Ansigtsmaling. De sidste detaljer skal færdiggøres inden de tre koncerter i næste uge.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Ansigtsmaling. De sidste detaljer skal færdiggøres inden de tre koncerter i næste uge.

Koncert

Reptile Youth og kunstneren Abby Portner leger sammen

Hun er kendt som kunstneren bag blandt andre Animal Collectives syrede scenografi. Lige nu leger Abby Portner med oppustelige bølger og videoprojektioner med Reptile Youth.

Koncert

I 1980’ernes Amerika var der en lille pige, som var besat af papir. Så besat, at hendes mor en dag fik en opringning fra pigens børnehave med en pædagog i røret, der kunne fortælle, at hendes datter stjal papir.

»Giver I hende ikke noget papir?«, spurgte pædagogen forvirret.

»Jo, det gør vi da«, svarede moderen.

Sagen var den, at pigen simpelthen bare måtte eje alt børnehavens papir med det seje layout, hvor hun kunne tegne dagen lang på den øverste del og skrive historier på den nederste.

Og det var ikke kun børnehavens stakke af papir, som langsomt men sikkert svandt ind til ingenting. Også papiret i de lokale banker blev bøffet af den lille pige. Derhjemme ventede hendes storebror og et par jævnaldrende fætre nemlig på at lege.

Med de ægte bankpapirer under armen skyndte pigen sig at bygge en lille bankkulisse af forskellige materialer, hun havde fundet, og råbte så til broderen og de to fætre: »Nu kan I røve mig, for nu har jeg bygget en bank!«.

Andre dage var det krig eller cowboy og indianer, som var det foretrukne tidsfordriv, og når det skete, byggede pigen gerne en tipi, som indianerne kunne bo i. Hvis hun da ikke lige lavede hundredvis af skilte med ordet wanted på, som hun hængte op i træerne uden for hjemmet i Baltimore.

Pigen hedder Abby Portner. Hendes store besættelse af papir og kærlighed til at tegne og skabe forsvandt aldrig, og i dag er den 35-årige amerikaner en respekteret og eftertragtet kunstner og designer, som primært udfolder sig i videokunst, animation, installation og scenografi.

Fra Baltimore til Danmark

For tiden er hun i Danmark for at arbejde på videoprojektioner og scenografi til elektrorockede Reptile Youths visuelle koncert, som indtager Bremen på tirsdag, Mungo Park i Kolding næste fredag og Bora Bora i Aarhus lørdag i næste uge. Det er tredje gang, hun og sanger i Reptile Youth, Mads Damsgaard Kristiansen, arbejder sammen. Første gang var til CPH:DOX i 2014, og sidst var til Spot Festivalen i maj år.

»Bandet sendte mig en e-mail for to år siden og spurgte, om jeg var interesseret i at høre noget af deres musik, og jeg er åben for at arbejde for alle, der har en god energi«, mindes Abby den første spæde start på samarbejdet. Mads supplerer:

»Vi har næsten en regel i bandet om, at vi skal tage de her long shots en gang imellem, for hvis man ikke spørger, kommer det heller ikke til at ske. Abby var et idol for os, så vi syntes, det kunne være så sejt at lave noget med hende«.

Et psykedelisk hav

Makkerparret sidder på to kontorstole i en svag dunst af lim og maling på Fabrikken for kunst og design på Amager. Det er her, Abby Portner har sit midlertidige atelier, mens hun er i byen.

De to svarer seriøst og koncentreret på spørgsmålene og har tydeligvis glemt, at deres ansigter er malet både blå og lilla med hvide striber, mønstre og kruseduller. En orange firkant indrammer Abby Portners mund, mens Mads Damsgaard Kristiansens er gemt væk i et trefarvet skæg.

For lidt siden har de fnisende udsmykket hinanden til ære for Ibyens fotograf. Og at lege er den eneste egentlige regel, de har for deres samarbejde, fortæller han.

»Det er mest en følelse af, at vi ikke vil tage det for seriøst. Ikke fordi det skal være fjollet, men det skal føles godt og give os energi. Visionen med projektet er at overskride nogle grænser og prøve at løfte hinandens kunstarter ved at kombinere dem«.

Ved de to tidligere koncerter med Reptile Youth har Abby Portner bidraget med en video, men denne gang leverer hun også et overdådigt scenedesign, som blandt andet består af flere store, oppustelige figurer. Seks af dem forestiller bølger, to forestiller bygninger, og i midten af det hele kommer der til at være en stor rund skærm, som skal forestille en slags sol. Både figurerne og den runde skærm agerer lærred for Abby Portners videoprojektioner, og inde i figurerne installeres lys, så hele scenografien kommer til at ligne »et psykedelisk hav«, som Mads Damsgaard Kristiansen beskriver det. Som sanger skal han selv primært stå i front for hele sit band under koncerten, men der bliver også stunder, hvor det bare er ham og en pianist på scenen.

»Når klaveret fortolker sangene, lyder de meget flydende, så derfor blev havet et af de grundlæggende temaer«, forklarer han. Abby Portner uddyber.

»Vi startede med at skype og tale om temaer, vi kan relatere til. Vi kommer begge fra landet, så vi kan godt lide denne her idé om byen og naturen. Jeg lavede nogle tegninger og bad Mads om at sende mig sange, billeder, tanker, ja alt, og så mailede vi frem og tilbage i et par uger om, hvad der fungerede, før vi besluttede os for de her bølger«.

Når Reptile Youth spiller koncert normalt, er det ikke sjældent, at både publikum og forsanger selv crowdsurfer eller skubber hinanden rundt i en aggressiv mosh pit, og det er da også sket, at en blandt publikum er røget på skadestuen med en brækket næse eller en forvredet skulder. Men denne gang skal Mads Damsgaard Kristiansen spille for et siddende publikum.

»Når jeg spiller et rent rockshow på en eller anden klub, ved jeg præcis, hvad jeg gør, men jeg ved ikke, om det her kommer til at fungere, og det er også det, der gør det spændende. Jeg har tænkt over, om jeg skal prøve at stå stille, for normalt danser jeg og bevæger mig meget. Jeg skal nok ikke have noget alt for skarpt på, hvis jeg falder ind i bølgerne«, siger han. Abby Portner griner.

»Nej, du kan ikke have din jakke med knive på«.

Aldrig hjemme

Abby Portner er født i 1980 og opvokset i Baltimore som lillesøster i en søskendeflok på fire. Hendes ene bror, David Portner, er sanger, guitarist og medstifter af det eksperimenterende syreband Animal Collective, og karrieren begyndte derfor allerede i gymnasiet, hvor hun lavede bandets allerførste plakater. Siden er det gået slag i slag med tonsvis af turneer og projekter som både visuel kunstner, scenograf, designer og musikvideoinstruktør, og ud over Animal Collective har hun arbejdet for blandt andre technomusikeren Squarepusher, magasinet Vice, den walisiske komponist og sanger John Cale og de seneste år altså også danske Reptile Youth.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Uddannelsen som kunstner tog hun på Parsons The New School for Design i New York, hvor hun boede fra 1998, og til hun flyttede til Los Angeles omkring 2009. Studiet husker hun som en »super intens tid« fyldt med stress, migræne og søvnløse arbejdsnætter.

Siden har hun primært arbejdet med video og musik, men ellers er arbejdsprocessen forskellig for hvert projekt, fortæller hun. Typisk beder hun musikerne om at sende hende deres sange, hvorefter hun lytter til dem »en million gange«. Dernæst spørger hun ind til, hvor mange sange der skal være med i showet, om videoerne skal projekteres på et lærred, en væg eller noget tredimensionelt, og hvilke slags videoer og stemninger bandet selv har forestillet sig.

