Annonce
Annonce

Forsiden

Biografen 25. sep. 2012 KL. 13.12

Volden spiller hovedrollen i genindspilning af floppet 80'er-orgie

Forventningerne vokser til filmatiseringen af tegneserie-helten 'Dredd' frem mod premieren.

Nogle populærkulturelle figurer vil bare ikke dø. Sådan er det åbenbart med tegneserie-helten Judge Dredd, der første gang så dagens lys i 1977, men som senere på måneden kan opleves i på film…for anden gang på 17 år.

Denne gang er filmen dog i 3D, tilstrækkelig voldelig til at skræmme dens hovedrolleindehaver, og tættere på tegneseriens kerne – fordi man aldrig ser hovedpersonens ansigt.

Første film floppede
I slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne var en af de mest samfundskritiske tegneserier samtidig en af de mest underholdende. ’Judge Dredd’ var en galgenhumoristisk og actionfyldt dystopi, hvor den dømmende og udøvende magt var smeltet sammen i et handlekraftigt korps af dommere, der både kunne afgive domme og straffe de skyldige.

LÆS OGSÅ: Zombie-tegneserie er årets udgivelse

Efterhånden som 90’erne varslede mere positive tider, gik den 80’er-sorte ’Judge Dredd’ af mode, men alligevel ventede man helt til 1995, før man filmateriserede den.

Det var utrolig dårlig timing, for Judge Dredd-figuren var fanget på det kritiske trendkurve-punkt, hvor den var gået af mode, men endnu ikke var blevet en del af en nostalgi-bølge.

Judge Dredd tager aldrig hjelmen af
Det er det sidste, som filmskaberne bag ’Dredd’ håber på er tilfældet her 17 år efter den første filmatisering, der havde Sylvester Stallone i hovedrollen. Sådan en superstjernes ansigt kan naturligvis ikke gemme sig bag en hjelm, og 1995-filmen brød dermed med en af tegneseriens hovedregler: man må aldrig se Judge Dredds ansigt, så han tager aldrig hjelmen af.

LÆS OGSÅ:2012 bliver et filmår for nørderne

Det fik fans til at stå af på filmen, og for ikke-fans var der ingen relevans at hente i en 80’er-dystopi i 1995. Så den oprindelige ’Judge Dredd’-film floppede. Og så skulle man jo tro, at Judge Dredd på film var en død sild. Men 27. september er der alligevel dansk premiere på en ny Dredd-film, denne gang i 3D.

Fotograferet af dansk-brite
Hvor Stallone-udgaven var lavet i Hollywood, er det primært britiske kræfter, der står bag ’Dredd’, og Judge Dredd er da også en engelsk opfindelse oprindeligt. Det er Danny Boyle-makkeren Alex Garland, der står bag manuskriptet, og engelske Lena Headey, der lige nu har kæmpesucces i serien ’Game of Thrones’ spiller skurkerollen.

LÆS OGSÅ: Tag med verdens dygtigste filmfotograf på arbejde

Det er den herboende brite, Oscar-vindende fotograf Anthony Dod Mantle, der har fotograferet filmen, men dens hovedrolle er besat af en mand fra New Zealand: Karl Urban. Sidstnævnte er i gang med at skabe sig en karriere som fast bestanddel af Hollywoods action-skuespillerskare. Han spiller Dr. McCoy i de nye ’Star Trek’-filmatiseringer og havde rollen som Éomer i Peter Jacksons ’Ringenes Herre’-trilogi.

»Chokerende« voldsorgie
Men Urban er endnu ikke så kendt et ansigt, at han behøver tage hjelmen af, og det er blevet udnyttet. Ifølge et interview med den britiske nyhedstjeneste UKPA var det faktisk en betingelse for ham, at hjelmen blev på: ”Jeg tog et møde med Alex og Pete (Travis, filmens instruktør, Red.) , og sagde, at mødet slet ikke var kommet i stand, hvis ikke hjelmen var forblevet på i hele manuskriptet.”

LÆS OGSÅ: Batman sælger færre billetter efter massakre

Det har været hårdt for Urban ikke at kunne bruge sine øjne som værktøj, men som han siger: »Stemmen bliver pludselig langt mere vigtig og blive en del af rollevs fysiske fremtoning«.

Til The Huffington Post siger Karl Urban, at han var noget »chokeret over de udtalte voldselementer i filmen«, men at disse er retfærdiggjorte af, at »de siger en hel masse om den verden, Judge Dredd lever i. Volden er nærmest en af hovedrollerne i filmen«.