Annonce
Annonce
iByen 24. nov. 2012 KL. 11.00

Vesterbrocafé er æbleelskernes paradis

Mens maden er på det jævne, vinder Café Neuperts på deres udvalg af most.

Politiken synes
Politiken synes
Flere cafeer Mere info om cafeen

CAFE

Café Neuperts


  • Adresse
    Vesterbrogade 1221620 København VTlf: 20864258

Cafékontrol

Madglæde Råvarerne er af den billige slags, og det kan godt smages i sandwich og salater. Men kager og most er i de luxe-klassen.

Kaffehygge Mokkaen serveres i nogle ordentlige baljer, så hyggen kan strækkes.

Aftensjov Generelt nej. Men indimellem arrangerer Neuperts koncerter eller oplæsninger. Tjek cafeens Facebook-side.

For alle os, der elsker ingridmarie, rød belle de boskoop, jonagored, cox orange, topaz eller elstar, er cafeen Neuperts på Vesterbrogade stedet at søge hen, når lysten melder sig til et skud ’single estate most’.

I montren finder man en lang række koldpressede, ufiltrerede presninger fra økoplantagen Kuldsminde på Fejø. Hver æblesort sin most – og en enkelt pæremost af sorten clara frijs.

Læskende skønt og et eksempel til efterfølgelse for både plantager og cafeer. For hvorfor importere og mose halvmoden papaya eller mango fra Pakistan gennem en juicepresser, når danske frugter smager så rent, syrligtsødt og godt?

For 25 kr. per flaske er de gyldne drikke en gave til københavnere, der ikke selv har frugttræer og presse i baghaven.

Most-must.  Æblemosten skal prøves, når man gæster Neuperts. Til gengæld er maden lidt for jævn. Foto: Marius NyheimVarm og saftig muffin
Ud over sin forkærlighed for æbler har Neuperts et god øje til USA qua en ny amerikansk medindehaver.

Hun introducerer københavnerne for hele karamelliserede æbler på pind og hjemmebagt ’hummingbird cake’ (kolibrikage, red.) i form af en muffin str. XL med banan, ananas, pecannødder og krydderier.

Saftig, svampet, ikke for sød og med krydderier, der varmer. Og så trækker det heller ikke just ned, at man får en klat ekstra frosting ved siden af.

Chokoladetung brownie og enorme kopper kaffe
Også stedets brownie med mandler, der serveres i nysselige små trekanter og med lidt cremefraiche, kan anbefales for sin chokoladetunge smag, der går rigtigt godt i spænd med en latte.

Husk blot at bestille et dobbelt skud espresso (35 kr. i alt), for Neuperts’ kopper er så store, så et enkelt skud vil forsvinde som en dråbe i en vandpyt.

Eller gå efter en skoldhed americano, der næsten matcher de mættende kager bedre end den fede latte.

Most-must.  Æblemosten skal prøves, når man gæster Neuperts. Til gengæld er maden lidt for jævn. Foto: Marius NyheimEn ekstra kop til æblemosten
Og det er mosten, kaffen og kagen, man skal komme for i Neuperts kælderlokaler.

Bevares, hyggeligt er her da også med skovtapet, gevirer og udstoppede rådyrhoveder på væggene, kogebøger på bogreolen, en pladespiller samt vinyler og violiner som nips.

Men de øvrige serveringer er noget jævne. En sandwich (49 kr.) består af en flad bolle med supermarkedets skiveskårne industrichorizo, pesto, salat, lidt ost og agurk.

En hæderlig servering, og brødet er dejligt groft, men ville være endnu bedre, hvis det var lunt eller ristet.

En salat med ’laksemousse’ (75 kr.) er smuk at skue med grønne salatblade og toppe af røget fisk rørt med cremefraiche, rød peber og lidt urter. Men smagen er noget fersk, og laksemoussen er iskold.

Så resultatet lander på tre kopper og så en ekstra for det store udvalg af æblemost.