Ofte læser hun også teksterne til musikken eller beder musikerne om at formulere et par ord til den enkelte sang, som hun så skaber sit indhold ud fra. Derefter filmer hun enten selv eller manipulerer noget indhold, hun har fundet, og så sidder hun ellers derhjemme og redigerer og laver hundredvis af videoer uden at forlade sit hjem.

»Bagefter rejser jeg på turné og er aldrig hjemme«, griner hun. »Det er min typiske cyklus«.

Hendes nuværende samarbejde med Reptile Youth har stået på i cirka et halvt år, men ellers varer et projekt typisk et par måneder.

»Men jeg arbejder på mine videoer indtil sidste minut«, fortæller hun. »Jeg har måske lavet en video ud fra en indspillet version af en sang, men når jeg så hører den live til en prøve, synes jeg ikke, videoen passer, og så må jeg skynde mig hjem til hotellet og lave en ny. Jeg er meget præcis med mine ting«.

Hellere shows end gallerier

Men arbejdsiver, perfektionisme og evige turneer er også noget, der slider hårdt på det sociale. Da Abby Portner boede i New York, gik hun ud konstant til klokken 4 om morgenen, selv om hun havde et fuldtidsjob, og selv da hun flyttede til Los Angeles og ikke turnerede så meget endnu, plejede hun at tage ud at surfe og spise med sine venner.

»Nu kan jeg faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst var ude«, funderer hun.

»En af mine venner døde, lige inden jeg skulle rejse hertil, og det er meget intenst, fordi jeg altid er væk og ikke har set mine venner så længe. Det ramte mig, at jeg ikke rigtig har et liv ud over de mennesker, jeg arbejder sammen med for tiden. Jeg har heller ikke haft et længerevarende forhold i evigheder, fordi jeg turnerer så meget«.

På trods af en bekymret mor regner Abby Portner nu selv med, at både kæreste og børn nok skal komme en dag, men lige nu er hun et sted i sin karriere, hvor hun ikke har lyst til at drosle ned og stifte familie. Hun elsker at skabe. Faktisk ved hun ikke, hvad hun skulle gøre uden.

»Jeg prøvede at have et fuldtidsjob engang hos Jim Henson (produktionsselskab, som blandt andet står bag ’The Muppet Show’ og ’Sesame Street’, red.), og jeg blev bims af det. Jeg kunne ikke relatere til at være der 10 timer om dagen, køre hjem i myldretiden og så være træt og spise aftensmad. Det føltes bare ikke normalt for mig«.

Ligesom Abby Portner som lille pige skabte oplevelser og fantasiverdener for sin bror og sine to fætre, elsker hun også i dag at gøre indtryk på folk med sin kunst og måske endda nå nogle, som ellers aldrig besøger et galleri eller et museum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At hun ofte arbejder sammen med musikere, er ingen tilfældighed. Hun synes, det er interessant, hvordan kombinationen af musik og noget visuelt kan påvirke menneskers følelser, og som kunstner er det langt mere spændende for hende at lave shows end at udstille i »et hvidt rum, hvor en kunde køber værket og tager det med hjem til sin samling, fordi det er sejt lige nu«.

»Jeg kunne sagtens udstille de her oppustelige figurer på et museum, men de ville få en anden funktion, fordi de bare ville være der, og så ville folk se på dem og gå videre til det næste værk. Det her er mere levende for mig, fordi folk kommer for at opleve noget«, siger hun og fortsætter.

»Da jeg var i Australien med John Cale, fandt jeg nogle videoer af ægte lig med fluer omkring, fordi John gerne ville skabe en ubehagelig stemning. Jeg projekterede videoen op på teatrets fire vægge, så den omringede alle, og man kunne se, at folk virkelig syntes, det var forfærdeligt«. Hun griner skælmsk.

»Imens stod jeg bare og tænkte ved mig selv: Det er præcis, som det skal være«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce