Efterår. »Nej, se det træ. Hold da op, hvor er det smukt! Sikke farver!«, udbryder Lea Fingeret. Hun synes, efterårets farveskift er smukt, og hun bemærker hvert eneste træ.
Foto: Nanna Navntoft

Efterår. »Nej, se det træ. Hold da op, hvor er det smukt! Sikke farver!«, udbryder Lea Fingeret. Hun synes, efterårets farveskift er smukt, og hun bemærker hvert eneste træ.

Byliv

Cykling uden alder: Vi tog en københavnerpige på 89 med på cykeltur

Tag med Lea Fingeret på tur i Fælledparken til det sted, hvor hun legede som barn.

Byliv

I ladet på en christianiacykel sidder Lea Fingeret.

Hun fylder ikke meget, som hun sidder der. Snart 90 år gammel. Nydeligt klædt i en midnatsblå overfrakke med guldknapper. Hendes stålgrå hår er friseret under den strikhue, der matcher med vanterne. Hun forsvinder næsten under det varme tæppe og den røde kaleche, der står i stærk kontrast til de falmende grønne trækroner, denne oktoberdag.

Kun hendes smil er synligt. Og det vokser i takt med, at jeg cykler tættere og tættere på den gamle talersten i Fælledparken, og hendes svagt seende øjne bag de tunge brune briller får tegnet konturerne helt skarpt.

»Tænk engang, vi fandt den. Nej, hurra! Det var en oplevelse!«.

Lea Fingeret sidder i en ladcykel fra initiativet ’Cykling uden alder’. En forening, der har sørget for, at 42 plejecentre rundt omkring i København har en cykel stående, så frivillige kan køre de ældre og ofte gangbesværede beboere ud i byen.

Hun sidder stille lidt. Holder vejret et kort sekund. Jeg spørger, om hun er sikker på, at det er her, og forklarer, hvordan stenen ser ud.

I vores unge dage boede min mand og jeg på Amager. Der cyklede vi ofte ud til Kongelunden med børnenefor at plukke hindbær. Det var meget skønt. Også selv om vi blev ædt af myg. Andre gange cyklede vi hen for at se på lufthavnen

Det er en stor bautaformet sten med nogle trin op på den ene side. Jeg har med besvær cyklet hele vejen ind over den mudrede græsplæne.

»Det er den. Jo, det er her. Nej, hold da op! Det må jeg nok sige. Den her oplevelse vil jeg tage med mig lige så længe, jeg lever«, siger hun højtideligt.

I sin barndom kom Lea Fingeret ofte i Fælledparken med sine forældre, sin bror og deres venner, fortæller hun. Noget af det, der står klart i hendes hukommelse, er den sten, hun sidder foran nu. Og hvordan hendes far og mor sad på et skovturstæppe foran stenen med madkurven, mens hun og de andre børn løb rundt i græsset og legede.

»Du må tro mig, om du vil, men lige nu går der en film for mine øjne. Jeg kan se min far og mor. Lige dér«, siger hun. Smilet samler sig lidt. Bliver mere eftertænksomt, men forlader ikke hendes ansigt.

Ret til vind i håret

Ved siden af Lea Fingeret ligger hendes stok som selve beviset på, at hun aldrig var kommet hen i Fælledparken på egen hånd.

På foreningens hjemmeside står der, at de vil give de ældre »ret til vind i håret« og til »at opleve byen og naturen på nært hold fra cykelstien«.

Normalt er det en ung mand ved navn Wilhelm, der cykler rundt med beboerne fra Deborah Centret på Østerbro, hvor Lea Fingeret har boet det sidste års tid. Et selvejende plejehjem, hvor ældre kan bo og blive støttet fysisk, socialt og mentalt, hvis de har svært ved at klare sig selv eller er syge. Lea Fingerets »sidste stop«, som hun kalder det.

Første gang Wilhelm tog hende ud på en cykeltur, kørte de bare lidt rundt. Siden er de blevet venner, da de blandt andet deler en interesse for den gamle arkitektur i København.

Lea Fingeret har været i Botanisk Have, Kongens Have, Frederiksberg Have og på Købmagergade og rundt i indre København. Hun er specielt interesseret i skulpturer, så når de cykler forbi nogle, finder Wilhelm ud af, hvad det er for nogle, og hvem der har lavet dem.

I dag er det ikke Wilhelm, men mig, der har overtaget tjansen at køre rundt med Lea Fingeret.

Lysten driver pedalerne

Inden jeg møder Lea Fingeret, har Cecilie Marie Nielsen lovet at lære mig op som ’pilot’.

Selv er hun ’kaptajn’ på centret og står for at oplære nye frivillige. 20 minutter tager det at forklare mig, hvordan cyklen virker, hvor bremserne sidder, hvordan man tænder for elmotoren, drejer så blødt som muligt og ikke mindst, hvordan man får de ældre ind og ud af cyklen, uden at det hele tipper.

Og så er det vigtigt at køre langsomt. Det handler ikke om at komme fra a til b, men om turen i sig selv. Et faktum, mange glemmer. Som dansker er man så vant til at cykle rundt, at man ofte tager den frihed, der ligger i at cykle, for givet.

Selv har Cecilie Marie Nielsen på 27 år været frivillig cykelpilot i lidt over et år.

»Det er ofte sindssygt rørende at høre dem fortælle, for de har levet så længe. Og samtidig kræver det ingenting af mig. Kun lidt plads i kalenderen«, siger hun.

Hun fortæller, at det er meget forskellige ture og mennesker, man oplever. Nogle snakker helt vildt, mens man andre gange kører rundt med folk i stilhed. En af de ting, der tiltalte hende ved initiativet, var, at man ikke skal bruge et bestemt antal timer, men bare kan melde sig, når man har tid.

For hende skal det ikke være pligt, men lyst, der skal drive pedalerne.

»Samtidig synes jeg også, at det er en meget værdig måde at komme rundt på for de ældre, for alle deres skavanker er lidt usynlige, når de sidder i cyklen«, siger hun.

Og der er noget om snakken. Lea Fingeret kommer langsomt og usikkert stavrende ud fra plejecentret med et godt greb om sin stok og en plejer. Med et koncentreret blik får hun manøvreret sig op på sædet. Hun får sikkerhedssele på, før hun vender sig om og kigger mig lige i øjnene.

»Skal jeg folde hænderne, inden du sætter dig op? Ej, rolig. Det var bare en joke«, siger hun med et grin.

Københavnerpige på 89

Hun fortæller, at hun er en »københavnerpige med stort K«. Hun har boet på Vesterbro, Østerbro, Amager og i Kastrup. Det viser sig, at hun har arbejdet på Politiken på Rådhuspladsen i 24 år og cyklet på arbejde hver dag, indtil det blev besværligt. Hun har været gift, har børn, børnebørn og oldebørn.

Cecilie Marie Nielsen forsikrer hende, at jeg er blevet oplært ordentligt.

»Jeg har aldrig været nervøs«, svarer hun med et tydeligt glimt i øjet bag brilleglasset.

Jeg lover dog alligevel at køre relativt forsigtigt.

Normalt ville man nok ikke have cyklet en tur en dag som i dag. Vinden er rå, og små hårde regndråber finder vej ind under kalechen og rammer ansigtet. Alligevel er Lea Fingeret godt tilfreds.

Nej, hold da op. Det må jeg nok sige. Den her oplevelse vil jeg tage med mig lige så længe, jeg lever

»Pyt med at det drypper lidt. Det er bare dejligt at komme ud«, siger hun.

Turene har allerede været mange, og selv om hun er overrasket over, hvor meget liv der er på Deborah Centret, og hvor søde hendes medbeboere er, er hun også glad for at komme ud og opleve byen pulsere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kunne også køre rundt i bil eller bus, men når cyklen baner sig vej gennem støvregnen og bumper over kantstenen for at dreje ind i Fælledparken, giver det en anden sanseoplevelse.

»Jeg kan fornemme træerne, dufte dem, mærke regnen på mine hænder og kinder«, forklarer Lea Fingeret, mens hun lukker øjnene.

Som vi kører ind i parken, åbner hun øjnene igen.

»Træerne har nogle fantastiske gyldne farver lige nu. Efteråret kan noget helt særligt på den måde«, siger hun.

Og hun har ret. Når man mærker luften, kan man næsten smage de regnvåde efterårsblade.

»At tænke sig, der ligger sådan en oase midt i en storby. Fantastisk«, siger hun.

Samtalen med den ældre dame, der sidder foran mig, skifter konstant mellem det trivielle og det eksistentielle. Om morgengymnastikken på Deborah Centret og det smukke ved livet, selv om tiden måske er knap.

Egentlig lagde hun ud med at understrege, at hun ikke ville fortælle noget personligt. Men man bliver hurtigt tæt på sådan en cykeltur.

»Jeg var jo aktiv før i tiden«, fortæller hun.

»I vores unge dage boede min mand og jeg på Amager. Der cyklede vi ofte ud til Kongelunden med børnene for at plukke hindbær. Det var meget skønt. Også selv om vi blev ædt af myg. Andre gange cyklede vi hen for at se på lufthavnen«.

En tur på cykel får de gamle minder til at blomstre igen. Og en cykeltur gennem det København, som Lea Fingeret er vokset op i, genopfrisker hendes barndom og ungdom.

»Der er ikke så mange fugle på vandet i dag«, siger hun skuffet, da vi triller over en af broerne. En enkelt hejre er svær at få øje på. Det hele er lidt gråt i gråt.

Frederiksberg Have i fuld flor

»Gud, nu er vi ved at køre ind i en busk!«.

Helt nem er den alligevel ikke at manøvrere, sådan en christianiacykel. Specielt ikke når man skal dreje på smalle stier. Men når nu Lea Fingeret er så glad for den gamle københavnske arkitektur, beslutter jeg mig for at vise hende tårnlegepladsen i det ene hjørne af parken. En legeplads, hvor man har bygget kendte københavnske tårne som en del af legeredskaberne.

»Nej, så får jeg set noget nyt«, udbryder hun, efter vi er kommet sikkert ud af busken.

Hun er glad for, at ture som denne er med til at vise hende nye steder i den by, hun ellers troede, hun kendte så godt. Cyklen bumper lidt, da jeg triller den helt hen til legepladsens låge, så hun kan se.

»Det må være Rundetårn til højre, tårnet fra Vor Frelsers Kirke i midten og det sidste må være Rådhustårnet?«, spørger hun Cecilie, der sidder ved siden af hende.

Cecilie Marie Nielsen forklarer, hvordan en hængebro forbinder tårnene, så børnene kan løbe fra det ene til det andet.

»Den gamle arkitektur bliver stadig æret en lille smule, det er jeg glad for. Men meget af det er nu ødelagt, hvis du spørger mig. Men de kan jo ikke fjerne tårnene. Det er byens vartegn«, siger Lea Fingeret, og pludselig mærker man hendes alder. Hun erkender det også selv. Hun er nok blevet for gammel og konservativ, siger hun, mens vi cykler tilbage mod Deborah Centret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Langsomt vender byens lyde tilbage. Blæst og fugleskrig erstattes af trafik og metrobyggeri.

Vi er næsten tilbage ved centret. Lea Fingeret er ikke i tvivl, for hun kan kende fortovsfliserne. Hendes fliser, som hun siger. Når hun ser dem, ved hun, at hun ikke skal bruge så mange kræfter, før hun igen er hjemme fra Netto.

Turene til og fra supermarkedet gør hende træt. Men nu, hvor hun stiger af cyklen, synes hun opløftet og fyldt med energi.

Lea Fingeret vil benytte sig af cykelturene så ofte, hun kan komme til det, siger hun. Specielt den sidste tur til Frederiksberg Have gjorde indtryk, da hun til trods for sine 89 år aldrig havde været der før. Hun tror dog, at haven vil være flottere til foråret.

»Hvis jeg lever igen til næste år, vil jeg gerne se Frederiksberg Have igen«, siger hun. »Når blomsterne er sprunget ud«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce