Orkester. For nogle af orkesterets medlemmer bliver det ikke første gang, de står på Orange Scene. De spillede med Albarns Gorillaz, da de optrådte i 2010.
Foto: Mark Allan

Orkester. For nogle af orkesterets medlemmer bliver det ikke første gang, de står på Orange Scene. De spillede med Albarns Gorillaz, da de optrådte i 2010.

Koncert

Damon Albarn åbner Orange Scene i år

Blur-frontmanden optræder på Roskilde Festival for tredje år i træk.

Koncert

Det bliver en åbning af Roskilde Festival lidt ud over det sædvanlige, når årets første navn, ellere rettere navne, går på Orange Scene og sætter svingninger i festivalens musikprogram.

For i år er det lykkedes Blur-forsanger Damon Albarn at samle The Syrian National Orchestra for Arabic Music.

»Det bliver et klassisk, arabisk nationalorkester og en energisk, britisk superstjerne – og en masse af hans musikalske legekammerater – der spiller årets åbningskoncert på Orange Scene«, skriver Roskilde Festival om mødet mellem den britiske stjerne og de klassiske musikere fra Syrien.

Konstellationen har tidligere optrådt sammen i blandt andet Operahuset i Syriens hovedstad, Damaskus.

Splittet på grund af krig

Flere af orkesterets musikere er flygtet fra Syrien på grund af borgerkrigen i landet, der har varet siden 2011, og Albarn har ifølge Roskilde Festival i flere år forsøgt at samle orkesteret igen. Når de mødes på Orange Scene til sommer, bliver det første gang i fem år, at hele orkesteret er samlet.

»At indlede årets festival med et syrisk nationalorkester i selskab med en masse vestlige musikere er for os også en måde at vise, hvordan kultur og mødet omkring kultur kan bygge broer på tværs af landegrænser, konflikter og politiske overbevisninger«, siger Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, i en pressemeddelelse.

»I øjeblikket har flere europæiske lande lukket deres grænser, og i mange kredse anses flygtninge primært for en belastning. Så gennem musikken vil vi forsøge at vise, at mennesker, der må flygte fra deres egne fællesskaber, kan være ressourcer i nye fællesskaber. Vi vil også vise, at der ved siden af de høje menneskelige omkostninger ved den syriske borgerkrig samtidigt ligger en fortælling om en rig syrisk kulturhistorie, der er ved at blive knust på grund af borgerkrig«.

Tre gange Albarn

Det bliver i øvrigt også tredje år i træk, at den kække brite gæster Roskilde Festival. I 2014 gav han en solokoncert på Arena, en koncert, han kunne hive seks hjerter hjem for. Senere samme dag gæstede en, lad os bare sige det, som det var, stangstiv Albarn også Alexis Taylor fra engelske Hot Chip, trommeslageren Pat Mahoney fra LCD Soundsystem og sanger Luke Jenner fra The Raptures gruppe Atomic Bomb.

Sidste år havde han samlet 90 sangere og musikere fra 22 lande, der i en konstellation med navnet Africa Express fra klokken 23 til den lyse morgen festede igennem på festivalens andenstørste scene, Arena. Og de blev ved, indtil Damon Albarn bogstavelig talt måtte bæres af scenen.

Og i år bliver det så det syriske nationalorkester og en række endnu ikke offentliggjorte vestlige musikere, der skal mødes under Albarns ledelse.

Damon Albarn og The Syrian National Orchestra for Arabic Music åbner Orange Scene og Roskilde Festival 2016 onsdag 29. juni.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce