Jeg tror, at snapsen står i ledtog med alle de frustrationer, som har hobet sig op gennem året, og når de to møder hinanden, danner de en ildring omkring hjernens kontrolcenter, og det er derfor, du pludselig ser almindelige mennesker gå op i røg, skriver Sisse Sejr-Nørgaard.
Foto: PR - Still fra filmen

Jeg tror, at snapsen står i ledtog med alle de frustrationer, som har hobet sig op gennem året, og når de to møder hinanden, danner de en ildring omkring hjernens kontrolcenter, og det er derfor, du pludselig ser almindelige mennesker gå op i røg, skriver Sisse Sejr-Nørgaard.

Klummer

Ibyens klummeskribent: Jeg hader julefrokoster. Og jeg bebrejder snapsen. Den står i ledtog med alle de frustrationer, som har hobet sig op gennem året

Sisse Sejr-Nørgaard har haft mange dårlige oplevelser med snapsen, der ofte er skyld i fyringer, ildspåsættelse af hår og ligefrem død. Ja, så galt kan det gå - i hvert fald hvis man spørger Ibyens klummeskribent.

Klummer

Jeg hader julefrokostweekenderne i København.

Vores hovedstad kan rumme sygt gode branderter året rundt. Unge, der flækker byen midtover i dåseøl og joints om sommeren, polterabender, som via den samme Pinterest-opskrift cykler rundt i tylskørt og rosérus, jublende modtagelser af nye år på Dronning Louises Bro eller bare de klassiske torsdag-fredag-lørdage med fester, bodegaer og klubber i en lang kærlig omfavnelse med københavnere og venner.

København er uendelig god til at rumme dem alle. Men ikke julefrokostbranderten. Den stikker ud, den stinker af opkast, indestængt raseri og surt lugtende blackouts. Den vader rundt uden frakke på i minusgrader, i for høje arrige hæle eller omklamrende slips bundet på hovedet. Jeg hader dem. Og jeg bebrejder snapsen. Helt og aldeles.

Jeg hader Københavns gader, når de her snapseidioter skal finde hjem eller bare et hjem, som vil have dem

Måske ikke snapsen som genstand, for alle ved jo, at det kan være den lækreste lille ganerenser efter sådan et læs madaffald klistret ind i sovsekulør og godt humør. Men jeg bebrejder den, når jeg ser, hvad den gør ved helt almindelige familiefædre og -mødre, der indtager den i mængder, som havde vi fundet den hellige gral, og alle skulle læske sig i livseliksir fra himlen og opnå højere intelligens, længere levetid og ikke mindst smukkere hud. Vi ved jo alle, at det stik modsatte er tilfældet.

Og vi har alle, eller måske 93 procent af os, været i situationer, hvor undgåelsen af snaps under en julefrokost kunne have reddet os fra elendighed og unødvendigt drama. Eller død. Ja, jeg har som meget ung oplevet, at en kollega efter indtag af urimelige mængder snaps døde. Der blev ikke serveret snaps i det firma derefter.

Andre slipper billigere. Som min gamle studiekammerat, der måtte se sit hår gå op i flammer, hvis altså hun overhovedet kunne se noget i den brandert, hun befandt sig i, da hun valgte at gå luciaoptog med en juledekoration.

Og jeg er ikke hellig. Jeg skylder en ukendt helt mit liv, da vedkommende opdagede mig sove den ud under en snebanke på Amager Fælled for en håndfuld år siden og fik både mig og cykel rejst op og sendt hjem. TAK! Jeg ved stadig ikke, hvem det var.

Vi har alle – efter uger med kommunalpolitiske smædekampagner – læst om vores genvalgte overborgmesters sovsen rundt i undskyldninger, efter snaps gik lige i tungen på ham til en julefrokost. Og vi har hørt om fyringer landet over, almindelige mennesker, som gør fuldstændig latterlige ting som f.eks. at stjæle en levende gås fra Tivoli eller utilgivelige gerninger, som kan have omfangsrige konsekvenser.

Og jeg bebrejder snapsen. Jeg tror, at snapsen står i ledtog med alle de frustrationer, som har hobet sig op gennem året, og når de to møder hinanden, danner de en ildring omkring hjernens kontrolcenter, og det er derfor, du pludselig ser almindelige mennesker gå op i røg. Og når røgen er væk, finder vi et ådsel, hvor mandagens sladderfugle kan hakke de sidste rester af værdighed af.

Personligt har jeg valgt firmajulefrokosterne fra. Jeg har haft min del, og jeg har slet, slet ikke lyst til at se mine kollegaer dumme sig eller selv være den, der vader gennem byen med ildelugtende opkast, arrige høje hæle og et slips bundet om panden mere. Og jeg hader Københavns gader, når de her snapseidioter skal finde hjem eller bare et hjem, som vil have dem.

Så derfor en hilsen fra en falden julefrokostidiot til en kommende: Pas godt på dig selv i de kommende weekender. Det er kun en fest. Resten af livet kommer lige bagefter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce