I aften inviterer Foreningen Litterære Selskaber i Danmark til oplæsning, fortælling, fællessang og urbant smørrebrød. Det foregår i LiteraturHaus på Nørrebro – billedet er fra et tidligere arrangement.

I aften inviterer Foreningen Litterære Selskaber i Danmark til oplæsning, fortælling, fællessang og urbant smørrebrød. Det foregår i LiteraturHaus på Nørrebro – billedet er fra et tidligere arrangement.

Guider

Guide til Golden Days: Her får du kvindekamp og cocktails, litterære drukture og Thorvaldsens playliste

Her er 10 arrangementer, du kan opleve i historiefestivalens sidste uge – alle til højst en 50'er.

Guider

Ord, musik og håndmadder

Litteraturen formes af stedet, den er skrevet, og stedet formes af litteraturen. Forfattere har indoptaget byen og spyet den ud i nye og anderledes konstellationer. Hvordan spiller litteratur og by sammen? Hvad har København gjort ved dem, der skrev om den, og omvendt? Kan man tale om en forelskelse?

I aften inviterer foreningen Litterære Selskaber i Danmark til oplæsning, fortælling, fællessang og urbant smørrebrød – alt sammen i en undersøgelse af København og de ord, der har været med til at danne vores billede af byen.

Digter og forlægger Asger Schnack griber tilbage i historien og præsenterer litterære bybilleder, mens forfatterne Gerd Laugesen, Benn Q. Holm og Amalie Laulund Trudsø, der alle på den ene eller anden måde har skrevet om hovedstaden, fortæller om København i litteraturen og litteraturen i København nu og her. Musiker og producer Troels Alsted står for stemningsfuld fællessang med udgangspunkt i københavnske steder, mens arrangementet indledes med klassisk københavnsk smørrebrød.

Oplæsning, sang og foredrag. 8. september, kl. 18.30-22.30, LitteraturHaus, Kbh. N. Entré: 50 kroner

Kong Christians krydderurter

Hvis du gik og troede, at urban gardening, byhaver, taghaver osv. var noget nymodens noget, så tro om igen!

Den flittige Christian IV – bygherre, iværksætter, kulturconnaisseur og konge – anlagde nemlig allerede i renæssancens København sin egen lille nyttehave rundt om Rosenborg Slot i Kongens Have.

Mens nutidens urbane haver er gennemført demokratiserede foretagender drevet af aktivistiske ildsjæle, var det i 1600-tallet kun de fine forundt at plukke urter midt i Kongens København. Med andre ord: Haven var forbeholdt kongen og hans hof. Siden er nyttehaven blevet tilgængelig for offentligheden, og lørdag er der dømt madmarked med udgangspunkt i »smagene, duftene og fortællingerne« fra genfødslens hedengangne epoke.

Madmarked. 9. september, kl. 10-17. Herkules Pavillonen i Kongens Have, Kbh. K. Gratis adgang.

Dobbelt op på Bang

Forfattere og stormagasiner lyder som en sær sammensætning, men ikke for den hypermoderne Herman Bang. Både i sin rolle som forfatter og reporter afsøgte han byens afkroge, høje som lave, og portrætterede København i sit karakteristiske og flimrende stemningsmættede sprog. Her var byen virkelig hovedperson!

Et af de steder, der kom under Bangs litterære lup, var Magasin du Nord, der med sin fantasmagoriske vareophobning blev symbol på tidens højkonjunktur. Det fascinerede: et mikrokosmos, en by i byen, men måske også en facade?

Lørdag fortæller museumsinspektør Trine Halle og cand.mag. Johan Rosdahl historien om Bangs København og lover afstikkere til andre københavnerportrætter.

Hvis man ikke kan få nok af Herman Bang, kan man passende fortsætte i samme rille og tage videre på byvandring med gruppen med det ret så fantastiske navn De Bangske Morgenmænd. Turen begynder på Sankt Annæ Plads og slutter på Folketeatret, hvor skuespiller Joen Bille læser op af Bangs bøger. Undervejs vil ti udvalgte lokaliteter danne udgangspunkt for fortællingen om den flamboyante forfatters liv – og by.

Foredrag. Lørdag 9. september, kl. 11. Magasin du Nord Museum

Byvandring Lørdag 9. september, kl. 13.15-16. Bangs buste på Sankt Annæ Plads, Kbh. K. Gratis, men tilmelding nødvendig på billetto.dk

Kvinderne, der formede byen

Her er der virkelig noget på spil! Dansk Kvindesamfund og Selskab for Ligestilling er også at finde på festivalen, og det er de i form af en (selv)kritik af den mandsdominerede fortælling, vores historie er – en fortælling, som Golden Days heller ikke helt kan sige sig fri af. For ja, når vi taler om dem, der formede København, tænker vi oftest på mænd, og det vil konceptet GIN & GENDER gøre noget ved.

Det hele begyndte på kvindernes internationale kampdag i 2015, og siden har folkene bag ufortrødent fortsat deres aftenener, der kombinerer stærke drinks med fremførelsen af tekststykker, som »på den ene eller anden måde handler om køn, kønsroller, feminisme, sexisme, kønsidentitet, ligestilling med mere«.

I aftenens anledning er der besøg af blandt andre spokenword-poet Katrine Volsing, skuespiller og sanger Mette Marckmann og ikke mindst kønsforsker Bente Rosenbeck. Sammen vil de hive fortidens kvindelige københavnerpionerer ud af glemslen og hylde de kvinder, der formede hovedstaden.

Debat, oplæsning, performance. Lørdag 9. september, kl. 20-22. N. Zahles Gymnasieskole, Nørre Voldgade 5, Kbh. K. Gratis.

Ungdommelige drømme

I dag er det svært at forestille sig et mere traditionsbevidst sted end det ældgamle kollegium lige ved Rundetårn. Regensen – eller ’Tankens slot’, som dramatikeren og den tidligere beboer Jens Christian Hostrup mere eller mindre ironisk døbte stedet – har i århundreder været hjemsted for ungdommelig idealisme, men efterhånden også en række ritualer, der for udenforstående kan virke sære. Her respekteres ånden.

Lindetræet i kollegiets gård har altid været et politisk samlingssted, og det er også her, Studenterforeningen i 1820 blev stiftet – efter opmuntrende fællessang med omkvædet »Herrer vi ere i Aandernes Rige«. Et sted for store drømme!

Historiker og tidligere regensianer Troels Peter Roland viser rundt på Regensen og fortæller hele historien.

Rundvisning, foredrag. Mandag 11. september, kl. 14 og 16. St. Kannikestræde 2, Kbh. K. Entré: 50 kroner. Via billetto.dk

Thorvaldsens playliste

Bertel Thorvaldsen er mest af alt kendt som en formidabel billedhugger og leverandør til alverdens kongelige hoffer og andre fine folk, men han var efter sigende også en ørn på både guitar og fløjte. Her kan man tale om en seriøs sidegeschæft!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På Thorvaldsens Museum har man bevaret skulptørens helt egen nodebog – Thorvaldsens playliste, kalder de den.

Onsdag kan melodierne opleves live, når de orkestreres af nogle af landets dygtigste musikere. Thorvaldsens Museum har nemlig slået pjalterne sammen med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og giver smagsprøver på Thorvaldsens musikalske talenter.

Koncert. Onsdag 13. september, kl. 15.30. Thorvaldsens Plads 2, Kbh. K. Gratis.

Weidekamp: Helt eller skurk?

Nævn hans navn de rigtige steder på Nørrebro, og du vil se vreden lyse ud af øjnene på folk. Det er Egon Weidekamp, vi taler om – tidligere socialdemokratisk overborgmester og bz’ernes fjende nummer et.

For ministeren og crooneren Søren Pind er det en anden sag: Nedriveren Weidekamp udgør nemlig et noget uventet politisk forbillede for venstremanden Pind. Hvorfor?

Det kan man finde svar på, hvis man dukker op på Arbejdermuseet onsdag aften. Under overskriften Punk & Politik – en tribute til Egon Weidekamp vil Søren Pind i samtale med redaktør på Føljeton Lars Trier Mogensen udforske Weidekamp og en brydningstid, der var fyldt med konflikter og konfrontationer.

Foredrag. Onsdag 13. september, kl. 19. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, Kbh. K. Entré: 50 kroner. Via billetto.dk

Kender du din by?

Efter knap to uger med kulturhistoriske hovedstadsarrangementer i hobetal kan du passende brillere med din nye viden eller bare få opfrisket den kollektive københavnerhukommelse med en god, gammeldags quiz. Og sådan nogle er de eksperter i hos Folkehuset Absalon på Sønder Boulevard. Der er garanteret højt humør, betalbare drikkevarer og uformel stemning, når folkene fra Absalon sparker gang i en vidensdyst med fokus på byens udvikling, dens arkitektur, tendenser og fortællinger.

Quiz. Onsdag 13. sept., kl. 20-22. Absalon, Sønder Boulevard 73, Kbh. V. Entré: 30 kr., som betales i baren.

Bøger som bykort

Her er tale om en vaskeægte verdenspremiere! Hovedbiblioteket lancerer nemlig denne torsdag et spritnyt litterært bykort, der lader bøgerne lede vej gennem hovedstaden. På torsdag er det med blanke øjne og rødsprængt næse byen kan opleves, når filosof Jon Auring Grimm og litterat Elisabeth Skou Pedersen på LiteraturHaus introducerer det litterære kort.

På LiteraturHaus vil baren være åben, og forfatter Lars Frost – der vistnok taler af grundigt erhvervet erfaring – vil fortælle røverhistorier om og refleksioner over den beduggede del af litteraturen. Bagefter er det bare om at komme ud i septembernatten og med sit nye kort finde frem til de steder, hvor Tom Kristensen og andre tørstige digtersjæle lod (og lader?) promillen stige til tops.

Foredrag, byvandring. Torsdag 14. sept., kl. 17-20. LiteraturHaus, Møllegade 7, Kbh. N. Gratis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fredagsbar på museet

Statens Museum for Kunst fortsætter successatsningen SMK Fridays – »en intellektuel fredagsbar«, som de kalder det.

Denne gang er museet gået sammen med Golden Days om at skabe en afslappet og kulturel fest med masser af kunst som kulisse. De perfekte rammer er der så at sige allerede, og fredag vil kunsten blive taget i brug i et forsøg på at kaste lys på byens mange billeder og fortællinger.

Det hele vil blive spædet op med talks, performances og fadøl – og det lyder jo som en herlig afslutning på ugen, en dejlig start på weekenden.

Udstilling, foredrag. Fredag 15. sept., kl. 16-22. Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, Kbh. K. Gratis

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce