Essay. Hvad enten man nu leger Jesus på korset eller Kim Basinger i sengen, kan man lege historien frem.

Essay. Hvad enten man nu leger Jesus på korset eller Kim Basinger i sengen, kan man lege historien frem.

Klummer

Essay: Barnet spiste alle de voksne

Forfatteren Tomas Lagermand Lundme har skrevet et påskeessay om at lege historien frem.

Klummer

Påske er en mærkelig ting.

Et sted skulle jeg nok kunne lide påsken, fordi den handler om at hylde en, som er død. Noget, man skal forestille sig. Noget, man kan lege. Det er der så en del i sorte kjoler, der går rundt og leger i disse dage. At døden har været her. Men den døde har forladt bygningen. Det var ikke Elvis. Det var Jesus.

Min lillesøster, som altid har fejlet et eller andet, som ingen ved, hvad er, har alle dage været sikker på, at Jens gik på min brors fritidshjem Byggelegepladsen. Og det var en makaber leg, de legede i dagene op til påske, hvor de tilsyneladende skiftedes til at hamre hinanden op på træplader og stolper. Men man legede historie. Det var en ny pædagogisk form, som for alvor tog til, da jeg var barn.

Man skulle lege historien frem. Det var først, da min lillebror blev udpeget til at være Jens (det var 1980’er-udlægningen af Jesus), at min far bankede i grafikbordet og gik hen på Byggelegepladsen og fortalte med bogstaver, der blev stående (også efter Murens fald), at hans søn ikke tilhørte andre trosretninger end dem, som vi praktiserede derhjemme.

Der praktiserede vi så ikke rigtig andet end pædagogikken.

Og kreativiteten.

Det blev hun meget tørstig af. Det gør man, når man æder voksne i trylledej

Og så selvfølgelig det ikke at sige NEJ. Man sagde nemlig kun nej, når det var noget med Nato, EF, de borgerlige, eller hvis man ikke gad at spille Snowball i ’Kammerat Napoleon’ for tredje sæson i Teatergruppen Kastrup. Ellers sagde man JA til alt. I det mindste prøvede man det lige. Og så kunne man efterfølgende sige, at det nok ikke var motorvejen frem fremover.

For eksempel måtte det ophøre, det med at lege ’9½ uge’ med Thomas fra Sønderholms Alle. Jeg fik forfrysninger af alt det hurlumhej med isterninger, og jeg gad ikke længere ligge der og glo med noget, der mindede om håndjern, men som vist var noget hundehalsbånd fra Vaks, når Thomas fra Sønderholms Alle på bedste vis legede voksen. Og mand. Jeg trak nitten og var Kim Basinger. Sådan endte den leg. Ikke fordi det ikke var sjovt, det var bare for koldt.

»Thomas«, sagde jeg meget alvorligt en dag, da vinden blæste og noget, som mindede om kartoffelkur tog sit indtog ledsaget til muzak af Bryan Ferry. »Jeg gider ikke mere. Jeg kommer til at fryse«.

Det var ikke i overført betydning, det med kulden. Det var helt bogstaveligt. Det var koldt. Også fordi Thomas slukkede radiatorerne, når vi skulle i gang – mere så ruderne ikke begyndte at dugge og minde om Oste-Jørgens i Holmbladsgade, der havde ost og skorpe i alle ruder, så vandet drev.

Min søster og jeg legede tit socialdemokrater, når vi skulle drille min far. Den leg sagde han med det samme, at vi godt kunne stoppe. Især når min søster tog de høje toner og iklædte sig noget, som kun Hilda Heick vil gå i offentligt, og sang noget, som vi havde hørt til min farmors og farfars juletræsfest på Pilegårdsskolen.

Men legen blev først for alvor rigtig sjov, når min søster både var Jørgen de Mylius og Poul Schlüter (stadig i noget Hilda Heick-tøj) og sagde med en stemme, hun havde lært af Otto Brandenburg, at vi må tænke fremad og på dagen i morgen. Og der kommer altid en dag i morgen. Man skal bare se i sin kalender, så kan man se, at det passer.

Min far sagde meget højt, at vi skulle finde på noget andet at lege.

Så legede vi røvkedelige voksne.

Det var svært. Også fordi det var så kedeligt. Helt bogstaveligt.

Og så savnede jeg faktisk at ligge der bagbundet med hundesnor og råbe og klynke på Sønderholms Alle og sige, at Thomas fra Zahles Skole ved Nørreport Station bare lige var sagen og en ordentlig tyr. Det med tyren var noget, vi havde fra Suzanne Bjerrehuus. Det sagde hun hele tiden, mens hun gjorde sådan noget med munden, som hun havde stjålet fra Suzanne Brøgger.

Min kusine og jeg kunne også gøre det. Det med munden. Og læberne.

Når man havde ædt pomfritter, kunne man lade saltet sidde. Ligesom når man havde slugt et par bunker af berlinere på bagsædet af linje 14 på vej hjem fra skole. Så lignede man virkelig en af de der voksne fra film, der lige var stået op efter en heftig nat på silkelagnerne med en eller anden med sin egen olieboreplatform et sted i Stillehavet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min udkårne hed Steven Carrington.

Min kusines hed Jesper Binzer.

»Jeg tror ikke, at Jesper har så mange olieboreplatforme«, sagde jeg lidt for hoverende en aften på grillbaren i Amager Centret, hvor vi sad og åd Michael Møllers pomfritter for ham.

Det svarede min kusine ikke på. I hendes hoved havde han.

Min søster sagde, at hun ikke gad lege noget med olieboreplatforme. Det var alt for voksent.

Så legede vi noget andet, min søster og jeg.

Vi leger stadig.

Jeg tror ikke, jeg kan andet.

Og så virker alt det andet heller ikke så alvorligt, hvis man hele tiden tænker på, at lige om lidt lander det der privatfly altså, og så er jeg den, der om lidt sidder med skinkerne i noget vand, der vist kun er stille, når Steven ikke har tid til at rode rundt i mine undergardiner efter den mening på livet (og underlivet), som kun Erica Jong skriver bøger om.

»Hov«, sagde min søster en dag, hun havde lavet et par kernefamilier i trylledej på sin institution.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvad er hov?«, spurgte jeg.

»Jeg kom til at spise alle de voksne«.

Det blev hun meget tørstig af. Det gør man, når man æder voksne i trylledej. Til hver en tid vil jeg anbefale pomfritter. Det går til alt. Også legen. Især legen.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce