Foto: Originalfoto: Mads Nissen/Tegning: Philip Ytournel/Collage: Karina Kofoed
Klummer

Ibyens madklumme: Prøv at gå på restaurant alene, og jeg kan love dig for, at du bliver udfordret

Hvorfor er han her? Hvorfor er han alene? Er han blevet brændt af? Ibyens madklumme-skribent funderer over, hvorfor det kan være så pokkers svært at spise ude - alene.

Klummer

Sørgeligere end tiggeren er manden, der, offentligt, spiser alene. Sådan omtrent udtrykte den franske sociolog Jean Baudrillard det vist nok. Men han var også franskmand. Og jeg er lodret uenig.

Jeg elsker at spise alene. Det er en luksus, jeg tager mig. Men det falder mig ikke naturligt. Forstå mig ret, for jeg holder også af selskab til måltidet. Det er jo den mest vidunderlige måde, mennesker kan være sammen på fuldt påklædte.

I den japanske tegner Jiro Taniguchis graphic novel, ’Den ensomme gourmet’, hvor ensomheden for den navnløse gourmet virker fuldstændigt selvvalgt, følger vi ham på hans vej fra den ene ret til den næste indtaget på ydmyge spisesteder i fortrinsvis Tokyo. Beskrivelsen af maden er minimalistisk, men præcis, og det er – på trods af, at maden og retternes sammensætning og tilberedning er omdrejningspunktet – således noget andet, der ender med at stå tilbage og dirre i al sin stilfærdige præsens foran mig. Ensomheden med al dens krummelurer. Al dens indbyggede tvivl. Dens hjernespind.

Jeg læste den med nærmest tilbageholdt åndedræt, kunne nærmest føle hans sitrende tvivl, der pludseligt kan omgive alle, selv kendte bevægelser og handlinger, ritualer, man kender til bevidstløshed, den overdrevne selvbevidsthed.

Og så er vi tilbage ved det unaturlige. En ting er, at vi sætter os ind og spiser en falafel, får en croissant til kaffen eller en burger til frokost. Det har præg af noget nærmest lavpraktisk utilitaristisk, og ingen vil løfte et øjenbryn over, at man foretager sig dette alene. Men prøv at sætte dig ind på en restaurant fra øverste hylde her i byen, et sted, du ikke har været før, alene, uden iPhone eller bog, og med det ene formål at nyde, og jeg kan love dig for, at du bliver udfordret.

Bare det at gå ind over dørtærsklen til restauranten og høre værten eller værtinden sige »Hvor mange er I?«, som om jeg gemte en meget lille medspiser under jakken, hvis fod tilfældigvis stak udenfor, er en enorm udfordring for mig. Jeg kan gå frem og tilbage foran vinduerne flere gange for at se, om der eventuelt er nogen der inde, jeg kan genkende, for så går jeg ikke derind. Er man først kommet indenfor, fanger bordet, så at sige. Så kan det gå en af to veje: Enten er der plads eller også er der ikke. Det kan være en hel lettelse, på trods af sult og tørst, at blive afvist, fordi der ikke er plads. Bare ikke, hvis der sidder nogen, man kender. Så er det noget lort. Men hvis der er plads, så træder man for alvor ind i løvens hule.

At sætte sig alene ind på en fyldt restaurant er skræmmende. Den stilhed, der kan opstå, når man bliver ført ned til sit store bord og får sig sat, imens tjenerne dækker af til den ekstra person, der uvægerligt er dækket op til over for en, er grusom. Skal man bestille en hel menu? 6-10 retter med vinmenu er længe at sidde i sit eget selskab og tavst blive skiftevis ignoreret og lagt mærke til af de andre spisende, der bliver mere og mere utrygge ved den ensomme skikkelse i deres midte. Hvorfor er han her? Hvorfor er han alene? Er han blevet brændt af? Er han et umanerlig dumt svin, som ingen længere gider at spise sammen med? Er han Michelin? Det er en ren gyser.

Og hvad med mig? Hvor meget bør man spise alene? Hvor meget bør man drikke? Hvad hvis jeg skal på toilettet midt i det hele? Det skal jeg garanteret, jeg skal jo pisse hele tiden, så skal jeg gå hele vejen igennem restauranten igen. Hvad hvis jeg kommer til at tale for højt med tjeneren? Så tror folk virkelig, jeg er ensom. Hvad hvis jeg spilder?

Eller hvad hvis jeg laver en gentagelse af Tivoli-gate (dengang jeg væltede et helt bord med service, glas, flasker, karafler, levende lys og mad inde på The Paul i Tivoli). Åh gud! Hvorfor er det så svært at kaste sig ud i hedonistisk nydelse, når man er alene, uden at få Woody Allen-hjerne?!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor er det så unaturligt, men tvivlen samtidig så almengyldig, at Jiro Tanaguchi kan tegne en hel graphic novel om det?

Sandheden er nok, at den eneste, der lægger mærke til den ensomme gourmet, er den ensomme gourmet selv. Og den ensomme gourmet, der har skrevet den her klumme, beder altid om at blive placeret i baren, med ryggen til restauranten. Så får han fred. For sig selv. Og hvis der er et spejl i baren er det super, så kan han nemlig holde lidt øje med rummet bag sig.

Alt er nemmere i en bar. Og når maden og vinen først begynder at glide forbi under hans næse, glemmer han sit patetiske selv, og det er nok den største grund til, at han elsker at spise alene. Det er en luksus, han tager sig. Og det bør du også gøre.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce