Vi har ventet en god del af dagen på, at solen skal bryde gennem skydækket. De fleste huse gør sig jo bedst med solskin, i hvert fald på fotografier.

Kontrasterne kommer frem, formerne bliver tydeligere og lyset spiller i materialerne. Men den diffuse forårsdag nægter at ændre sig, så gråvejr eller ej – af sted må vi, den unge fotograf og jeg.

Det er jo også en måde at teste bygningerne: Hvis et hus kun kan præsentere sig i solskin, er der noget galt, for det skal jo stå ude altid og være en del af byen, og det er netop det, der er hensigten med denne rundtur.

At se hvordan de nye ansigter gør sig, hvordan de passer ind i byen, og måske mærke efter, hvordan de ændrer den.

Hæderligt men stemning af fravær
Jeg har på forhånd visse forventninger til det første stop på turen, Fyrtårnet, der rager op over den gamle Frihavns blanding af ombyggede pakhuse og nye boliger.

Trods blandingen af erhverv og boliger og gode enkelte bygninger har kvarteret med de store tætte volumener mest en stemning af fravær.

Trafikken i Kalkbrænderihavnsgade og baneterrænet afskærer området fra resten af byen, og husene spiller i hver sin taktart.

Det er hårde odds, men Fyrtårnet gør et særdeles hæderligt job, uden at det dog løser kvarterets problemer.

Den indre dynamik
Bebyggelsen er helt klædt i gråsort naturskifer, der står godt til de omgivende røde murstensbygninger og altid tegner sig klart på himlen uanset vejrliget.

Facadens og tagets linjer med mange fremspring i kviste, karnapper og altaner synes at være resultat af to konkurrerende linjeføringer, det giver en indre dynamik, der sprænger den monolit, som beklædningen skaber.

Spændingerne fungerer godt, de er i balance.

Skilt uden indhold
Men det er ejendommeligt, at det høje tårn ikke markerer andre funktioner end privatboliger. Et så væsentligt pejlemærke burde have mindst én offentlig funktion, bare en forretning eller restaurant. Det er som et skilt uden indhold.

Ny bydel ved Havneholmen
I den modsatte ende af havnen lige bag det rædselsfulde storcenter Fisketorvet er der ved at vokse en ny bydel frem ved navn Havneholmen.

Den er formet som en stor skål, hvor bygningernes taghøjder skråner ind mod en fælles adgangsvej – med erhvervsbyggeri ind mod centeret og boliger ud mod det åbne havneløb.

Det er en udmærket plan tegnet af svenske Gert Wingårdh Arkitekter, og den er ganske forskelligt udnyttet i de to bebyggelser Havneholmen I og II.

De gule murstensblokke i Havneholmen II er placeret i en åben vifteform, mens den hvide bebyggelse Havneholmen I er opbygget som to halvlukkede karreer omkring to tårnhuse.

Boligboblens venligste bebyggelser
Den første etape af de hvide huse har man længe kunnet se fra Langebro og Bryggebroen, og jeg har haft mine forbehold.

De meget krøllede facader med et hav af fremspring virkede umiddelbart overgjorte på mig, som den rene manér.

Hvad skulle det til for? Men svaret er helt indlysende, når jeg kommer tæt på og oplever den venligste og mest levende bebyggelse fra boligboblens tid.

Den er som en sydlandsk bjergby, hvor bjerg og by er vokset sammen til et mylder, der orienterer sig i alle retninger. Man oplever et sandt fællesskab i dens hvide favn.

Gule naboer fejler
Og det er lige her, at dens gule naboer fejler, for selv om de er udmærkede huse hver for sig, så orienterer de sig kun mod vandet og evner ikke at skabe et miljø imellem sig.

De er som fem ens formede skibe, der når som helst kan sejle af sted i hver sin retning. Og de horisontale bånd af grå altaner understreger kun, at energien er på vej væk fra stedet.

Den hvide del af Havneholmen har derimod tætte gårdrum, som med fantastiske haveanlæg med pudegræsser og bjergfyr er en del af den offentlige træbelagte promenade, der løber rundt om hele holmen.

Der er tillige planlagt et havnebad ud for bebyggelsen, som dermed hanker op i Kalvebod Brygges mangel på liv.

Desværre er alle forretninger i området samlet inde i Fisketorvets grådige bug, så det bliver nok aldrig nogen rigtig levende bydel, men den hvide del af Havneholmen gør dog med sin inkluderende geologiske formgivning alt, hvad den kan, for at skabe et rart rum omkring sig.

Seks sorte blokke
Det ER dog ikke de eneste nye boliger ved vandet, der er velfungerende.

Længere nede i Sydhavnen på Teglholmen finder man bebyggelsen Sømærk. Seks sorte minimalistiske blokke, der ligger på rad og række uden dikkedarer, på nær at de fire af dem står på søjler halvt ud over vandet.

Af alle de nye havnebyggerier er Sømærk det, der giver sine beboere den nærmeste kontakt til vandet. Den ringe detaljering og de ’billige’ svalegange uden på husene henviser alle sammen opmærksomheden på vandet, der virkelig kommer til sin ret her og gør navnet Sømærk passende.

Bebyggelsen viser, at arkitektonisk kvalitet ikke behøver handle om fine materialer eller spektakulær formgivning, det kan lige såvel og ofte bedre handle om at være opmærksom på de kvaliteter, som stedet giver, og bygge derefter.

Man kan se over til Sluseholmen – den eneste gammeldags karréby bygget i nyere tid – og her er livet ved at blomstre rigtig godt op.

Blå metalhus
Vi har skrevet indgående om den før, men for enden af denne gode ’gamle’ by er der rejst et mærkeligt gespenst på en isoleret halvø. Navnet er Metropolis.

Formen er hentet direkte fra forrige århundredes fantasier om fremtidens boliger.

Det er spektakulært, de bløde linjer omkring altanerne er fascinerende og afgjort en fremmed formverden i København. Desværre er det blå metalhus også særdeles fremmedgørende på klos hold.

Det er en bygning, der kun gør sig som et tegn i havnen.

Den taler med de store afstande, men evner ikke at skabe et forhold til vandet lige neden for sine fødder. Den er rejst på en høj plint, der skjuler en parkeringskælder. Man er hævet højt over vandet som på dækket af et skib.

Prætentiøst fortabt
Lige så sanseligt følsom bebyggelsen Sømærk er i sin nærhed til omgivelserne, lige så prætentiøst fortabt er Metropolis, der mest ligner et sætstykke fra en kuldslået krimi.

Selv om solen endelig bryder igennem, da vi forlader Metropolis, hjælper det ikke på, at bygningen er hjælpeløst afsondret. Den er en satellit, der svæver i havnerummet.

Vi tager turen tilbage i omvendt rækkefølge og får nogle solskinsskud i kassen. Nu spejler husene sig tydeligt i vandet, mens reflekserne slikker facaderne funklende, så især Havneholmens hvide huse lige kan nå at vise, hvad charme i arkitektur handler om.

De er alle bygget i en tid, hvor boligen generelt blev opgraderet fra at være en base til et livsstilsikon.

Succeshistorier kan tælles på én hånd
Hvis det i 1990’erne var erhvervsdomicilerne, der fyldte havnen op og gjorde arbejdslivet på kontoret til byens ansigt, så blev det i 00’erne boligerne, der fik den rolle, og flyderlivet i dagligstuen, der skulle udstilles og optage de centrale vinduespladser langs havnen.

Ingen af delene har rigtig givet nogen fornemmelse af, at byen er kommet til havnen.

Succeshistorierne i den henseende kan endnu tælles på en hånd: havneparken og -badet ved Islands Brygge, Skuespilhuset, til dels biblioteket Den sorte Diamant og måske Sluseholmen.

Resten af den ombyggede industrihavn er endnu blot et potentiale, der venter på at folde sig ud som rigtig by.