miljø. Sankt Peders Stræde ejer på en gang dansk hygge og et fransk touch af boheme. Er man lækkersulten, er der to fede bagerbutikker i gaden, bl.a. Dessertdragens Kageværksted.
Foto: Alle billeder af Finn Frandsen

miljø. Sankt Peders Stræde ejer på en gang dansk hygge og et fransk touch af boheme. Er man lækkersulten, er der to fede bagerbutikker i gaden, bl.a. Dessertdragens Kageværksted.

Guider

I Sankt Peders Stræde bor sammenhold og nabokampe dør om dør

Der har altid været og er stadig godt gang i den gamle københavnske gade.

Guider

I Sankt Peders Stræde stiller man gerne op til kamp, når man føler sig truet. For tiden gælder det især truslen fra de – ifølge beboerne – alt for mange barer og cafeer i området. Det kan Søren Rud, formand for Nørre Kvarters Beboerforening, tale med om.

»Jeg har boet her i 40 år, og jeg kan i den grad sige, at vi savnede cafeer og barer i de første mange år. Men nu er der næsten 60 steder i vores lille kvarter, hvor du kan købe sprut om natten. Og her bor i alt cirka 1.000 mennesker. Det hænger slet ikke sammen. Først var det i Vestergade, så i Studiestræde, og nu er vi bange for, at Teglgårdstræde, Larsbjørnsstræde og Sankt Peders Stræde bliver de næste«.

»Der var stille i beboerforeningsarbejdet i en del år«, fortæller Søren Rud videre, »fordi der ikke var nogen ydre trusler som for eksempel boligspekulanterne i 1980’erne. Rigtig mange, der nu havde en sikker lejekontrakt i skuffen, fik børn, og mens vi hyggede os i de nye store gårdanlæg, indtog vores nye fjende, drukspekulanterne, lige så stille kvarteret«.

Kampen mod bolighajerne

Sankt Peders Stræde åbenbarer sig umiddelbart med en vis kosmopolitisk attitude. På venstre side af indgangsportalen fra Vester Voldgade hænger et gult neonlys med ordet ’Hotel’ storbyjazzet svævende over den ubeskedne burgerrestaurant Cocks & Cows, der fylder hele den høje kælder.

På gadens højre side breder den stormagasinlignende ekviperingsforretning Troelstrup sig over hele fire etager. Her er der meget leben, men i øvrigt navnet Pisserenden til trods hverken råben eller skrigen. Snarere kan man bruge ordet mondænt. Voksent er her i hvert fald. Og sådan må det ifølge de lokale meget gerne blive ved med at være.

En natklub i Sankt Peders Stræde blev overtaget med henblik på at have åbent til klokken 5 om natten, men den bevilling viste sig umulig at få. Også selv om det havde været kutyme i lang tid, at den slags fik man uden problemer.

På rådhuset siges det ligefrem om Sankt Peders Stræde, at gaden er »politisk sprængfarlig«: Ønsker om bevillinger i lige præcis Nørre Kvarter skulle på grund af pres fra den altid meget aktive beboerforening blive gransket ekstra grundigt.

Et andet eksempel: Efter mange år som det sted, hvor festen fortsatte til klokken 10 om morgenen, har Cosy Bar i Studiestræde især på grund af pres fra beboerforeningen måttet vænne sig til, at den sidste gæst forlader etablissementet klokken 6.

Som sagt, man står sammen her i kvarteret, især når der er ydre trusler. Det er den ene historie om Sankt Peders Stræde.

Papirtigeren

Helt tilbage i 1985 kunne man læse følgende i Pisserendens kamporgan Papirtigeren – en slags nødavis, der i anledning af kampen mod bolighajer kom i otte eksemplarer: »Den, der vil bide skeer med os, brækker tænderne«.

Flere investorer brændte faktisk nallerne, fordi en række mennesker fra Sankt Peders Stræde, der bare gerne ville blive boende i deres lejligheder, tog kampen op mod boligspekulanterne. Rækken talte bl.a. medlemmer af bandet Sneakers, filmbladet Levende Billeder samt bladet/forlaget Politisk Revy.

Blandt dem var der mange med gode forbindelser til Ekstra Bladet, der blev en allieret i kampen mod de udefrakommende investorer i hele perioden 1984-1988. Man skulle passe på, hvad man gjorde i og ved Pisserenden.

Som Papirtigeren stolt kunne fortælle, var det lykkedes at boykotte cafeen Salonen til at erstatte Frisko Is med det mere politisk korrekte Underground Ice Cream (og dermed afvise den multinationale koncern Unilever). Indflytningen af en bar, der ville henvende sig til gardere, blev også stoppet i tide. Papirtigeren skrev: »Den slags hører hjemme i Hellerup«.

Det gode naboskab

Den anden historie om Sankt Peders Stræde er, at man passer godt på hinanden. Man låner gerne hinanden både værktøj og en hjælpende hånd. Selv de mange drukkenbolte, som fyldte noget mere i gadebilledet for 30-40 år siden, da gaden var knap så pæn, så det som en del af deres opgave at holde øje med, at der ikke blev smadret flasker eller malet med graffiti.

Selv om gaden ser lidt anderledes ud i dag, eksisterer det nære fællesskab – det gode naboskab – stadig. Et par skøre sjæle har af egen drift placeret en improviseret hvilebænk til fri afbenyttelse mellem to målerskabe og selvfølgelig malet den grøn i nuancen parkbænk. Ikke engang den er blevet udsat for hærværk.

Ordet ’landsbystemning’ nævnes flere gange af dem, der bor i gaden. Også af den altid ivrigt snakkende ’Kage-Nanna’ alias Nanna Pörtner, der er ejer af Dessertdragens Kageværksted. Et sted man kan kende på de udstillede kager i stærke farver – eventuelt tigerstribede eller gammelrosa ligesom butikken selv.

Røre i andedammen

Kundeområdet udgør cirka 70 gange 150 centimeter. Alligevel står der ofte tre kunder presset sammen i ivrig diskussion med indehaveren, hvis kinder blusser i en endnu kraftigere farve end butikkens vægge.

»Jeg var helt chokeret, da jeg flyttede ind for 9 år siden. Det var lige før, jeg tænkte: hvor er gadekæret? Jo flere venner man har i gaden, desto mere passer man jo på hinandens forretninger og opgange og hjælper hinanden med p-pladser og den slags. Jeg bliver sgu sur, hvis jeg ser nogen tisse op ad en hoveddør«, fortæller Nanna Pörtner.

Jeg var helt chokeret, da jeg flyttede ind for 9 år siden. Det var lige før jeg tænkte: Hvor er gadekæret?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig har hun dog følt, at det tætte samfund har gjort gaden svær at være ny forretningsdrivende i. Der har været enkelte beboere, der har brugt enhver lejlighed til at klage over støj fra hendes forretning. Kampen for stilhed er efter hendes mening blevet en måde, som visse kræfter i gaden har givet sig selv magt på.

»Nogle har styret gaden. De har syntes, de har gjort kvarteret en tjeneste for mange år siden og derfor følt sig berettiget til at få det, som de gerne vil have det, uden at tænke på hvad andre vil. Men det er måske lidt mærkeligt, at de ikke er interesseret i, at det går godt for mig. Hvis jeg lukker, kan jeg jo bare sælge stedet til en 24-timers kebabbar«.

Hendes nabo, restauranten Bror, drives af de to tidligere Noma-souschefer, engelske Sam Nutter og svenske Victor Vågman. De befinder sig også rigtig godt i gaden, som de kalder både »charmerende« og fyldt med »godt naboskab«. Selv om de også har oplevet naboklager.

LÆS ANMELDLESEN AF BROR

»Jeg tror, naboerne blev lidt overraskede, da vi åbnede. Før os lå en restaurant, som ikke var helt så aktiv (Chit Chat, red.), men da vi flyttede ind, begyndte der at ske en hel del mere. Det var mit indtryk, at folk helst ville have det, som det var før«, siger Victor Vågmann, og Sam Nutter supplerer: »Det var en læringsproces for os i starten, men vi har altid forsøgt at lytte til vores naboer og respektere dem. Det er deres hjem, og det er vi nødt til at huske«.

Parisisk bistrogade

Går man fra Bror tilbage mod Vester Voldgade, ligner Sankt Peders Stræde – med cafeen/spisebodegaen Din Nye Ven efterfulgt af Bar Moritz og skiltet Wine Dine Repeat, en hotellobby med cocktailbar, og endelig Cocks & Cows på hjørnet – dog mere en parisisk bistrogade end en andedam.

Hvor Hotel Fox tidligere lå, har samme ejer Broechner Hotels nu bygget det dobbelt så store SP34, der er et stilrent hotel med fire barer/spisesteder bygget ind på matriklen. Alle har de bevilling til klokken 2 om natten.

Over et år har byggeriet, der har bredt hotel med videre ud fra Jarmers Plads til et godt stykke ind i Sankt Peders Stræde, varet. Det nu færdige projekt har betydet en ny indgangsportal til den tidligere lidt gemte gade. Byggeprojektet fik dog ikke en god start.

Allerede første weekend blev der bygget på hotellet både lørdag og søndag morgen, og snart blev der holdt jævnlige møder mellem beboerforeningen og hoteldirektør Karim Nielsen, hvis såler i perioder har været lige så tyndslidte som hans tålmodighed. På det daglige interne byggemøde var der ét tilbagevendende programpunkt: beboerklager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Givet gaden et løft

Søren Rud forholder sig – efter en knap så behagelig start på projektet – positiv.

»Nu er det færdigt, og jeg synes, det har givet kvarteret og specielt den del af gaden et løft. Det er søde folk, der arbejder der, og de har vist stor interesse for at invitere naboerne indenfor. Der er da også mange, der bruger hotellet til møder, måltider eller godnatdrinks«, siger Søren Rud og tilføjer, at dialogen med hotellet fortsat er fin. »De har jo samme ønske som beboerne, nemlig at det skal være muligt at sove om natten«.

Pisserendens Papirtiger udkom for sidste gang i december 1988. På forsiden stod kun ét ord: Sejr.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Kampen for at overleve på Middelhavet

    Jacob Ehrbahn tog en beslutning, inden han gik om bord på redningsskibet 'Sea-Watch 2'. Hvis han skulle vælge mellem at fotografere eller redde liv, så ville han gøre det sidste.

    Se hans optagelser af minutterne, da en gummibåd med 120 mennesker punkterer, og Middelhavet fyldes med flygtninge, der slås for deres liv.

    Læs hele reportagen eller se hele videoen.

Annonce