Hermed en anbefaling og en advarsel. Et besøg på Café Viggo er mættende og velsmagende, men kan resultere i en Edith Piaf-melodi eller to på hjernen.

For den parisiske kabaretsangerindes patosfyldte vibrato kører i båndsløjfe hos Viggo, der har været en københavnerinstitution siden slutningen af 1990’erne med rødternede duge og vægmalerier af tegneserieantihelten, som etablissementet er opkaldt efter – Vakse Viggo.

Siden dengang har etablissementet skiftet ejere, og priserne har fået et nøk opad, men den uprætentiøse frankofili er stadig gennemført, også i menukortet.

Foto:  Miriam DalsgaardLovlig salt
Vi bestilte en omgang brunch og en husets omelet. Brunchen til 119 kr. var inklusive en udmærket kop kraftig café americain og et glas industriel appelsinjuice.

Tallerkenens hovedbestanddel, en generøs portion røræg, var veltilsmagt med salt og peber.

Viggos tilsmagninger er generelt temmelig salte, skal det siges. For eksempel var det ristede hjemmebagte surdejsbrød også ret salt, hvilket passer min gane godt, men måske ikke alles.

Vi overhørte en stamkunde bede kokken om at nøjes med den halve mængde salt, fordi hun ikke tålte det så godt længere.

Lækre bønner og tør kanelsnegl
Så var der en dejlig sprød og smeltende fed mini-croque monsieur med en skarp eftersmag af sennep.

Desuden en udmærket stegt pølse, lidt bacon, lækre hvide bønner kogt al dente i en syrlig, tæt tomatsauce og et stykke cremet, men karakterløs brie.

Den lidt tørre hjemmelavede kanelsnegl var overflødig. Langt bedre var den koncentrerede og afbalancerede yoghurt med blid syre drysset med cashewnødder og akaciehonning.

Foto:  Miriam DalsgaardSaftig omelet
Min medspiser fik en flot servering omelet med skinke, bacontern, champignoner, tomat og godt med sort peber – forbilledlig saftig og fuld af ost i smeltende lange tråde.

Vi skulle lige runde morgenmaden af med en sød pandekage smurt med kastagnecreme, der var god, krydret og lige så hvinende sød, som sådan en nu er.

Pandekagen i sig selv var lidt kedelig, en anelse sej, sandsynligvis ikke frisklavet, men bare varmet i ovnen.

Men alt i alt er Viggo stadig et udmærket bekendtskab, og på en sensommermorgen som denne, hvor solen står skråt ned ad gaden, og skolegården i Prins Henriks Skole ved siden af genlyder af franske børn i leg, er cafeen et godt sted at observere livet på Værnedamsvej: overskudsfamilierne på barsel, de forretningsdrivende, der leder efter parkeringsplads, de franske forældre, der har afleveret børnene i skole og nyder en kop kaffe og en smøg.

Fem kopper for den fornøjelse.