Magisk. Mette Sia Martinussen er altid på udkig efter byens små åndehuller. Man finder dem bedst om morgenen og om aftenen, mener hun.
Foto: Katinka Hustad

Magisk. Mette Sia Martinussen er altid på udkig efter byens små åndehuller. Man finder dem bedst om morgenen og om aftenen, mener hun.

Københavnerfortællinger

Københavnerfortællinger: Madkunstner fandt hemmelig have i vinternatten

En aften stod Mette Sia Martinussen pludselig i Det Kongelige Biblioteks Have.

Københavnerfortællinger

»Det var en decemberaften for snart otte år siden. Der var en uge til juleaften, og sneen dalede ned over København. Min kæreste og jeg havde lige mødt hinanden, og den aften var vi på vores anden date«.

»Vi havde mødtes hjemme hos mig for at spise lidt mad, og på et tidspunkt blev vi enige om, at det kunne være rart at gå en tur i snevejret«.

»Vi forlod min lejlighed på Østerbro og gik ind mod Indre By. Pludselig stod vi ved indgangen til Det Kongelige Biblioteks Have«.

Som at blive barn igen
»Ingen af os anede, at der lå en have der. Fordi det var så sent om aftenen, var der var ikke blevet ryddet sne. Alle buske og træer var dækket til, og det så næsten ud, som om der aldrig havde været nogen derinde før«.

»Vi gik ind, og jeg tror, vi blev der i halvanden time. Jeg havde varm hyldebærsuppe og æggesnaps med kanel og kørvel med i en lille termokande. En sød lille dessert, som vi spiste på en bænk i haven«.

»Der var vanvittigt smukt på lige nøjagtig den plet i byen den aften. Al sneen var så flot. Lyset var fuldstændig vidunderligt, og stemningen var helt speciel. Måske var det en del af det at være forelsket, men jeg husker det som et meget legende rum. Det var næsten som at blive børn igen«.

Delte haven med resten af byen
»Når jeg lægger mærke til et nyt sted, har jeg ofte lyst til at servere et måltid der. Sådan har det været, siden jeg var helt lille. Når jeg forelsker mig i et sted, kan jeg med det samme se et middagsselskab for mig.

»Sådan havde jeg det naturligvis også med haven. Jeg serverede jo en lille dessert der allerede den aften, men siden har jeg faktisk fået lov til at servere et helt måltid. Det var i forbindelse med Copenhagen Cooking for nogle år siden, hvor jeg lavede en madperformance, som bestod af et lille koreansk gadekøkken, i haven«.

»Det føltes rart at kunne dele haven med andre på den måde. Det er min inspiration at finde noget og dele det. At åbne det op og give det videre. Så selv om min kæreste og jeg havde en følelse af, at vi var de første, som havde opdaget den have, gjorde det mig ikke noget at dele hemmeligheden med andre. For jeg havde jo haft min egen lille oplevelse med det sted«.

De uberørte pletter findes om morgenen eller aftenen
»Jeg har boet i København hele mit liv, og jeg har altid søgt de små uberørte pletter i byen. Det er altid om morgenen eller om aftenen, jeg finder dem. Det er der, der er stille i byen. Og der, i det fredelige rum, lægger jeg for alvor mærke til byen. Midt på dagen har jeg ikke noget at sige om København. Der er den det sted, jeg er, og det sted, jeg arbejder. Jeg lægger slet ikke mærke til min by i dagtimerne«.

»Det Kongelige Biblioteks Have er faktisk ikke et sted, som min kæreste og jeg er vendt tilbage til siden den aften i december for otte år siden. Men det var også en helt særlig aften. Og nogle særlige ting skal man lade være med at forsøge at opleve igen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce