, fordi I står hernede og skaber jer«.

Det er altid rart at være hernede, men der var et slagsmål for et par år siden. Jeg var ikke selv på arbejde den aften, men jeg måtte komme næste dag og skure blod af fortovet og hoveddøren. Det var meget voldsomt. Det tog hårdt på os alle sammen. Det føles jo som mit sted, min dagligstue. Det er heldigvis den eneste gang, det er sket. Og der gik kun én stol i stykker.

Det bedste ved værtshusbranchen er stemningen og kontakten med kunderne. Du er fandeme både mor, socialrådgiver, psykolog og pædagog for dem. Jeg ser mange af stamgæsterne privat. De er min anden familie, og stedet her er deres andet hjem. Der er en kunde, som næsten ikke har noget sprog tilbage efter en hjerneblødning. Når han går herfra, kan han ikke forklare taxachaufføren, hvor han skal hen. Men jeg kender hans adresse, og jeg sørger for, at der står en vogn til ham. Der er også mange af gæsterne, som bøvler med at indtaste el- og gasindberetninger eller bruge netbank. Så kommer de herned med deres blanketter, og så ordner vi det for dem. Tilliden er så stor, og vi hjælper hinanden. Da jeg blev 50 i sommer og holdt kæmpegilde, var størstedelen af gæsterne folk, jeg kender fra baren. Det blev jeg rørt over. Og nu er julesokken kommet op at hænge på væggen, og så går gæsterne og smider små gaver til mig i den. Smøger, slik, lidt frugt, alt muligt. Det er så hyggeligt. Jeg tømmer den hver dag, når jeg går«.

Helle Thim Nielsen, Diligencen, Nørrebro

Foto: Andreas Haubjerg

Helle Thim Nielsen på 50 har for nylig fejret kombineret rund fødselsdag og 25-års jubilæum på Diligencen på Nørrebro. Man bliver jo ikke bager, hvis man er allergisk over for mel.

»Jeg bor lige rundt om hjørnet fra Diligencen. Jeg plejer at sige, at hvis jeg har god tid, tager jeg cyklen på arbejde, og hvis jeg har travlt, så går jeg. Det tager længere tid at låse cyklen op end at gå herhen.

Jeg blev egentlig født på Amager, men jeg har boet på Nørrebro det meste af mit liv.

Jeg gik i skole på Sjællandsgade. Da jeg var lille, ville jeg gerne være arkæolog. Jeg aner ikke, hvor jeg havde den idé fra. Det var måske noget, jeg havde set i fjernsynet.

Da jeg blev ældre, tænkte jeg på at blive skiltemaler. Altså, den slags skilte man maler i hånden. Jeg kan stadig godt lide at tegne og skrive bogstaver og sådan noget.

Jeg har fået en plads i kælderen under Diligencen, hvor jeg kan sidde og lave skilte til baren. Lige nu arbejder jeg på et til den årlige julefrokost.

Da jeg var 24 år, fik jeg job på en bodega lige rundt om hjørnet herfra, som hed Sølyst. Der skete aldrig noget. Hver dag på vej til arbejde kiggede jeg herind på Diligencen og sagde, at folk jo lige kunne kigge ind til mig længere nede ad gaden, hvis de havde lyst. Til sidst sagde jeg op. Det var sgu for kedeligt. Så fik jeg et job her i stedet, hvor jeg gjorde rent, og da de fik brug for en morgentjener, sprang jeg til. Og så har jeg været her siden.

Jeg kommer rigtig godt ud af det med min chef, Tonny, som ejer stedet. Vi plejer at sige, at han er chef, og jeg er boss. Jeg kan huske en episode, da jeg lige var blevet ansat, og jeg havde nogle regninger, der skulle betales. Jeg gik og ventede på at få min første lønseddel, og lige så snart jeg fik den, styrtede jeg ned for at få den indløst. Da fik jeg et møgfald af Tonny. Jeg skulle ikke have ventet på den måde, jeg kunne bare have spurgt ham om de penge noget før. I dag er han nok den, der kender mig allerbedst. Man kommer til at tale om mange ting, når man arbejder sammen i 25 år.

Jeg har vagterne fra kl. 13 om eftermiddagen til midnat. Om dagen er der mange ældre stamgæster, og om aftenen kommer de unge. Det vrimler jo med cafeer i byen, hvor man kan få en dyr caffelatte og et stykke gulerodskage, men de unge skal jo også bruge nogle mørke kroge, hvor de kan sidde og fortælle hinanden røverhistorier.

Det bedste ved at være her, det er nok stamgæsterne. Hvis de har et dilemma, kan de godt finde på at komme og spørge mig til råds. Det her er også et sted, man går hen, hvis man skal have hjælp med et eller andet. Når håndvasken drypper, eller hvis man står og skal flytte. Så er der næsten altid nogen hernede, der kan træde til.

Indimellem kommer gæsterne op at skændes hernede. Det kan være om alt muligt. Så sidder de og råber lidt ad hinanden.

Folk bliver jo heller ikke klogere at høre på, når de har drukket. For det meste går det hurtigt over af sig selv. Jeg behøver sjældent blande mig. Mange ting går ind ad det ene øre og ud ad det andet. Det sker også tit, at en stamgæst sidder og fortæller mig en historie, som jeg har hørt 100 gange før. Og jeg hører den nok igen i morgen.

For et par år siden kom der da også lige to fyre herind i åbningstiden og krævede beskyttelsespenge. Så sad alle stamgæsterne og grinede ad dem, og så luskede de ellers af igen.

I min fritid kan jeg godt lide at læse Stephen King-romaner. Og jeg elsker Bruce Springsteen. Han er min helt. Jeg har set ham 3 gange i Parken. Jeg ved ikke, hvilken sang jeg bedst kan lide. ’I’m On Fire’, måske. Hernede hører vi nu mest bare radio.

Selvfølgelig er det et hårdt miljø med røg og alkohol. Men hvis man er allergisk over for mel, så skal man nok heller ikke blive bager.

Jeg ville ikke have lyst til at arbejde et sted, hvor jeg ikke kunne få lov til at ryge, som det passede mig. Så jeg må nok hellere blive i værtshusbranchen.

Hvis jeg vandt i Lotto, ville jeg købe Diligencen, når Tonny går på pension.

Og jeg ville ikke ændre noget som helst«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce