Kaospilot. Uffe Elbæk inviterer til kanalrundfart på valgaftenen.
Foto: Tegning: Mette Dreyer

Kaospilot. Uffe Elbæk inviterer til kanalrundfart på valgaftenen.

Guider

Valget er dit: Her kan du komme med til valgfest

Sejl med Uffe E, quiz med Bertel H eller dans med Johanne S.

Guider

I morgen, torsdag 18. juni, skal der sættes kryds ved din yndlingskandidat eller dit favoritparti.

Bagefter ventes der i spænding på, at stemmerne tælles op, så vi kan få at vide, hvem der skal være landets næste statsminister.

Det ser ud til at være et tæt løb mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), så du kan jo passende heppe sammen med dine politiske venner eller tage din modstander under armen og drikke en fadøl.

Vi guider her til de åbne valgfester i byen.

Alternativet inviterer til fest for demokratiet hos Copenhagen Street Food på Papirøen.

Alle er inviterede, og fra kl. 16 kan man lytte til musik fra Karmakanonen, spise mad fra boderne og følge med i valget på storskærm både inden- og udenfor.

Rygterne lyder også, at Vinnie Who kigger forbi for at sætte rammerne for valgaftenen.

Og hvis du har lyst til en lille sejltur rundt om Christiansborg (og ikke har drukket for mange af de billige økologiske øl), så kan du komme med Uffe Elbæk på kanalrundfart fra kl. 20.

Læs mere og tilmeld dig på Facebook.

Papirøen: Her er alle boderne på CPH Street Food

Du kan også tage til den radikale valgfest på Café Charlottenborg ved Kongens Nytorv.

Radikale Venstre åbner dørene kl. 20 og byder på gratis kaffe og ganske fine barpriser.

Og så er det vist noget med, at der bliver uddelt 400 gratis genstande til de hurtige.

Se barpriserne og tilmeld dig eventet på Facebook.

Nyd sommeraftenen sammen med Enhedslisten, der inviterer til valgfest på Søpavillonen fra kl. 19 til 03 om natten.

Følg valgresultaterne tikke ind i løbet af aftenen, hør tale med Johanne Schmidt-Nielsen og køb en drink i baren - enten indendørs eller udendørs, hvor der er pyntet op på terrassen.

Når alle stemmerne er talt op, spiller dj'en op til fest og dans.

Læs mere og tilmeld dig på Facebook.

Valgflæsk og Chateauneuf-du-Søren-Pape: Her er de sjoveste valgfester

DR inviterer til valgfest i Rigsdagsgården ved Christiansborg fra kl. 18.

Her vil der være politisk quiz med Kenneth K fra Musikquizzen på P3 og Klaus Bundgaard Povlsen fra TV Avisen, og du kan også være med.

Du skal bare tilmelde dit hold i forvejen, og hvis I får lidt svært ved at svare, kan I søge hjælp hos Mogens Lykketoft og Bertel Haarder.

Senere på aften vises valgresultatet efterhånden som stemmerne bliver talt op, og du kan holde øje med politikerne og partilederne, når de ankommer i løbet af aftenen.

Læs mere, tilmeld et hold til quizzen og deltag i begivenheden på Facebook.

Studenterhuset sætter gang i Købmagergade med en valgfest for alle fra kl. 18.

Tag dine venner med ind på cafeen og følg med på storskærmen, som viser live-tv fra DR 1, indtil alle stemmerne er talt op, og Danmarks statsminister er fundet.

Har du nogle udenlandske venner, som gerne vil følge med i valget, så stiller Studenterhuset frivillige valg-tolke til rådighed, så de kan stille spørgsmål til valget.

Læs mere og tilmeld dig valgfesten på Facebook.

Rådhuspladsens udvikling: Fra politisk kamparena til ikke-sted

Selvfølgelig kan du også tage til Politikens egen store valgfest i Pressen - Politikens Hus.

Chefredaktør Bo Lidegaard byder velkommen kl. 18, og efterfølgende er der valgjeopardy med kategorier som 'næser', 'møgsager' og 'politik på film'.

Du kan også lege politisk analytiker for en dag og tippe en 13'er om resultatet af valget.

Der vil være musikalske og satiriske indslag, og hele aftenen kan du naturligvis følge med i stemmeoptællingen.

Prisen er 200 kr. for PLUS-abonnenter og 300 kr. for ikke-abonnenter. Læs mere om valgfesten og tilmeld dig på Facebook.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce