Annonce
Annonce

Forsiden

iByen 7. mar. 2013 KL. 13.41

Guide: Her kan du nyde foråret på en fortovscafé

IBYEN guider til caféer, hvor du kan nyde det gode vejr i udendørs omgivelser.

Med varmelamper og tæpper forlænger masser af københavnske caféer de spirende forårsaftener på fortovet. Ibyen guider til udendørs caféliv – på den varme måde.

Forårpå Østerbro

På den fredfyldte Bopa Plads på Østerbro ligger Cafe Bopa. Med rød- og hvidternede duge, grønmalede træstole og blomsterkummer, der omkranser fortovssektionen, er Bopa en café i ægte, fransk bistrostil.

Der er puslet om den gode atmosfære på Cafe Bopas fortov, der oplyses med lanterner og fakler. På bordene står levende lys og store buketter trompetliljer, der forstærker indtrykket af sommer og sol i en sydlandsk badeby.

Søger man ly under de kraftige varmelamper, som tændes torsdag d. 1. marts, er det muligt at holde kulden fra kroppen til langt ud på natten på Bopas lille torv.

SE INFOHER

Fransk for enhver

På Sankt Hans Torv er der masser af plads til forårshygge på den brede fortovssektion, hvor farvede lamper svajer i markisen, og både tæpper og fortovsvarmere sørger for varmen.

Boulevard de Sébastopol er en gade i det centrale Paris, og spisekortet er da også stærkt inspireret af det franske med dampede muslinger, tarte tartine, oste og parfait til dessert.

LÆS OGSÅ Guide: Byens mest overdådige brunchbuffet

I anledning af foråret byder kortet også på grønne asparges og kammuslinger. Hvis man har brug for varme, kan det også anbefales at bestille en kop varm chokolade lavet på Valrhona-chokolade til 38 kr.

SE INFOHER

Henslængt på alléen

Beliggenheden må betegnes som optimal for Olivers. Frederiksberg Allé er det perfekte sted at fange de forårssultne københavnere.

Det charmerende gamle tissehus, der oprindelig er bygget i 1902, byder på et hyggeligt udendørs område med sofaer og caféborde. Larm er der heller ikke meget af på det brede fortov, der ligger i læ af Frederiksbergs gamle kirkegård.

LÆS OGSÅCafékontrol: Gammelt tissehus byder på kulinariske oplevelser

På 'Olivers' kan du få kaffe, en juice, importøl eller en lun sandwich. Om sommeren tjener huset også som isbar for de lækkersultne forbipasserende.

SE INFOHER

Udkig på Kafé Kys

Fra de små borde under markisen kan man iagttage strømmen af mennesker i Læderstræde, der er lige så forskellige af type som gæsterne på Kafé Kys.

Den lille cafés brede appel har måske at gøre med udvalget af lette sandwich til rimelige priser og så har osten oven i købet smag, og maden er ikke tvættet til med ustyrlige mængder olie, som det ellers er ofte ses på mange cafeer.

Til gengæld er det så som så med varmen. Lamperne er små og få, og er man ikke født med arktisk is i årene, får man svært ved at holde varmen på fortovet.

SE INFO HER

Under markiser på Halmtorvet

Den omfattende socialrengøring af Halmtorvet har forvandlet den berygtede plads ved Istedgade til et klondike for livsstilscafeer. Og her finder man bl.a. en udendørs plads langs de renoverede facader hos cafe Apropos, som tænder for varmelamper i løbet af marts måned.

LÆS OGSÅ Guide: Københavns dyreste kaffe

Her er der behageligt under de mokkafarvede markisers skygger, når solen skinner, og om aftenen tændes varmelamperne, så gæster undgår at få myrepatter på armene.

Der er også et stort udvalg af kaffedrikke og teer fra fra Tante Te - både chai og rooibush, grønne teer.

SE INFOHER

OPDATERET 6. MARTS 2013.